I perioden 2016-2019 er kortlagt 680 ha med skovklit fordelt på 156 forekomster og 18 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 13 % forøgelse af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2005-2012). Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet. Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med skovklit på 17 ha fordelt på 10 forekomster, og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 1,6 %.

Kortlægningsdata viser, at de kortlagte forekomster med skovklit er relativt mørke og tætte med et moderat kronedække, men også få skovlysninger og artsrige skovbryn, samt en relativt lille dækning af artsrig underskov. Skovklit er en ung skovtype, og de strukturer, der kendetegner gamle skove med lang kontinuitet, vil naturligt være langt mindre udbredte end i de øvrige skovtyper. Således har de kortlagte arealer med skovklit meget få store træer og meget lave mængder af dødt ved. Men der er også få træer med veterantræskarakterer i form af hulheder og råd, samt bevoksninger af mosser og laver på stammer og grene. Kortlægningsdata viser endvidere, at der kun i mindre omfang er spor efter skovdrift i form af hugst og tynding af træer, jordbearbejdning og kørespor efter tunge maskiner. Skovklitterne findes fortrinsvis på naturligt veldrænet bund, uden tydelige tegn på vedligeholdte og nygravede grøfter, meget få vandløb og meget spredt forekomst af vådområder i form af skovsøer, skovsumpe og moser.