Indikator i kontrolovervågningen af lysåbne naturtyper

Hvorfor registreres næringsratio?

Hovedparten af de lysåbne terrestriske habitatnaturtyper er naturligt næringsfattige og sårbare over for eutrofiering. Derfor er indikatorer for næringsstofstatus vigtige.

Næringsratioen er forholdet mellem Ellenbergs indikatorværdier for næringsstof og surhedsgrad og er et udtryk for vegetationens næringsbelastning. Variationen i indikatorværdien for næringsstoffer er i store træk bestemt af variationen i pH, da arter, som foretrækker næringsrige voksesteder, i stor udstrækning også foretrækker en høj pH-værdi (Andersen et al., 2013; Ejrnæs et al., 2009). Der er tale om en evolutionært bestemt og meget stærk korrelation mellem Ellenbergs næringsindikator og Ellenbergs pH-indikator, som skyldes, at naturligt næringsrige levesteder i reglen også har en høj pH, mens næsten alle levesteder med lav pH også er naturligt næringsfattige. Ved at dividere Ellenbergs næringsindikator med Ellenbergs pH-indikator kan man få en næringsratio som er mindre afhængig af den naturlige variation i surhedsgrad indenfor en naturtype (Andersen et al. 2013). Da der kan være betragtelig variation i pH indenfor mange af habitatdirektivets naturtyper, er næringsstofratio en måde at vurdere den rumlige variation i eutrofieringsgraden.

Indikatoren tager udgangspunkt i Ellenberg´s indikatorværdier (Ellenberg m.fl. 1992), der er biologiske vurderinger af plantearters optimum langs de vigtigste økologiske gradienter, herunder næringsrigdom og surhedsgrad. Således indikerer forekomsten af liden soldug og klokkelyng (indikatorværdi = 1), at der er en begrænset mængde næringsstoffer tilgængelig for planternes vækst, mens stor nælde og burre-snerre (indikatorværdi = 8) peger på, at levestedet er rigt på næring. Ved at tage gennemsnittet af indikatorværdien for en artsliste kan man få en indikation af, hvilke miljøforhold artssammensætningen er tilpasset.

Næringsratio beregnes som alternativ til Ellenbergs næringsindikator i de tilfælde, hvor vi skal vurdere eutrofieringsgraden i forskellige prøvefelter og stationer i habitattyper med stor intern variation i pH. Vi kender samme problemstilling fra eksempelvis C/N-forholdet i jordbunden, som også varierer stærkt med pH. Når man overvåger udviklingen i eutrofiering over tid, behøver man ikke korrigere for pH, fordi man da ikke skal sammenligne lokaliteter med forskellig pH, men blot skal vurdere udviklingen i tid for de samme prøvefelter/stationer.

Næringsratio er langt den stærkeste indikator for artsrigdom af typiske arter og for forekomst af mygblomst i kalkrige mosetyper (Andersen et al. 2013, Andersen et al. 2015)

Hvordan beregnes næringsratio?

Næringsratio er afledt af vegetationens sammensætning af karplanter. Mosser og laver indgår ikke i beregningen af næringsindikatoren, så indikatoren fungerer bedst i naturtyper, hvor karplanter er dominerende.

Næringsratio beregnes for hvert prøvefelt ved at tage et gennemsnit af forholdet mellem Ellenberg-værdierne for næring og surhedsgrad (Ellenberg N/Ellenberg R). Indikatoren beregnes enten som et uvægtet gennemsnit i 5 m cirklerne eller vægtet for arternes dækningsgrader i pinpoint-rammen, så de dominerende arters indikatorværdier vægter højere end de mere spredt forekommende arter. Et vægtet gennemsnit kan beregnes for kystklitter, indlandsklitter, heder og sure moser, hvor der foretages pinpoint analyser (se også Tabel D1).