Den europæiske dyndsmerling er en lille, bundlevende ferskvandsfisk i familien Cobitidae, udbredt i dele af Central- og Østeuropa, med et historisk udbredelsesområde fra Vesteuropa (Frankrig) til Volga-bassinet i Rusland. 

Fisken har en langstrakt kropsform og farven varierer fra brunlig til olivengrøn, med tydelige bånd langs siderne. Voksne individer bliver typisk op til 30 cm lange, og kan dermed opnå en betragtelig størrelse inden for gruppen af mindre ferskvandsfisk. Udseendet præges af et bredt brunt bånd, der løber langs hver side af kroppen, hvilket gør arten genkendelig i felten.​ Et særligt sanseorgan, skægtrådene, spiller en rolle i nataktiv fødesøgning og lokaliserer byttedyr via lugt (Meyer & Hinrichs, 2000; Muus & Dahlstrøm, 1967)

Dyndsmerlingen foretrækker langsomt strømmende, planterige, lavvandede eller stillestående vande med fint sediment, detritus og bentiske invertebrater. Dette gør arten særligt følsom over for dræning, kanalgravning og habitatfragmentering. Disse miljøer giver både beskyttelse mod prædatorer og adgang til detritus; sådanne habitater er karakteristiske for floddeltaer, flodarme, bagvande og moser, der oplever periodiske oversvømmelser og stabile lavvandszoner (Brys et al., 2020; Sigsgaard et al., 2015,  Pyrzanowski et al., 2019, 2021). Generelt anses dyndsmerlingen for detritivor og udnytter organisk rige sedimenter såvel som tilknyttede invertebrater, hvilket stemmer med de beskrevne habitattyper (Pyrzanowski et al., 2021).

Dyndsmerlingbestande viser varierende kromosomtal og sympatrisk forekomst af triploid, tetraploid og aneuploid i enkelte områder. Disse genetiske træk har betydning for populationsgenetik, tilpasningsevne og reaktion på miljøbelastninger—vigtige faktorer for artens overlevelse i fragmenterede og foranderlige omgivelser, hvilket kan være væsentligt i forbindelse med genopretning eller genudsætning (Wanzenböck et al., 2021; Drozd et al., 2010; Zakhartsev et al., 2007).

Nutidigt er udbredelsen stærkt fragmenteret på grund af tab af levesteder og dræning af vådområder. Bevaring eller genetablering af relevante hydrologiske regimer for arten, og ophør af dræning, er afgørende for at sikre bæredygtige bestande (Belle et al., 2017, Brys et al., 2020; Sigsgaard et al., 2015).  Genopretnings- og udsætningsprojekter i bl.a. tyske delstater og andre dele af Europa viser, at det er muligt at håndtere moderfisk og udsætninger i egnede flodafsnit. Dette understreger nødvendigheden af at matche udsætningslokaliteter med historiske bestande og opretholde hydrologisk forbindelse og substratkvalitet (Schreiber et al., 2018).

Trods fremskridt med eDNA mangler der stadig viden om artens præcise brug af mikrohabitater, fødeskift gennem livscyklus og den populationsgenetiske struktur imellem adskilte populationer. Integration af genetiske data med økologisk overvågning kan oplyse bevaringsstrategier og robusthedsvurderinger (Brys et al., 2020; Sigsgaard et al., 2015, Schenekar et al., 2020; Demchenko & Демченко, 2019; Pyrzanowski et al., 2020).

Dyndsmerlingen er sjælden og skjuler sig ofte på utilgængelige lokaliteter i Danmark. Imidlertid kan populationsstørrelsen være lav i stærkt forstyrrede eller maskinelt vedligeholdte kanaler.​ Arten har særlig tilpasning til periodisk iltfattige småvande, hvor den kan være talrig – op til 0,25 fisk pr. m² under optimale forhold (Meyer & Hinrichs, 2000). Den repræsenterer et eksempel på vigtigheden af, at habitattyper skal tilgodese artens livscyklus, for at den trives. Dette forudsætter en forståelse af landskabets sammensætning af ressourcer, samt artens specifikke krav til struktur, vandkvalitet og vegetation (Dennis et al., 2003).​ Her kan det være relevant at undersøge nærmere, hvad der fungerer, der hvor arten er påvist og som de andre vandområder, hvor arten har været tidligere ikke opfylder længere. Det drejer sig især om de specifikke habitater artens livsstadier kræver, og deres relative placering, så de giver mening for dyndsmerlingens livscyklus; især langsomt strømmende, planterige, lavvandede eller stillestående vande med fint sediment, samt at undgå dræning og kanalgravning, habitat-fragmentering og prædation. 

Resultater fra 2014 fra Sigsgaard et al. 2015, der ikke er en del af NOVANA-overvågningen, er inkluderet her for at have et  sammenligningsgrundlag til de seneste eDNA resultater. Der er, fra 2014 og frem til 2023, ingen ændring i artens udbredelse (Tabel 20.1).

Der blev ikke fundet nogen individer i indsamlinger under NOVANA i 2014, men der er tidligere fundet 8 individer i 2012 (Henriksen 2012) og der blev fundet 22 individer i 2023. Tallene kan dog ikke bruges til at vurdere en tendens for artens udvikling. Arten findes i de områder, hvor den er fundet tidligere, og er fortsat meget fåtalligt.