Langs Danmarks 7.300 km lange kystlinje dannes, ved havets og vindens kraft, en lang række forskellige naturtyper, der hører til Danmarks mest uberørte og dynamiske natur. Strandenge findes langs de beskyttede kyster, hvor bølgepåvirkningen er så lav at de finkornede partikler som ler og silt kan aflejres. Det er typisk inde i fjorde, vige og bugter, bag beskyttende øer samt langs kyster med lavvandede områder, herunder i inddæmmede områder. På grund af den meget varierede kystmorfologi findes der strandenge i de fleste kystområder i Danmark, de udsatte kyster langs vestkysten dog undtaget. Strandengenes form og udstrækning varierer betragteligt og findes både som smalle bræmmer mellem havet og dyrkede arealer og som store sammenhængende arealer, fx ved Vadehavet, Limfjorden, Isefjord og langs dele af Lollands kyster.
Strandeng er, med et samlet areal på 39.440 ha, den mest udbredte lysåbne terrestriske naturtype i Danmark. Naturtypen er fordelt nogenlunde lige i de to biogeografiske regioner, dog med det største areal i den kontinentale region (der dækker to tredjedele af landets areal). Det skønnes at 74 % af arealet ligger inden for habitatområderne. Beregninger af naturtypens udbredelsesområde og arealmæssige dækning er vist i Tabel 1330.1 og naturtypens udbredelsesområde, kendte forekomster og overvågningsstationer (2011-2016) er vist i Figur 1330.1.
Naturtypens udbredelsesområde er defineret ved kendte forekomster af naturtypen samt strandenge, der er vejledende registreret som omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Selvom de seneste beregninger viser, at udbredelsesområdet med strandeng er lidt mindre end tidligere beregnet, vurderes det at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.
Der er gennemført en fuldstændig kortlægning af naturtypens forekomster inden for habitatområderne som en del af NOVANA-programmets operationelle overvågning i perioden 2016-2018. I mangel af en kortlægning af naturtypens forekomster uden for habitatområderne er det kortlagte areal inden for opskaleret til det biogeografiske niveau ud fra en række antagelser. En væsentlig andel af de kortlagte forekomster med naturtypen (93%) er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Vi har derfor anvendt det arealmæssige overlap mellem de kortlagte forekomster og den vejledende § 3-registrering inden for habitatområderne, til at beregne den arealmæssige dækning i hele udbredelsesområdet.
Kortlægningen og beregningerne af det samlede areal med naturtypen har vist, at arealet med strandeng er lidt større end tidligere rapporteret. Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet. Naturtypens areal vurderes tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner, omend det er usikkert om arealet er i tilbagegang som følge af havstigninger (Moeslund m.fl. 2011).
Tabel 1330.1. Udbredelsesområde og areal for strandeng (1330) som afrapporteret til EU i 2007, 2013 og 2019. Den arealmæssige dækning af naturtypen er vist ved den samlede dækning i hele landet (afrundet), det kortlagte areal inden for habitatområderne og andelen af det samlede areal, der ligger inden for habitatområderne. Arealerne er vist for de to biogeografiske regioner og for hele landet.
Figur 1330.1. Kort over areal og udbredelsesområde for strandeng (1330). Udbredelsesområdet (vist med lys grå signatur) bygger på kendte forekomster af naturtypen samt strandenge, der er vejledende registreret som omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Med mørk grå signatur er vist 10 km kvadrater med en dokumenteret forekomst af naturtypen fra NOVANA programmets kortlægning og overvågning. Med blåt er vist kortlagte forekomster fra den nyeste kortlægning inden for habitatområderne (2016-2018), samt kortlægningen uden for habitatområderne (2012-2015). De orange prikker viser overvågningsstationer, hvor naturtypen er registreret i et eller flere prøvefelter i perioden 2011-2016 og de orange trekanter viser ældre registreringer (2004-2010).
