For hver indikator er der fastsat to kriterieværdier (se Figur 203) for om tilstanden er god nok:
Prøvefelter, hvor indikatoren befinder sig i intervallet mellem de to kriterieværdier, vil ikke med sikkerhed være hverken i gunstig eller ugunstig tilstand, og intervallet afspejler således usikkerheden i vores viden om indikatorens evne til at forudsige tilstanden. De fastlagte skærpede og lempede kriterieværdier er en transparent måde at skelne mellem ugunstige og gunstige tilstande af indikatorerne.
Vi har så vidt muligt anvendt de samme kriterieværdier som i 2019-rapporteringen (Nygaard m.fl. 2020). Ny viden om vegetationsstrukturens betydning for biodiversiteten og ændrede opgørelsesmetoder har imidlertid ført til at nogle kriterieværdier er lempet eller skærpet. Således er tilgroningsgraden lempet for en række lysåbne terrestriske naturtyper, så der tillades en større dækning af vedplanter og en højere gennemsnitlig vegetationshøjde. Med den ændrede opgørelsesmetode for vegetationshøjden, hvor stationens medianværdi indgår i beregningerne, har vi valgt at inkludere denne indikator for flere af de lysåbne habitatnaturtyper (fx strandeng og hængesæk).
I dette trin af statusvurderingen foretages en beregning af, om det enkelte prøvefelt opfylder de skærpede eller de lempede kriterier for alle de udvalgte indikatorer (den såkaldte multikriterieberegning). Det foretages ud fra en ”one out all out” vurdering, så prøvefeltet først opfylder de skærpede kriterier, hvis alle de udpegede indikatorer opfylder de skærpede kriterier for den enkelte indikator (Damgaard m.fl. 2019). Tilsvarende for de lempede kriterier.
Denne tilgang er valgt, da en gunstig bevaringstilstand forudsætter, at alle de forhold, der har betydning for naturtypens værdi som levested, er til stede på samme sted. Det vil eksempelvis ikke være nok, at et areal har gunstig pH i jordbunden, hvis artssammensætningen eller vegatationsstrukturen er i en ugunstig tilstand.
Foruden den endelige vurdering af status for struktur og funktion for naturtypen viser multikriteriemetoden, hvor stor en andel af prøvefelter, der opfylder de skærpede og lempede kriterier. Det giver mulighed for at vurdere, hvor langt naturtypen er fra at ændre status, og udviklingen vil løbende kunne følges, fx til vurdering af omfang og effektivitet af forvaltningsindsatser.
Figur 203. De skærpede (S) og lempede (L) kriterier for indikatorerne er fastlagt på baggrund af den tilgængelige viden om sammenhængen mellem den enkelte indikator og sandsynligheden for en god tilstand. Prøvefelter, der opfylder det skærpede kriterium for indikatoren, vil med stor sandsynlighed være i en gunstig tilstand. Prøvefelter, der ikke opfylder det lempede kriterium for indikatoren, vil med stor sandsynlighed være i en ugunstig tilstand.
Selvom der i udlægningen af stationsnettet fra anden programperiode er tilstræbt en ligelig fordeling af overvågningsstationer, er der ikke en fuld overensstemmelse mellem antallet af prøvefelter og naturtypens areal hhv. inden for og uden for habitatområderne. For naturtypen strandeng (1330) ligger 77 % af arealet og 81 % af prøvefelterne inden for habitatområderne og denne ligelige fordeling ses også for eksempelvis kalkoverdrev (6210) med 37 % af arealet og 36 % af prøvefelterne. Men for en række naturtyper såsom klithede (2140) og flere andre kystklittyper er der udlagt relativt mange prøvefelter inden for habitatområder (77 % mod blot 45 % af arealet). Det samme gør sig gældende for skovene, eksempelvis bøg på muld (9130), hvor 69 % af prøvefelterne ligger inden for mod 19-26 % af arealet.
Vi har derfor vægtet data fra de enkelte naturtyper med arealet og antallet af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne. Vurderingen af hvor stor en andel af arealet med en naturtype, der består alle de opstillede kriterier, er beregnet som:
hvor v er vurderingen (dvs andelen af arealet i en biogeografisk region, der består kriterierne), A er det estimerede areal, n er antal plots, og i og u henviser til henholdsvis inden for og uden for habitatområderne.
