Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kortlægning (2016-2019)

Sammenfatning

I perioden 2016-2019 er kortlagt 5.255 ha med klitlavning fordelt på 849 forekomster og 42 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 2 % reduktion af det kendte areal med naturtypen i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012). Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel tilbagegang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med klitlavning på 359 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 4,4 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 65 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 3 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant lavere end artstilstanden og 43 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 74 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er høj og udbredelsen af invasive plantearter er moderat. Der er i gennemsnit registreret 15,1 plantearter i dokumentationscirklerne, hvilket er sammenligneligt med hovedparten af de lysåbne naturtyper og en relativt høj andel af meget følsomme arter. Det er primært dækning af vedplanter, invasive plantearter, tegn på kystsikring, andelen af arealet med græsning samt tilstedeværelsen af negative og fraværet af positive naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden falder gennem de tre kortlægningsperioder, mens artstilstanden ikke udviser en entydig trend. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.