Snæblen er en laksefisk i heltfamilien. Arten findes i dag kun naturligt i den danske del af Vadehavet og i tilliggende vandløb, primært Vidåen og Ribe Å, som huser hovedparten af den globale bestand (Svendsen et al. 2018; Jensen et al. 2015; pers. kom. M. Deacon). Der er konsensus om dens historiske udbredelse i Nordsøen/Vadehavs-området. Arten er dog vurderet som udryddet i mange af sine historiske levesteder på grund af menneskelig påvirkning af dens miljø. 

Snæblen er en del af Lavaretus-komplekset, og dens taksonomiske status har gennemgået markante revisioner. Den regnes traditionelt som en selvstændig art, C. oxyrinchus, men en omdiskuteret taksonomisk revision har omklassificeret snæblen som C. maraena.  De nyeste genetiske resultater bekræfter, at snæblen er en unik evolutionær linje, hvis bestand er stærkt truet og har meget lav genetisk variation, hvilket øger sårbarheden på lang sigt. Genetiske undersøgelser viser, at snæblen adskilte sig fra helten for ca. 7.500 år siden. Den har tilpasset sig vekslen mellem fersk- og saltvand, hvilket understøttes af, at forskellene mellem helt og snæbel især findes i gener, der er vigtige for liv i saltvand (Tengstedt et al., 2024). Dette understreger, at snæblen er både sårbar og uerstattelig i biodiversitetssammenhæng, uanset den præcise artsstatus. 

Snæblen er anadrom, dvs. den gyder i ferskvand, mens ynglen vokser op i saltvand, før de vender tilbage til deres fødevandløb for at gyde igen. De fleste individer gyder flere gange i løbet af deres 10–12 år lange levetid (Borcherding et al. 2008; Jepsen et al. 2012). I det sene efterår vandrer gydemodne fisk fra Vadehavet op i åerne, hvor gydningen foregår i november–december og varer to til tre uger (Hvidt & Christensen 1990). I Vidåen er snæbel observeret fra oktober til maj (pers. kom. M. Deacon).

Gydeområderne består af strømmende vand med grus eller groft sand (Alt 1979; Morrow 1980; Harper 2012). Gydningen sker i vandløb med en bredde på 4–10 m, moderat strøm og fast bund. Æggene er klæbrige og sætter sig på sten eller grus (Muus & Dahlstrøm 1990). De klækkes formentlig i februar–marts, hvorefter larverne driver nedstrøms på grund af deres ringe svømmeevner (Lucas & Baras et al. 2001). De kan ikke tåle saltholdigheden i Vadehavet før april–maj, hvor de har udviklet salttolerance (Poulsen et al. 2012).

Larverne føres til stille områder i åerne, hvor de har større overlevelseschancer. Egnede opvækstområder omfatter stillestående eller langsomt flydende partier, bagvande, damme, vådområder, afsnørede flodarme og rørområder. Her lever ynglen hovedsageligt af zooplankton (Borcherding et al. 2006; Jensen et al. 2015; Poulsen et al. 2012). Efterhånden som fiskene vokser, skifter de fødevalg fra små til større zooplankton, bunddyr og småfisk (Jacobsen 1982; Kronborg et al. 1984; Skurdal et al. 1985; Berg et al. 1994). Et for tidligt fødeskifte kan hæmme vækst og overlevelse (Boel et al. 2018).

Når ynglen når 3–5 cm, begynder de fleste at vandre mod Vadehavet (Jensen et al. 2015). En for tidlig ankomst til saltvand er dødelig, hvilket gør opvækstområder i nedre vandløbsstrækninger vigtige (Thomsen 2003; Borcherding et al. 2006). En lang gydevandring tjener til at sikre, at larver og yngel ikke driver ud for tidligt (Lucas & Baras et al. 2001). Efter gydning opholder mange voksne sig ved mundingerne, som dermed udgør et centralt overgangsområde (Jensen et al. 2017). Ikke-kønsmodne snæbler overvintrer ofte i de nedre vandløbsstrækninger (pers. kom. M. Deacon).

Efter den tidlige opvækst tilbringer fiskene 1–2 (hanner) eller 3–4 (hunner) sæsoner i Vadehavet, før de vender tilbage til deres fødevandløb for at gyde (Rasmussen 2004; Borcherding et al. 2006; Jensen et al. 2015). Efter kønsmodning falder væksthastigheden, og fiskene bliver sjældent over 60 cm (Jepsen et al. 2012). Føden hos snæblen i Vadehavet er ikke undersøgt direkte, men antages at minde om brakvandshelts kost bestående af bunddyr som børsteorme, slikkrebs, dyndsnegle, pungrejer og småfisk som lerkutling (Rasmussen 1979; Carl et al. 2019).

Snæblen er i dag så sjælden, at ethvert indgreb eller trussel, som kan reducere artens levevilkår, bør undgås. Alle kendte yngle- og rasteområder er udpeget som Natura 2000-områder. Flere typer menneskeskabte påvirkninger udgør konkrete trusler, eks. opstemning, udretning af vandløb, inddigning af marsk og vandløb. 

Skarv (Phalacrocorax carbo) er en veldokumenteret trussel, da de siden 2009/10 også fouragerer i åerne, hvilket har medført betydelig prædation – estimeret til mindst en tredjedel af de gydemodne fisk i åerne (Jepsen et al. 2014, 2018; Jensen et al. 2017; Svendsen et al. 2016). Derudover truer andre fiskespisende arter som hejre, odder, mink, måger, terner og sæler også bestanden.

Snæbelbestandens overlevelse afhænger af frie vandløb, egnede gydestræk, opvæksthabitater og god vandkvalitet. Dette forudsætter en forståelse af landskabets sammensætning af ressourcer, samt artens specifikke krav til struktur, vandkvalitet og vegetation (Dennis et al., 2003).​ Her mangler kendskab til snæblens biologi og de specifikke krav til gyde- og opvæksthabitater i Vidå, Ribe Å og Varde Å, med flere. Denne mangel udgør i sig selv en trussel mod artens bevarelse og denne viden er central for fremtidige restaureringsprojekter (Svendsen et al. 2018). Trods udsætninger af gydemodne fisk har reproduktionssucces været begrænset, hvilket tyder på, at overlevelsen i Vadehavet er god, men at de nødvendige vilkår for gydning og opvækst mangler i vandløbene. Her kan det være relevant at undersøge nærmere, hvad det er Vidåen har som de andre åer ikke har ift. de specifikke habitater arten kræver og disses relative placeringer; dvs. grus eller groft sand opstrøms for områder med stillestående eller langsomt flydende partier, bagvande, damme, vådområder, afsnørede flodarme og rørområder, samt fortsat at sikre fri passage ved migration og undgå prædation.

Områderne hvor snæblen blev indsamlet og genfanget i den seneste overvågning i Vidåen og Ribe å, er angivet i Figur 18.1. De angivne kvadrater repræsenterer de lokaliteter, hvor arten er særligt eftersøgt og også fundet, men ikke bestandens mulige udbredelse, og holdes ikke op imod tidligere udbredelseskort, som medtog løsfund. Bestandens udvikling overvåges ved de udregnede bestandsestimater, der er lavet for Ribe å og Vidå tilbage til 1994 (Figur 18.3 og 18.4).

Estimater for snæblens gydebestande over tid, i Ribe å og Vidåen, er præsenteret i figur 18.3 og 18.4. Snæblen anses for stabil i Vidåen, med en senest estimeret gydebestand på 5957 (dog med en stor usikkerhed på estimatet).  I Ribe å er bestanden fortsat meget lille, gydebestanden er estimeret til 76.

I 1980 blev arten kun registreret i et enkelt dansk vandløb, Vidåen. På det tidspunkt var bestanden tæt på at uddø (Jensen et al. 2002; Borcherding et al. 2006; Madsen og Murray 2007; Hansen et al. 2008). Der var også kun en lille bestand i Ribe Å på dette tidspunkt (personlig kommunikation med M. Deacon). Udsætninger af yngel gav store forekomster af gydemodne fisk i flere af vandløbene i starten af 1990erne, men det gik dog tilbage i årene efter (Figur 18.2). For at genskabe snæblens gydemuligheder og levesteder foretog man derfor omfattende habitatgenopretninger og fjernelse af spærringer i de åer, der løber ud i det danske Vadehav. Snæblen er dog stort set forsvundet eller forekommer i meget begrænset antal i Sneum Å, Kongeåen, Rejsby Å, Brøns Å, Brede Å og Varde Å.

Figur 18.2.    Antallet i efterårsfangster 1994-2021 i nogle af de vandløb, hvor snæblen har forekommet (Deacon 2023a).

I Ribe Å har der altid været en mindre bestand af snæbel, og den er der stadig i begrænset omfang, men er ikke i fremgang. Bestanden har været større i 90’erne, pga. udsætninger, men har fundet et stabilt lavt niveau (Figur 18.3). I Vidå, som er ophavsvandløbet til de udsatte fisk, har der været en relativt stabil bestand siden 2010. Det seneste bestandsestimatet er baseret  på meget få genfangster og derfor har det en  større usikkerhed på estimatet, og dermed også usikkerhed om den observerede bestandsstigning (Figur 18.4). Derfor vurderes det, at bestanden er stabil i Vidå.