I perioden 2016-2019 er kortlagt 17.236 ha med klithede fordelt på 1.547 forekomster og 44 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 4 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med klithede på 1.484 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 5,7 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 74 % af arealet, mens ganske få forekomster har dårlig naturtilstand og 1 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra artstilstanden og 75 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 74 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper og udbredelsen af invasive plantearter er høj. Det er primært invasive plantearter, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden falder gennem de tre kortlægningsperioder, mens artstilstanden er nogenlunde uændret. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.