I perioden 2016-2019 er kortlagt 29.471 ha med strandeng fordelt på 2.243 forekomster og 71 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 2 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.
Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med strandeng på 270 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 0,7 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.
Naturtilstanden er god eller høj på 69 % af arealet, mens ganske få forekomster har dårlig naturtilstand og 5 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er noget lavere end artstilstanden og 77 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 62 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er lav og udbredelsen af invasive plantearter er lav. Det er primært dækningen af lave græsser og urter, andelen af arealet med græsning, kystsikring samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.
Der er ikke nogen entydig udvikling i natur- og strukturtilstanden gennem de tre kortlægningsperioder, mens artstilstanden er nogenlunde uændret. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.
