Bevaringsstatus for strandeng vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 1330.201).
Naturtypens udbredelsesområde vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner og arealet vurderes også tilstrækkeligt stort, omend det er usikkert om det er i tilbagegang som følge af havstigninger. Strandengenes struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er stabil i atlantisk og i forværring i kontinental region. Inden for habitatområderne er tilstanden stabil i begge regioner.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for strandeng har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, vegetationshøjden og Ellenberg’s næringsratio som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 2.347 permanente prøvefelter, hvoraf 76% findes i kontinental region, og 61% ligger inden for habitatområderne (Tabel 1330.202).
I atlantisk region består 30% af arealet med strandeng de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 1330.202). Tilsvarende består 69% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 31% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region består 14% af arealet med strandeng de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 1330.202). Tilsvarende består 39% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 61% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) og vegetationshøjden er udvalgt som indikatorer for naturtypens successionsstadie samt omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning, oversvømmelser, erosion og saltpåvirkning. Tilsvarende kan fravær af store planteædere, ødelagt hydrologi og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og dermed også vedplantedækningen og vegetationens højde. Strandenge har sjældent en høj dækning af vedplanter, og det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 5% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til strandenge med et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 10% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lav.
Naturtypen omfatter både lavtvoksende strandenge og strandrørsumpe. Strandenge med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 10 cm vurderes at være potentielle levesteder for en lang række arter (herunder mange ynglende fugle), mens strandenge med dominans af planter over 20 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjden kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lav. På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at stort set hele arealet har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, men også, at vegetationen er højere end kriterierne på en væsentlig andel af arealet og det er særligt udpræget i kontinental region. Det tyder på, at forstyrrelser, naturpleje eller flerårig, tæt urtevegetation, i kombination med de salte forhold, undertrykker fremvæksten af træer og buske, mens der mangler store planteædere til at sikre områder med lav og åben urtevegetation.
Ellenberg’s næringsratio er valgt som indikator for strandengenes næringsstatus. Næringsratioen viser, om der findes flere næringselskende arter, end man ville forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013) og er et udtryk for, hvor meget næring der har været tilgængelig på levestedet over en længere periode. Prøvefelter med en næringsratio under 0,8 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning. Værdier over 0,85 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i strandengsvegetationen, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at strandengene er tydeligt påvirkede af næringsstoffer, særligt i kontinental region. Her er fire femtedele af arealet med strandeng tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og halvdelen er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier).
Selvom udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af strandengenes tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regime på overvågningsstationerne, og at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for naturlig hydrologi på strandengene, idet naturtypens naturlige variation rummer både relativt tørre dele øverst på strandengen (øvre geolittoral) og våde rørsumpe.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 1330.203). Overvågningsdata viser en tydelig forskel i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces, tilgængelighed af næringsstoffer, hydrologi og kystdynamik) viser således, at tilstanden i strandeng er overvejende stabil i den atlantiske region, men i forværring i den kontinentale.
I atlantisk region ses en signifikant stigning i antallet af arter, der er følsomme over for afvanding, næringspåvirkning, omlægning og tilgroning og en faldende vegetationshøjde som følge af en stigende udbredelse af græsning og slåning. Her er dog også en stigende udbredelse af tagrør, som indikation på, at nogle strandenge gror til og der ses en stigning i indikatorværdien for næringsstoffer, hvilket tyder på en fremgang for de næringselskende arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning skyldes formodentlig en øget tilgængelighed af næringsstoffer, idet der samtidig er tegn på, at konkurrencen om lys er reduceret som følge af græsningens fjernelse af plantebiomasse. I kontinental region ses en øget udbredelse af græsning, der dog ikke giver udslag i en tilsvarende gunstig udvikling i vegetationens højde og udbredelsen af tagrør og invasive arter, men til gengæld ses et fald i dækningen af lave vedplanter på de øvre dele af strandengen. Her ses også stigende indikatorværdier for næringsstof og en tilbagegang i antallet af følsomme plantearter, men også en signifikant stigning i de meget følsomme plantearter. Endelig er der en signifikant stigning i jordens surhedsgrad. Der er ikke signifikante ændringer i de øvrige indikatorer på strandeng.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne, hvor hovedparten af prøvefelterne med strandeng ligger, er en smule bedre end udenfor. Inden for habitatområder er der således langt flere indikatorer, der er stabile gennem perioden. Her er dog også en signifikant fremgang for de næringselskende arter, selvom der også er et stigende antal meget følsomme plantearter. Det vurderes derfor, at tilstanden i strandeng inden for habitatområderne overvejende er stabil i begge regioner.
Tabel 1330.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen strandeng i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 2.391 været registreret som naturtypen strandeng i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.
Tabel 1330.201. Oversigt over statusvurderingerne i 2025 for strandeng. For hver af de to biogeografiske regioner er vist den samlede bevaringsstatus, samt status for udbredelsesområdet, arealet og struktur og funktion. Statusvurderingerne kan være gunstig (FV, grøn), moderat ugunstig (U1, gul), stærkt ugunstig (U2, rød) eller ukendt (XX, grå). Udviklingen i struktur og funktion er angivet for både hele regionen (R) og habitatområderne (H) som fremgang (I), stabil (S), tilbagegang (D), usikker (U) eller ukendt (x). I de sidste kolonner for hver region vises, om udbredelsesområdet (FRR, Favourable Reference Range) og arealet (FRA, Favourable Reference Area) vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen på lang sigt. Symbolet ”≈” betyder, at arealet er tilstrækkeligt stort, mens procenterne angiver, om arealet er 2-10% eller 11-25% mindre end nødvendigt. For struktur og funktion er andelen af arealet i god tilstand (”good condition”) angivet som et interval (se mere her).
Tabel 1330.202. Oversigt over multikriterievurderingen af struktur og funktion for strandeng. For de tre udvalgte indikatorer er vist, hvilket niveau beregningerne er foretaget på og de skærpede (S) og lempede (L) kriterier for en gunstig tilstand. For de to biogeografiske regioner er vist antal plots (n) samt andelen heraf, der opfylder hhv. det skærpede og lempede kriterium. Multikriterieberegningerne er vist i de nederste rækker, som andelen af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne, der opfylder kriterieværdierne for alle indikatorerne. I rækken ”hele regionen” er vist andelen af naturtypens areal, der består kriterierne for alle indikatorerne. Her er fordelingen af prøvefelter inden for og uden for habitatområderne vægtet med naturtypens areal. Statusvurderingen af naturtypens struktur og funktion er vist med grønt for gunstig, gult for moderat ugunstig og rødt for stærkt ugunstig tilstand.
