Den operationelle overvågning er en fladedækkende kortlægning af habitatområderne, der med ophæng i Miljømålsloven danner grundlag for Natura 2000-planlægningen og forvaltningsindsatsen i habitatområderne. Kortlægningen omfatter
Data fra den operationelle overvågning indgår desuden i beregningerne af habitatnaturtypernes areal og udbredelse.
Foruden den operationelle overvågning består NOVANA overvågningen også af den landsdækkende kontrolovervågning af naturtyper, arter og fugle.
Kortlægningen af de lysåbne naturtyper og levestederne i habitatområderne gentages med seks års mellemrum. De lysåbne naturtyper blev første gang kortlagt i 2004-05, men kun for 18 habitatnaturtyper. Kortlægningen blev gentaget i 2010-11, og denne gang i fuldt omfang for samtlige 34 lysåbne habitatnaturtyper. Tredje kortlægning planlægges at finde sted i 2016-17. Kortlægningen af de 10 habitatskovtyper foretages hvert 12. år, og blev første gang gennemført i 2006-07. Anden skovkortlægning planlægges at finde sted i 2016-17. Kortlægningen af de små søer er foregået løbende siden 2009.
I forbindelse med kortlægningen er udviklet et tilstandsvurderingssystem, der på grundlag af en række strukturelle og biologiske registreringer giver et naturtilstandsindeks for arealerne, der danner grundlag for vurderingen af forvaltningsbehovet for de enkelte arealer, både naturtyper og arternes levesteder. Beskrivelsen af tilstandsvurderingssystemerne og resultaterne af de operationelle kortlægninger ses her.
Kortlægningsmetoden omsætter dokumenteret viden og eksperterfaring om strukturelle og biologiske forhold i naturtyper og levesteder til målbare og objektive indikatorer, der kan bruges i Natura 2000-planlægningen som grundlag for karakteriseringen og identificering af forvaltningsbehov og trusler i de lysåbne habitatnaturtyper. Naturtilstanden beskrives ved en række strukturelle indikatorer og ved forekomsten af karplanter i et cirkelformet dokumentationsfelt med radius 5 m. Disse indikatorer er valgt ud fra kriterier om hurtighed, målbarhed, reproducerbarhed og relevans.
Naturtilstanden vurderes på en skala fra 0 til 1, opdelt i fem tilstandsklasser fra dårlig, ringe, moderat, god og høj naturtilstand. Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypernes struktur- og artstilstand.
Strukturtilstanden giver en indikation på omfanget af negative påvirkninger såsom tilgroning, næringsbelastning eller afvanding, og dermed også på behovet for en indsats. En forværring i strukturindekset over tid kræver en akut indsats for ikke at forværre levevilkårene for biodiversiteten.
Artstilstanden giver en indikation på, om naturtypens tilknyttede plantearter har formået at kolonisere området og overleve. Det afspejler derfor også den historiske udvikling. Der vil ofte være en forsinkelse i artsindholdets respons på ændrede muligheder, både i positiv og negativ retning.
Der er vigtige tilstandsparametre, som er vanskelige at vurdere i forbindelse med et kort besøg på en lokalitet, fx:
Kortlægning og tilstandsvurdering egner sig til at beskrive trusler mod biodiversiteten, som kan håndteres i forvaltningen – for eksempel kan kortlægningen pege på udfordringer på lokaliteten såsom manglende græsning, afvanding ved grøfter eller dræn, homogenisering og fjernelse af positive strukturer eller næringsstofbelastning. Men metoden giver ikke retningslinjer for valg af virkemidler til at håndtere disse trusler.
Naturtilstandsvurderingen fritager derfor ikke arealforvalteren for ansvaret for at vælge virkemidler, som positivt understøtter biodiversiteten i de forvaltede områder. En maskinel slåning på det forkerte tidspunkt kan forbedre strukturindikatorerne, men samtidig ødelægge levestedet for sårbare arter såsom sommerfugle, fx isblåfugl knyttet til muse-vikke eller engperlemorssommerfugl knyttet til almindelig mjødurt.
Kortlægningsmetoden er en omkostningseffektiv og robust metode, men dermed også en relativ grov metode. Vurderinger af det enkelte areals udvikling over tid er påvirket af kortlægningstidspunkt og den enkelte inventør, og vurderinger over tid på habitatområde- eller nationalt niveau er påvirket af metodeændringer og omfanget af kortlægning. Det er derfor vigtigt at sammenholde informationerne fra kortlægningen med den viden man i øvrigt har om området specifikt og naturtypen generelt.
