I perioden 2016-2019 er kortlagt 78 ha med strandvold med enårige planter fordelt på 97 forekomster og 35 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 16 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med strandvold med enårige planter på 7 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 5,1 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 80 % af arealet, mens blot en enkelt forekomst har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 8 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 23 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter og andelen af meget følsomme arter er lav, hvilket hænger sammen med, at dette meget dynamiske levested er naturligt fattigt på plantearter. Udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Det er primært græs- og urtevegetationens højdefordeling (lave og middelhøje græsser og urter), forekomsten af bart substrat, samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden er lidt højere end i den forrige kortlægning (2010-2012), mens artstilstanden er nogenlunde uændret. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de to kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 771 ha med strandvold med flerårige planter fordelt på 453 forekomster og 61 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 11 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med strandvold med flerårige planter på 35 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 2,7 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 67 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 2 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 71 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 24 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er lav og udbredelsen af invasive plantearter er høj. Det er primært er forekomsten af invasive plantearter samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden er ikke væsentlig forskellig fra den forrige kortlægning (2010-2012). De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de to kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 329 ha med kystklint/klippe fordelt på 193 forekomster og 44 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 22 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med kystklint/klippe på 29 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 3 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 54 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 4 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 90 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 32 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af følsomme arter er lav og udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Det er primært er dækningen af bar jord og lave græsser og urter, tegn på eutrofiering samt tilstedeværelsen af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden er noget højere end i den forrige kortlægning (2010-2012), mens artstilstanden er lidt højere. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de to kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 1.117 ha med enårig strandengsvegetation fordelt på 136 forekomster og 26 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 106 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med enårig strandengsvegetation på 2 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 0,1 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 95 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 4 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra artstilstanden og 92 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 94 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er meget lavt, hvilket hænger sammen med, at dette meget dynamiske levested er naturligt fattigt på plantearter. Til gengæld er andelen af meget følsomme arter relativt høj. Der er ikke registeret invasive plantearter i dokumentationscirklerne med enårig strandengsvegetation. Det er primært er dækningen af bar jord og lave græsser og urter, tegn på eutrofiering samt tilstedeværelsen af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden er noget højere end i den forrige kortlægning (2010-2012), mens artstilstanden er nogenlunde uændret. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de to kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 68 ha med vadegræssamfund fordelt på 19 forekomster og 5 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 70 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har ikke medført en forøgelse af det kortlagte areal med vadegræssamfund.

Naturtilstanden er god eller høj på 26 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og hele 73 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 83 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 26 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er lav ift. de øvrige strand- og strandengstyper og de lysåbne naturtyper som helhed. Det er primært dækningen af bar jord, græs- og urtevegetationens højdefordeling (lave, middelhøje og høje græsser og urter), andelen af arealet med græsning, samt fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Strukturtilstanden er markant højere end i den forrige kortlægning (2010-2012), mens artstilstanden er markant ringere. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de to kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 29.471 ha med strandeng fordelt på 2.243 forekomster og 71 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 2 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med strandeng på 270 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 0,7 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 69 % af arealet, mens ganske få forekomster har dårlig naturtilstand og 5 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er noget lavere end artstilstanden og 77 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 62 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er lav og udbredelsen af invasive plantearter er lav. Det er primært dækningen af lave græsser og urter, andelen af arealet med græsning, kystsikring samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Der er ikke nogen entydig udvikling i natur- og strukturtilstanden gennem de tre kortlægningsperioder, mens artstilstanden er nogenlunde uændret. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 14 ha med indlandssalteng fordelt på 14 forekomster og 3 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 2 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har ikke medført en forøgelse af det kortlagte areal med indlandssalteng.

Naturtilstanden er god eller høj på 44 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig eller ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er noget lavere end artstilstanden og 54 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 41 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper og der er ikke registeret invasive plantearter. Det er primært tilstedeværelsen af negative naturtypekarakteristiske strukturer og i mindre grad tegn på afvanding samt græs- og urtevegetationens højdefordeling (lave, middelhøje og høje græsser og urter), der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden stiger gennem de tre kortlægningsperioder, mens artstilstanden er faldende. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 539 ha med forklit fordelt på 191 forekomster og 41 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 83 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med forklit på 18 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 2 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 84 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 3 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er noget højere end artstilstanden og 93 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 77 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er lavt, hvilket hænger sammen med, at dette meget dynamiske levested er naturligt fattigt på plantearter. Udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Det er primært dækningen af bar jord, invasive plantearter samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra den forrige kortlægning (2010-2012), mens artstilstanden er lidt lavere. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de to kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 1.211 ha med hvid klit fordelt på 172 forekomster og 38 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 3 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med hvid klit på 128 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 7,3 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 79 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og mindre end 1 % af arealet har ringe naturtilstand. Der er ikke væsentlig forskel struktur- og artstilstanden, idet 77 % af arealet har høj eller god strukturtilstand og 78 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er lavt, hvilket hænger sammen med, at dette meget dynamiske levested er naturligt fattigt på plantearter. Til gengæld er andelen af meget følsomme arter er relativt høj og der er en relativt stor udbredelsen af invasive plantearter. Det er primært invasive plantearter, dækningen af bar jord, samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og artstilstanden er ikke væsentlig forskellig fra den forrige kortlægning (2010-2012), mens strukturtilstanden er lidt højere. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de to kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 10.839 ha med grå/grøn klit fordelt på 1.495 forekomster og 63 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 2 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med grå/grøn klit på 1.217 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 7,8 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 54 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 3 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant lavere end artstilstanden og 49 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 66 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, og udbredelsen af invasive plantearter er høj. Det er primært dækningen af vedplanter, invasive plantearter, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden falder gennem de tre kortlægningsperioder, mens artstilstanden er nogenlunde uændret. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 17.236 ha med klithede fordelt på 1.547 forekomster og 44 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 4 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med klithede på 1.484 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 5,7 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 74 % af arealet, mens ganske få forekomster har dårlig naturtilstand og 1 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra artstilstanden og 75 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 74 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper og udbredelsen af invasive plantearter er høj. Det er primært invasive plantearter, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden falder gennem de tre kortlægningsperioder, mens artstilstanden er nogenlunde uændret. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 586 ha med havtornklit fordelt på 179 forekomster og 25 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 23 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med havtornklit på 43 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 4,9 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 29 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 7 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 65 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 27 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper og udbredelsen af invasive plantearter er høj. Det er primært invasive plantearter, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og artstilstanden er ikke væsentlig forskellig fra den forrige kortlægning (2010-2012), mens strukturtilstanden er lidt højere. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de to kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 621 ha med grårisklit fordelt på 274 forekomster og 27 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 7 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med grårisklit på 47 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 5 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 84 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og mindre end 1 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er noget højere end artstilstanden og 86 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 72 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er høj og udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Der er i gennemsnit registreret 17,8 plantearter i dokumentationscirklerne, hvilket er sammenligneligt med hovedparten af de lysåbne naturtyper og en relativt høj andel af meget følsomme arter. Det er primært invasive plantearter, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden er ikke væsentlig forskellig fra den forrige kortlægning (2010-2012). De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de to kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 5.255 ha med klitlavning fordelt på 849 forekomster og 42 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 2 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med klitlavning på 359 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 4,4 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 65 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 3 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant lavere end artstilstanden og 43 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 74 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er høj og udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Der er i gennemsnit registreret 15,1 plantearter i dokumentationscirklerne, hvilket er sammenligneligt med hovedparten af de lysåbne naturtyper og en relativt høj andel af meget følsomme arter. Det er primært dækning af vedplanter, invasive plantearter, tegn på kystsikring, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden falder gennem de tre kortlægningsperioder, mens artstilstanden ikke udviser en entydig trend. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 381 ha med enebærklit fordelt på 134 forekomster og 18 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 4 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med enebærklit på 17 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 2.9 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 54 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 7 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er noget lavere end artstilstanden og 54 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 64 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper og udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Det er primært dækningen af dværgbuske, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- struktur- og artstilstanden falder gennem de tre kortlægningsperioder. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 333 ha med visse-indlandsklit fordelt på 58 forekomster og 13 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 3 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med visse-indlandsklit på 59 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 10,5 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 71 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 13 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant lavere end artstilstanden og 21 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 75 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er høj og udbredelsen af invasive plantearter er høj. Det er primært dækningen af vedplanter, invasive plantearter, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden er lidt lavere end i den forrige kortlægning (2010-2012), mens artstilstanden er uændret. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 2.439 ha med revling-indlandsklit fordelt på 260 forekomster og 19 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 9 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med revling-indlandsklit på 396 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 10,2 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 70 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 3 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra artstilstanden og 65 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 72 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, og udbredelsen af invasive plantearter er høj. Det er primært dækningen af vedplanter, invasive plantearter, samt andelen af arealet med græsning, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden er ikke væsentlig forskellig fra den forrige kortlægning (2010-2012). De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 57 ha med græs-indlandsklit fordelt på 29 forekomster og 13 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 38 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med græs-indlandsklit på 9 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 9,4 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 65 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og mindre end 4 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra artstilstanden og 73 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 72 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper og udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Det er primært dækningen af vedplanter, invasive plantearter, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden er ikke væsentlig forskellig fra den forrige kortlægning (2010-2012). De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 3.648 ha med våd hede fordelt på 648 forekomster og 53 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 6 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med våd hede på 391 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 4,9 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 77 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 1 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 87 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 66 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er høj og udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Det er primært dækningen af vedplanter og invasive plantearter, tegn på afvanding, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden stiger en smule gennem de tre kortlægningsperioder, mens artstilstanden er nogenlunde uændret. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 10.578 ha med tør hede fordelt på 1.240 forekomster og 87 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 1 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med tør hede på 918 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 4,4 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 53 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 4 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er noget lavere end artstilstanden og 44 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 63 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper og udbredelsen af invasive plantearter er høj. Det er primært vedplanter, invasive plantearter, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden er nogenlunde uændret gennem de tre kortlægningsperioder. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 476 ha med enekrat fordelt på 209 forekomster og 36 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 6 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med enekrat på 18 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 1,5 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 54 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 2 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra artstilstanden og 56 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 50 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper og udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Det er primært vedplanter, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden er lidt lavere end i den forrige kortlægning (2010-2012). De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 64 ha med tørt kalksandsoverdrev fordelt på 68 forekomster og 19 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 1 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med tørt kalksandsoverdrev på 2 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 1,6 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 55 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 3 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 86 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 49 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter og andelen af meget følsomme arter er høj sammenlignet med hovedparten af de lysåbne naturtyper, mens udbredelsen af invasive plantearter er lav. Det er primært dækningen af bar jord og vedplanter, samt tilstedeværelsen af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden falder en smule gennem de tre kortlægningsperioder. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 1.674 ha med kalkoverdrev fordelt på 866 forekomster og 85 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 16 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med kalkoverdrev på 126 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 3,1 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 53 % af arealet, mens ganske få forekomster har dårlig naturtilstand og 6 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 69 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 46 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter og andelen af meget følsomme arter er høj ift. hovedparten af de lysåbne naturtyper og udbredelsen af invasive plantearter er lav. Det er primært græs- og urtevegetationens højdefordeling, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden er nogenlunde uændret gennem de tre kortlægningsperioder. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 5.314 ha med surt overdrev fordelt på 2.255 forekomster og 146 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 8 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med surt overdrev på 338 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 2,2 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 63 % af arealet, mens ganske få forekomster har dårlig naturtilstand og 4 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er noget højere end artstilstanden og 72 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 56 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er høj og udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Det er primært græs- og urtevegetationens højdefordeling (lave og middelhøje græsser og urter), dværgbuske samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og artstilstanden er nogenlunde uændret gennem de tre kortlægningsperioder, mens strukturtilstanden fluktuerer. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 2.853 ha med tidvis våd eng fordelt på 1.022 forekomster og 115 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 12 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med tidvis våd eng på 100 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 1,1 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 67 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 1 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra artstilstanden og 69 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 65 % af arealet har høj eller god artstilstand.  Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er høj og udbredelsen af invasive plantearter er lav. Det er primært græs- og urtevegetationens højdefordeling, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden stiger noget gennem de tre kortlægningsperioder, mens artstilstanden kun stiger en smule. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 42 ha med indlandsklippe fordelt på 54 forekomster og 4 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 68 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012).  Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har ikke medført ændringer i  det kortlagte areal med indlandsklippe.  

Der er ikke udviklet et tilstandsvurderingssystem til indlandsklipperne.

Antallet af arter er sammenlignelig med hovedparten af de lysåbne naturtyper, mens andelen af meget følsomme arter og udbredelsen af invasive plantearter er lav.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 2.499 ha med aktiv højmose fordelt på 112 forekomster og 24 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 1 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med aktiv højmose på 1 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på mindre end 0,1 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 88 % af arealet, mens 2 % af arealet har dårlig og 1 % har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er noget lavere end artstilstanden og 80 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 90 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er lavt, hvilket hænger sammen med, at det ekstremt næringsfattige levested er naturligt fattigt på plantearter. Til gengæld er andelen af meget følsomme arter høj. Udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Det er primært dækningen af dværgbuske, vedplanter og invasive plantearter, afvanding samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Naturtilstanden er nogenlunde uændret gennem de tre kortlægningsperioder, det dækker over et fald i artstilstanden og en stigning i strukturtilstanden. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 1.713 ha med nedbrudt højmose fordelt på 280 forekomster og 33 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 32 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med nedbrudt højmose på 27 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 0,4 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 19 % af arealet, mens 9 % af arealet har dårlig og 30 % har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant lavere end artstilstanden og 13 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 41 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er lavt, hvilket hænger sammen med, at det ekstremt næringsfattige levested er naturligt fattigt på plantearter, men også andelen af meget følsomme arter er lav. Udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Det er primært græs- og urtevegetationens højdefordeling (lave, middelhøje og høje græsser og urter), dækningen af dværgbuske og vedplanter, afvanding samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Naturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra den forrige kortlægning (2010-2012), mens strukturtilstanden er lidt højere og artstilstanden lidt lavere. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser mindre tegn på en stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 1.048 ha med hængesæk fordelt på 1.191 forekomster og 104 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 33 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med hængesæk på 51 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 1,9 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 58 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 1 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er noget højere end artstilstanden og 67 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 58 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter og andelen af meget følsomme arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, og udbredelsen af invasive plantearter er lav. Det er primært dækningen af vedplanter og tilstedeværelsen af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden falder en smule fra første til anden kortlægning, men er nogenlunde uændret gennem de seneste to kortlægningsperioder. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 191 ha med tørvelavning fordelt på 89 forekomster og 24 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 15 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med tørvelavning på 23 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 6,1 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 96 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig eller ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra artstilstanden og 96 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 94 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er høj og udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Det er primært dækningen af bar jord, lave græsser og urter og vedplanter og tilstedeværelsen af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Der er ikke nogen entydig udvikling i naturtilstanden gennem de tre kortlægningsperioder. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 101 ha med avneknippemose fordelt på 41 forekomster og 15 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 15 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med avneknippemose på 0,1 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på mindre end 0,1 %, og ingen ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 68 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 3 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 80 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 55 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er lav og der er ikke registreret invasive plantearter. Det er primært dækningen af middelhøje græsser og urter, afvanding, samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Der er ikke nogen entydig udvikling i naturtilstanden gennem de tre kortlægningsperioder. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 303 ha med kildevæld fordelt på 1.049 forekomster og 91 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 22 % reduktion af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med kildevæld på 12 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 1,4 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 45 % af arealet, mens ganske få forekomster har dårlig naturtilstand og 8 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 60 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 41 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er lav og udbredelsen af invasive plantearter er lav. Det er primært andelen af arealet med græsning, afvanding og dækningen af høje græsser og urter og vedplanter, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og artstilstanden falder en smule gennem de tre kortlægningsperioder, mens strukturindekset ikke er ændret væsentligt. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 3.089 ha med rigkær fordelt på 2.434 forekomster og 134 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 1 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med rigkær på 83 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 0,9 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 56 % af arealet, mens ganske få forekomster har dårlig naturtilstand og 5 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra artstilstanden og 58 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 62 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er højere end hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er lav og udbredelsen af invasive plantearter er lav. Det er primært andelen af arealet med græsning, afvanding, dækningen af lave og høje græsser og urter, vedplanter, samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden stiger en smule gennem de tre kortlægningsperioder. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 680 ha med skovklit fordelt på 156 forekomster og 18 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 13 % forøgelse af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2005-2012). Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet. Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med skovklit på 17 ha fordelt på 10 forekomster, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 1,6 %.

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med skovklit er relativt mørke og tætte med et moderat kronedække, men også få skovlysninger og artsrige skovbryn, samt en relativt lille dækning af artsrig underskov. Skovklit er en ung skovtype, og de strukturer, der kendetegner gamle skove med lang kontinuitet, vil naturligt være langt mindre udbredte end i de øvrige skovtyper. Således har de kortlagte arealer med skovklit meget få store træer og meget lave mængder af dødt ved. Men der er også få træer med veterantræskarakterer i form af hulheder og råd, samt bevoksninger af mosser og laver på stammer og grene. Kortlægningsdata viser endvidere, at der kun i mindre omfang er spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer, jordbearbejdning og kørespor efter tunge maskiner. Skovklitterne findes fortrinsvis på naturligt veldrænet bund, uden tydelige tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter, meget få vandløb og meget spredt forekomst af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 4.535 ha med bøg på mor fordelt på 1.051 forekomster og 76 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 3 % forøgelse af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2005-2012). Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet. Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med bøg på mor på 1.563 ha fordelt på 324 forekomster, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 8,8 %. Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med bøg på mor er meget mørke og tætte med et højt kronedække, få artsrige skovbryn og meget få skovlysninger og en relativt lille dækning af artsrig underskov. De kortlagte arealer med bøg på mor rummer relativt mange store træer, men også få levende træer med hulheder og råd, mosser og laver samt meget lave mængder af dødt ved. Kortlægningsdata viser endvidere, at der er tydelige spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer og jordbearbejdning og i mindre omfang også kørespor efter tunge maskiner. Bøg på mor findes fortrinsvis på naturligt veldrænet bund, med få tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter, få vandløb og meget spredt forekomst af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 1.184 ha med bøg på mor med kristtorn fordelt på 338 forekomster og 27 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 14 % forøgelse af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2005-2012). Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet. Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med bøg på mor med kristtorn på 225 ha fordelt på 77 forekomster, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 6,4 %.

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med bøg på mor med kristtorn er meget mørke og tætte med et højt kronedække, relativt få artsrige skovbryn, få skovlysninger og en relativt lille dækning af artsrig underskov. De kortlagte arealer med bøg på mor med kristtorn rummer relativt mange store træer, men også få levende træer med hulheder og råd, mosser og laver samt meget lave mængder af dødt ved. Kortlægningsdata viser endvidere, at der er nogen spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer og jordbearbejdning og i mindre omfang kørespor efter tunge maskiner. Bøg på mor med kristtorn findes fortrinsvis på naturligt veldrænet bund, uden tydelige tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter, relativt få vandløb og meget spredt forekomst af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 9.898 ha med bøg på muld fordelt på 2.216 forekomster og 96 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 2 % forøgelse af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2005-2012). Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet. Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med bøg på muld på 4.345 ha fordelt på 820 forekomster, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 11,4 %.

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med bøg på muld er meget mørke og tætte med et højt kronedække, meget få skovlysninger og en relativt lille dækning af artsrig underskov, men også nogen artsrige skovbryn. De kortlagte arealer med bøg på muld rummer få store træer, få levende træer med hulheder og råd, mosser og laver samt meget lave mængder af dødt ved. Kortlægningsdata viser endvidere, at der er tydelige spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer, jordbearbejdning og kørespor efter tunge maskiner. Bøg på muld findes fortrinsvis på naturligt veldrænet bund eller på fugtig-våd bund med moderat afvanding. Der er relativt få vandløb og meget spredt forekomst af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 340 ha med bøg på kalk fordelt på 82 forekomster og 11 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 9 % forøgelse af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2005-2012). Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet. Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med bøg på kalk på 9 ha fordelt på 3 forekomster, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 1,3 %.

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med bøg på kalk er meget mørke og tætte med et højt kronedække, meget få skovlysninger og en lille dækning af artsrig underskov, men også nogen artsrige skovbryn. De kortlagte arealer med bøg på kalk rummer få store træer, få levende træer med hulheder og råd, mosser og laver samt meget lave mængder af dødt ved. Kortlægningsdata viser endvidere, at der kun i mindre omfang er spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer, jordbearbejdning og kørespor efter tunge maskiner. Bøg på kalk findes fortrinsvis på naturligt veldrænet bund, uden tydelige tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter, få vandløb og meget spredt forekomst af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 2.473 ha med ege-blandskov fordelt på 935 forekomster og 90 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 5 % forøgelse af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2005-2012). Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet. Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med ege-blandskov på 793 ha fordelt på 251 forekomster, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 7,9 %.

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med ege-blandskov er relativt mørke og tætte med et højt kronedække, relativt få skovlysninger, men også nogle artsrige skovbryn og en relativt stor dækning af artsrig underskov. De kortlagte arealer med ege-blandskov rummer få store træer, få levende træer med hulheder og råd, mosser og laver samt meget lave mængder af dødt ved. Kortlægningsdata viser endvidere, at der er nogen spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer, jordbearbejdning og i mindre omfang kørespor efter tunge maskiner. Ege-blandskov findes fortrinsvis på naturligt veldrænet bund eller på fugtig-våd bund med moderat afvanding. Der er relativt få vandløb og meget spredt forekomst af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 76 ha med vinteregeskov fordelt på 14 forekomster og 3 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 7 % forøgelse af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2005-2012). Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet. Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med vinteregeskov på 1 ha på de allerede kortlagte forekomster, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 0,8 %.

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med vinteregeskov er meget mørke og tætte med et højt kronedække, meget få skovlysninger og en lille dækning af artsrig underskov, men også mange artsrige skovbryn. De kortlagte arealer med vinteregeskov rummer få store træer, få levende træer med hulheder og råd, mosser og laver samt meget lave mængder af dødt ved. Kortlægningsdata viser endvidere, at der kun i mindre omfang er spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer og jordbearbejdning og ingen spor efter kørespor efter tunge maskiner. Vinteregeskov findes fortrinsvis på naturligt veldrænet bund eller på fugtig-våd bund med moderat afvanding. Der er ingen vandløb eller vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 2.299 ha med stilkege-krat fordelt på 608 forekomster og 75 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 20 % forøgelse af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2005-2012). Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet. Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med stilkege-krat på 383 ha fordelt på 111 forekomster, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 8,7 %.

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med stilkegekrat er relativt mørke og tætte med et højt kronedække, nogle artsrige skovbryn og få skovlysninger og en stor dækning af artsrig underskov. De kortlagte arealer med stilkegekrat rummer få store træer, få levende træer med hulheder og råd, og meget lave mængder af dødt ved, men også relativt mange levende træer med mosser og laver. Kortlægningsdata viser endvidere, at der kun i mindre omfang er spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer, jordbearbejdning og kørespor efter tunge maskiner. Stilkegekrat findes fortrinsvis på naturligt veldrænet bund, med få vandløb og meget spredt forekomst af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 3.916 ha med skovbevokset tørvemose fordelt på 869 forekomster og 94 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 2 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2005-2012). Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel tilbagegang i arealet. Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med skovbevokset tørvemose på 359 ha fordelt på 78 forekomster, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 6,8 %.

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med skovbevokset tørvemose er relativt lyse i forhold til de øvrige skovtyper, med et moderat kronedække, få artsrige skovbryn, men også relativt mange skovlysninger og en relativt stor dækning af artsrig underskov. De kortlagte arealer med skovbevokset tørvemose rummer få store træer, få levende træer med hulheder og råd, mosser og laver samt meget lave mængder af dødt ved. Kortlægningsdata viser endvidere, at der kun i mindre omfang er spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer, jordbearbejdning og kørespor efter tunge maskiner. Skovbevoksede tørvemoser er hængesække og andre næringsfattige moser med tykke tørvelag, som er groet til med træer. De findes fortrinsvis på fugtig-våd bund med moderat afvanding, men der er stedvist tydelige tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter. Der er relativt få vandløb, men udbredte forekomster af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.

I perioden 2016-2019 er kortlagt 3.333 ha med elle- og askeskov fordelt på 1879 forekomster og 137 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 3 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2005-2012). Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel tilbagegang i arealet. Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med elle- og askeskov på 360 ha fordelt på 216 forekomster, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 1,9 %.

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med elle- og askeskov er relativt lyse i forhold til de øvrige skovtyper, med et moderat kronedække, nogen artsrige skovbryn, men også relativt mange skovlysninger og en relativt stor dækning af artsrig underskov. De kortlagte arealer med elle- og askeskov rummer få store træer, få levende træer med hulheder og råd, mosser og laver samt meget lave mængder af dødt ved. Kortlægningsdata viser, at der kun i mindre omfang er spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer, jordbearbejdning og kørespor efter tunge maskiner. Elle- og askeskov dannes naturligt ved tilgroning af grundvandsfødte moser med en naturlig vandbevægelse – typisk på lavbundsarealer i ådalene, hvor grundvandet trænger ind i ådalen og siver langsomt ned til vandløbet, eller ved bredden af søer og fjorde. Skovene findes fortrinsvis på fugtig-våd bund med moderat afvanding, men der er stedvist tydelige tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter. Der er relativt mange vandløb, og udbredte forekomster af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.