I perioden 2016-2019 er kortlagt 1.674 ha med kalkoverdrev fordelt på 866 forekomster og 85 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 16 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med kalkoverdrev på 126 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 3,1 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 53 % af arealet, mens ganske få forekomster har dårlig naturtilstand og 6 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 69 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 46 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter og andelen af meget følsomme arter er høj ift. hovedparten af de lysåbne naturtyper og udbredelsen af invasive plantearter er lav. Det er primært græs- og urtevegetationens højdefordeling, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur-, struktur- og artstilstanden er nogenlunde uændret gennem de tre kortlægningsperioder. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en mindre stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.