Danmark skal hvert 6. år rapportere bevaringsstatus for naturtyper og arter omfattet af Habitatdirektivet jf. direktivets Artikel 17 (se resultatet af den seneste rapportering her). På novana.au.dk/naturtyper dokumenterer vi det faglige grundlag for de vurderinger af udbredelse, areal samt struktur og funktion for de 34 lysåbne og 10 skovdækkede terrestriske habitatnaturtyper, der indgik i Danmarks rapportering til EU i oktober 2025. For hver habitatnaturtype er foretaget en vurdering af bevaringsstatus for hver af de to biogeografiske regioner, som Danmark er en del af (den atlantiske og den kontinentale region). Der er sammenlagt foretaget 81 vurderinger af de 44 terrestriske habitatnaturtyper, idet syv habitatnaturtyper kun findes i den kontinentale region. Hovedresultaterne for naturtyperne i vandløb, søer og hav er vist i Fredshavn m.fl. (2025).
Den samlede bevaringsstatus for de 44 terrestriske habitatnaturtyper er vist i Figur 201a, der sammenfatter at:
Det er primært status for habitatnaturtypernes struktur og funktion, der er afgørende for, at hovedparten af de terrestriske habitatnaturtyper har ugunstig bevaringsstatus.
Den samlede vurdering af bevaringsstatus for de 60 habitatnaturtyper, der forekommer i Danmark kan ses i Fredshavn m.fl. (2025). Metoderne til vurdering af bevaringsstatus i henhold til Habitatdirektivets Artikel 17 for perioden 2019-2024 er præciseret i EU's guidelines (DG Environment 2023).
Udbredelsesområdet er vurderet tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde for 41 af de terrestriske habitatnaturtyper, svarende til 96% af vurderingerne (se Figur 201b). Det er uvist om udbredelsesområderne for indlandssalteng og vinteregeskov er store nok, og for våd hede i den kontinentale region vurderes udbredelsesområdet for lille til en langsigtet opretholdelse af naturtypen. For samtlige 44 habitatnaturtyper vurderes udbredelsesområdet at være stabilt.
For de 44 terrestriske habitatnaturtyper er arealet vurderet:
Udviklingen i arealet er vurderet stabilt for hovedparten af de terrestriske habitatnaturtyper, men for seks lysåbne habitatnaturtyper viser overvågningsdata så markante forringelser i tilstanden, at det vurderes, at en del af arealet er vokset ud af naturtypernes definitioner i perioden 2011-2024. Det gælder våd og tør hede, kalkoverdrev, surt overdrev og rigkær i hele landet, samt tidvis våd eng i den kontinentale region. Forringelsen hænger sammen med den udbredte tilgroning med vedplanter og for hederne også en faldende dækning af karakterarter (klokkelyng i våd hede og dværgbuske på tør hede).
Arealberegningerne tager udgangspunkt i den fuldstændige kortlægning inden for habitatområderne i 2016-2019. Da der ikke er foretaget en kortlægning af habitatnaturtypernes forekomster uden for habitatområderne, er der foretaget en opskalering af arealet ved hjælp af en række forskellige datakilder, der antages at være knyttet til habitatnaturtypernes forekomster (fx de § 3-beskyttede arealer). Herved opnås et skøn over habitatnaturtypernes arealer på biogeografisk og nationalt niveau og et skøn over hvor stor en andel af det samlede areal, der ligger inden for den gældende udpegning af habitatområder.
”Struktur og funktion” omhandler de særlige miljøbetingelser (strukturer og processer), der er nødvendige for en habitatnaturtypes opretholdelse på lang sigt og vurderingerne foretages ud fra en beregning, af hvor stor en andel af arealet, der er i en god tilstand (good condition efter guidelines). For de terrestriske habitatnaturtyper er disse beregninger baseret på data fra NOVANA's kontrolovervågning fra 2018 til 2022 samt kortlægningen inden for habitatområderne fra 2016 til 2019. Der er udført analyser af kontrolovervågningsprogrammets faste prøvefelter efter multikriteriemetoden for 35 habitatnaturtyper, mens kortlægningsdata er benyttet for de mest dynamiske kystnaturtyper, da de dynamiske processer bedst beskrives på en større skala end kontrolovervågningens prøvefelter. Status for struktur og funktion for vadegræssamfund bygger på en ekspertvurdering og indlandsklipperne er vurderet ukendt, da der mangler retvisende indikatorer for tilstanden.
Status for en given habitatnaturtype er gunstig, hvis mere end 90 % af arealet vurderes at være i ”good condition”. Status er moderat ugunstig hvis mellem 75 og 90 % af arealet er i ”good condition” og stærkt ugunstig hvis mindre end 75 % af arealet er i ”good condition” (DG Environment 2023).
For de 44 terrestriske habitatnaturtyper er status for struktur og funktion vurderet:
Ændringerne i vurderingerne af status for struktur og funktion fra 2019 til 2025 hænger primært sammen med, at datagrundlaget og vurderingsmetoderne er forbedret.
I Artikel 17-rapporteringen er vurderet om status for habitatnaturtypens struktur og funktion er stabil, i fremgang eller tilbagegang for hhv. hele arealet inden for den biogeografiske region og for arealet inden for habitatområderne. I denne rapporteringsrunde har det været muligt at undersøge udviklingstendenserne for alle de terrestriske habitatnaturtyper med undtagelse af vadegræssamfund (få data). Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for 86 forskellige indikatorer relateret til sammensætningen af plantearter (fx antal følsomme arter), dominansforholdet mellem arter og artsgrupper (fx græsser og dværgbuske), aldersstrukturen (fx forekomst af gamle træer), vegetationshøjden, vedplantedækningen, fordelingen af livsformer (fx andelen af enårige arter), forekomsten af dødt ved, hulheder og rådne partier på levende træer samt abiotiske parametre såsom surhedsgrad eller næringsstoftilgængelighed.
Tidsserieanalyserne er udført med en robust analysemetode, som tager højde for både skævheder i datasættet (klumpet fordeling på stationer, uens fordeling inden for og mellem årene og inden for og uden for habitatområderne) og for indikatorernes eventuelle afhængighed af klimatiske variationer mellem årstider og år (især temperatur og nedbør). I modellerne indgår alle prøvefelter, der er overvåget mindst to gange og analyserne bygger derfor på det fulde stationsnet, også de nye stationer, der blev udlagt i 2011. Analyserne er udført for alle de lysåbne habitatnaturtyper for sig (22.306 prøvefelter) og de 10 skovnaturtyper for sig (2.659 prøvefelter).
Siden den forrige vurdering af bevaringsstatus er der indsamlet data til at undersøge udviklingstendenserne for forekomsten af hulheder og råd, antal stammer og store træer samt jordbundens C/N-forhold og basemætning.
Analyserne har vist en overordnet tilbagegang i struktur og funktion for 27 habitatnaturtyper i hele landet og for 14 i mindst en af de to biogeografiske regioner, svarende til 51 % af vurderingerne. Det gælder blandt andet en række kystklittyper, heder, overdrev, hængesæk og rigkær i hele landet samt strandeng, klitlavning, visse-indlandsklit, tidvis våd eng og aktiv højmose i den kontinentale region og enebærkrat og kildevæld i den atlantiske.
Struktur og funktion er vurderet som stabil for 23 % af vurderingerne. Tilstanden er vurderet at være overordnet stabil i hele landet for enårig strandengsvegetation, vadegræssamfund og forklit, samt skovtyperne bøg på mor, stilkegekrat, skovbevokset tørvemose og elle- og askeskov. Det samme gælder strandeng i atlantisk region samt ege-blandskov og vinteregeskov i den kontinentale. Selvom den overordnede trend for disse naturtyper vurderes stabil, er nogle af de overvågede indikatorer i forværring og der er grund til at være opmærksom på den videre udvikling.
Selvom der er tegn på forandring, har det ikke været muligt at påvise en klar og entydig udvikling for enebærklit og græs-indlandsklit i hele landet og yderligere 11 habitatnaturtyper i en af de biogeografiske regioner, svarende til 19 % af vurderingerne. Trenden er vurderet usikker for strandvold med flerårige planter, klitlavning, tidvis våd eng, aktiv højmose og tørvelavning i den atlantiske region, og for strandvold med enårige planter, skovklit, enebærkrat, kildevæld og de to indlandsklippetyper i den kontinentale.
Endelig er der en fremgang i tilstanden for fem habitatnaturtyper i mindst en af de to biogeografiske regioner, svarende til 7 % af vurderingerne. Det gælder for bøg på muld i hele landet, bøg på mor med kristtorn og bøg på kalk i den kontinentale region, samt skovklit og visse-indlandsklit i den atlantiske.
Artikel 17 omfatter også en særskilt vurdering af udviklingen i tilstanden inden for de udpegede habitatområder. Selvom tidsserieanalyserne viser, at trenden i habitatnaturtypernes struktur og funktion er lidt bedre inden for habitatområderne end udenfor (fx tørt kalksandoverdrev), er der dog stadig en overordnet tilbagegang for 21 habitatnaturtyper i mindst en af de to biogeografiske regioner (43 % af vurderingerne). Der er en lidt større andel af habitatnaturtyperne, der enten har fremgang (10 % af vurderingerne), er i stabil tilstand (27 %) eller hvor udviklingen ikke er entydig (21 %).
Artikel 17 rapporteringen omfatter en vurdering af hvilke faktorer, der har påvirket naturtypens tilstand i den aktuelle rapporteringsperiode (2019-2024). Påvirkningsfaktorerne giver indsigt i de primære drivkræfter bag resultaterne af vurderingen af bevaringsstatus og kan bidrage til at identificere nødvendige tiltag til genopretning (DG Environment 2023).
De mest betydende påvirkningsfaktorer for de terrestriske habitatnaturtyper er begrænsninger af de naturlige processer, som naturtypernes arter og deres sammenspil evolutionært er udviklet under.
Den naturlige græsningsproces er påvirket af:
Fravær af en naturlig græsningsproces medfører en kaskade af effekter, såsom manglende variation i vegetationsstrukturen, tab af levesteder for varme- og lyskrævende arter og manglende kontinuitet af levesteder for møgbiller og møgsvampe. I skovene bidrager det til et skyggeregime med en tæt og mørk vegetation og tab af levesteder for de arter, der er tilpasset et lysåbent skovmiljø med forskellige træ- og buskarter. Lysninger, som er åbne, blomsterrige og med spredt opvækst af træer og buske mangler også. I naturlige økosystemer efterlades ådsler fra store pattedyr, og de fungerer som en nøgleressource for en bred vifte af arter. Fjernelse af ådsler fører derfor til en yderligere kompromittering af de store græsseres økosystemeffekter.
De naturlige kystprocesser, som skaber og opretholder levestederne langs kysterne ved oversvømmelser, erosion og aflejringer, er påvirket af kystbeskyttende foranstaltninger (sandfodring, høfder, bølgebrydere, skråningsbeskyttelse, diger og dæmninger) og sediment- og sandflugtsdæmpende metoder (plantning af hjælme, udlæg af ris og opsætning af faskiner).
De naturlige hydrologiske processer er påvirket af:
Afvanding sænker vandstanden og reducerer både vandmætning, fluktuationer og mængden af grundvand, der strømmer ud, hvilket ændrer levevilkårene for arter, der er tilpasset habitatnaturtypernes specifikke hydrologiske forhold. Udtørringen øger desuden tilgængeligheden af næringsstoffer og fremskynder tilgroningen med vedplanter, høje græsser og urter.
Den naturlige næringsstofstatus er påvirket af:
Øget næringstilgængelighed favoriserer kvælstofelskende planter (især græsser) på bekostning af nøjsomme og langsomtvoksende arter samt deres tilknyttede insekter. Hertil kommer påvirkningen fra pesticider i naturområdernes randzoner, der reducerer planternes blomstring og frøsætning og dermed også fødetilgængeligheden for bestøvende insekter.
Den naturlige plantevækst er påvirket af skovdrift i form af:
Habitatnaturtypernes tilstand påvirkes også af manglende sammenhæng mellem levestederne (fragmentering) og invasive plantearter, der tager plads fra de naturligt hjemmehørende arter
De historiske inddragelser af naturarealer til skov- og landbrugsarealer, bebyggelse og infrastruktur kan være en hindring for naturgenopretning, idet fortsættelsen af den nuværende arealanvendelse hindrer genopretning af naturlige processer som græsning, naturlig hydrologi og kystdynamik.
Det forventes endvidere, at arealet og tilstanden af de terrestriske habitatnaturtyper i den nærmeste fremtid (de kommende 12 år) vil blive påvirket af klimaændringer i form af ekstreme temperaturer og nedbørsmængder, havstigninger og ændret bølgepåvirkning.
a
c
b
d
