Den tredje kortlægning inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at 69 % af strandengsarealet og 51 % af forekomsterne med naturtypen har høj eller god naturtilstand (se Figur 1330.102). Ganske få arealer har dårlig naturtilstand, mens 5 % af arealet og 12 % af forekomsterne har ringe naturtilstand og er dermed afhængige af en større indsats for at opnå en gunstig tilstand. Den gennemsnitlige indeksværdi for naturtilstanden er på 0,59 for de 2.244 kortlagte forekomster med strandeng (Tabel 1330.102). Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har ikke medført væsentlige ændringer i den gennemsnitlige tilstand (Figur 1330.102 og Tabel 1330.102). Figur 1330.101 viser andelen af strandenge i høj eller god naturtilstand i de 71 habitatområder, hvor naturtypen er kortlagt inden for de nye afgrænsninger. Det ses, at der er stor forskel på tilstanden i de forskellige habitatområder, men ingen tydelige geografiske mønstre i fordelingen.

Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypens struktur- og artstilstand. Det er tydeligt at strandengenes strukturtilstand har trukket naturtilstanden op, mens artstilstanden er noget lavere. Således har 77 % af arealet høj eller god strukturtilstand, mens 62 % af arealet har en artstilstand i en af de to bedste tilstandsklasser. Det ses også af de gennemsnitlige indeksværdier, der ligger på hhv. 0,66 og 0,56 (Tabel 1330.102). Der er ikke nogen entydig udvikling i det gennemsnitlige naturtilstandsindeks (Tabel 1330.102) i perioden, idet det er en smule lavere i anden kortlægningsrunde end i den første og tredje. Der er en tendens til en stigning i andelen af arealet i den høje naturtilstandsklasse (Figur 1330.102). Denne ændring dækker over en stigning i strukturindekset og andelen af arealet i den bedste strukturtilstandsklasse fra anden til tredje kortlægning (se også afsnit om strukturindikatorerne), men samtidig et fald i artsindekset fra første til anden runde og en faldende andel i høj artstilstand.