NOVANA

Aarhus Universitets segl
Du er her: novana.au.dk Natur Naturtyper Bevaringsstatus Struktur og funktion Udvælgelse af indikatorer

Indikatorer for struktur og funktion

Udvælgelse af indikatorer for struktur og funktion

I NOVANA-programmets kontrolovervågning er der foretaget målinger af en lang række indikatorer relateret til vegetationens struktur og artssammensætning samt fysisk-kemiske forhold i jordbund, vand og biomasse. I multikriterieberegningerne er der for hver naturtype udvalgt et antal indikatorer, der:

  • afspejler de væsentligste påvirkningsfaktorer for den enkelte naturtype. Eksempelvis er de væsentligste påvirkninger af naturtypen rigkær (7230) hhv. græsningsophør og næringspåvirkning. De valgte indi­ka­tor­er for statusvurderingen inkluderer således vegetationshøjde og vedplante­dækning for at afspejle omfanget af naturlige forstyrrelser (fx græsning), Ellenberg-værdier beregnet ud fra artssammensætningen for at afspejle næringspåvirkningen og antal følsomme arter, der afspejler eutrofieringsgraden over længere tid.
  • er indbyrdes komplementære eller virker på forskellig tidsskala. I udvælgelsen har vi tilstræbt at udvælge indbyrdes komplementære indikatorer for at dække flest mulige af de betydende påvirk­ningsfaktorer på naturtypernes struktur og funktion. Det kan således omfatte både biologiske, hydrologiske og bio-/geokemiske faktorer. Der kan også være væsentlige tidsforsinkelser mellem ændringer i en påvirkningsfaktor og den resulterende ændring i artssammen­sætningen på arealet, specielt i naturtyper med dominans af længelevende arter. For eksempel kan den forventede reduktion af den lokale artspulje efter en fragmenteringshændelse ofte først indtræffe efter adskillige år (Vellend m.fl. 2006). For at kunne registrere en sådan ”extinction debt” er det derfor vigtigt, at de valgte indikatorer måler forandringer på forskellig tidsskala, og at man ikke kun vælger arts­indikatorer.
  • måler en nødvendig men ikke tilstrækkelig betingelse for gunstig tilstand. Det betyder, at de enkelte indikatorer er relevante og nødvendige, men ikke i sig selv tilstrækkelige til en vurdering af status for struktur og funktion. Det vil eksempelvis ikke være nok at opfylde kriterieværdien for jordbundens surhed, hvis artssammensætningen eller tilgroningsgraden er i en ugunstig tilstand (Damgaard m.fl. 2019).

I Tabel 201 er vist de 19 udvalgte indikatorer for naturtypernes struktur og funktion, der afspejler vegetationens artssammensætning, vegetations­struktur, skovstruktur, næringsstatus og hydrologi.

Indikatorer

Vi har så vidt muligt anvendt de samme indikatorer som i de tidligere rapporteringer. Ny viden samt ændringer i overvågningsprogrammets indikatorer har imidlertid ført til at nogle indikatorer er udeladt (fx dødt ved i skovklit) og andre er inddraget i analyserne (fx vegetationshøjde på strandenge).

Da der er stort sammenfald mellem udbredelsen af invasive arter og dækningen af vedplanter, indgår denne indikator i 2025-rapporteringen kun for de fire buskdominerede habitatnaturtyper: havtornklit (2160), grårisklit (2170), enebærklit (2250) og enebærkrat (5130).  

Mål for artsdiversiteten, fx ved antal følsomme og meget følsomme arter (stjernearter og tostjernearter, jf Fredshavn og Ejrnæs 2007) indgår ikke som selvstændige indikatorer i analyserne. Det hænger sammen med, at vi mangler viden om hvor mange af disse arter, der kan forventes at være på arealer i en gunstig tilstand. Men vi har anvendt antallet af disse arter i prøvefelterne til at fastlægge kriterieværdier (se Figur 202) for en god bevaringstilstand for de udvalgte indikatorer.

Vurderingsniveau

Afhængigt af indikatorernes rumlige fordeling i landskabet (grad af klumpethed) og prøvetagningsmetoden er de opgjort på forskellige geografiske niveauer:

  • Som udgangspunkt er indikatorerne opgjort på prøvefeltsniveau. Det gælder eksempelvis Ellenberg’s næringsstofindikatorer, pH og C/N forhold i jorden samt løvets indhold af kvælstof. Jord- og planteprøver indsamles kun i en begrænset del af prøvefelterne og for prøvefelter med manglende data, anvendes stationens gennemsnitsværdi.
  • Indikatorer, der afspejler den rumlige fordeling af arter, er opgjort på stationsniveau. Det gælder eksempelvis udbredelsen af klokkelyng på våde heder (4010) og udbredelsen af invasive arter i udvalgte lysåbne naturtyper. Alle prøvefelter på stationen tildeles den samme værdi, som svarer til andelen af stationens felter med et positivt fund.
  • Nogle indikatorer er klumpet fordelt i landskabet og der kan derfor være en betydelig variation i feltmålingerne inden for samme overvågningsstation. Her er indikatorerne opgjort på prøvefelts- og stationsniveau. Det gælder eksempelvis dækningen af høje vedplanter, vegetationens højde, antal levende træer med hulheder og råd og Ellenbergs indikatorværdi for fugtighed (se Tabel 201). For at tage hensyn til den naturlige variation kan et prøvefelt bestå kriterierne både hvis dets egen feltmåling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkeligt stort. Således kan et prøvefelt bestå kriterierne, hvis det selv er lysåbent eller hvis de øvrige prøvefelter på stationen er lysåbne. Vegetationshøjden er opgjort ved stationens medianværdi i stedet for den gennemsnitlige højde. På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er tilstrækkeligt lavtvoksende.

Endelig er nogle indikatorer så klumpet fordelt, at vi har brugt et endnu højere niveau end stationen, dvs hele den biogeografiske region. Det gælder eksempelvis antal store træer, mængden af dødt ved og antal insektbestøvede vedplanter. Her kan et plot bestå kriterierne hvis dets egen måling, stationens gennemsnit eller regionens gennemsnit er tilstrækkeligt stort.

Ved manglende værdier tildeles prøvefeltet stationens gennemsnit for indikatoren. Hvis der mangler målinger på stationen, tildeles prøvefelterne gennemsnittet for den biogeografiske region.

Referencer

  • Damgaard, C., Strandberg, M., Kjær, C. & Sørensen, P.B.: 2019, 'Use “risk of system failure” rather than additive aggregation methods of indicators when assessing habitat quality'. Ecological Indicators 107.
  • Nygaard, B., Damgaard, C., Bladt, J. & Ejrnæs, R. 2020. Fagligt grundlag for vurdering af bevaringsstatus for terrestriske naturtyper. Artikel 17-rapporteringen 2019. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 194 s. - Videnskabelig rapport nr. 377. http://dce2.au.dk/pub/SR377.pdf
  • Vellend, M., Verheyen, K., Jacquemyn, H., Kolb, A., Van Calster, H., Peterken, G. & Hermy, M.: 2006, 'Extinction debt of forest plants persists for more than a century following habitat fragmentation', Ecology 87:542–548

Tabel 201. Oversigt over de 19 udvalgte indikatorer for de terrestriske naturtypers struktur og funktion i multikriterieanalyserne. For hver indikator er angivet det niveau opgørelserne er foretaget på. Indikatorerne er beskrevet her.

Revideret 30.06.2026
-
Else Vihlborg Staalsen