Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hvor findes naturtypen?

Avneknippemose er en sjælden naturtype i Danmark. Hyppigst findes den i den østlige del af landet f.eks. i Busemarke Mose på Møn og i Ølene på Bornholm.

Avneknippemose er, med et samlet areal på 400 ha, en af de mindre udbredte lysåbne terrestriske naturtyper i Danmark. Naturtypen findes kun i den kontinentale region og det skønnes at 23 % af arealet ligger inden for habitatområderne. Beregninger af naturtypens udbredelsesområde og arealmæssige dækning er vist i Tabel 7210.1 og naturtypens udbredelsesområde, kendte forekomster og overvågningsstationer (2011-2016) er vist i Figur 7210.1.

Naturtypens udbredelsesområde

Naturtypens udbredelsesområde er defineret ved kendte forekomster af naturtypen samt en ekspert vurdering af potentielle forekomster uden for habitatområderne. I denne vurdering indgår viden om udbredelsen af hvas avneknippe fra kommunernes § 3-registreringer og TBU (Vestergaard & Hansen 1989). De seneste beregninger viser, at udbredelsesområdet med avneknippemose er nogenlunde uændret i forhold til tidligere beregninger,  og det vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.

Naturtypens areal

Der er gennemført en fuldstændig kortlægning af naturtypens forekomster inden for habitatområderne som en del af NOVANA-programmets operationelle overvågning i perioden 2016-2018. I mangel af en kortlægning af naturtypens forekomster uden for habitatområderne er det kortlagte areal inden for opskaleret til det biogeografiske niveau ud fra en række antagelser. En væsentlig andel af de kortlagte forekomster med naturtypen (93%) er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Vi har derfor anvendt det arealmæssige overlap mellem de kortlagte forekomster og den vejledende § 3-registrering inden for habitatområderne, til at beregne den arealmæssige dækning i hele udbredelsesområdet.

Kortlægningen og beregningerne af det samlede areal med naturtypen har vist, at arealet med avneknippemose er større end tidligere rapporteret. Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet.  Naturtypens areal vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.

Tabel 7210.1
Tabel 7210.1.
Udbredelsesområde og areal for avneknippemose (7210) som afrapporteret til EU i 2007, 2013 og 2019. Den arealmæssige dækning af naturtypen er vist ved den samlede dækning i hele landet (afrundet), det kortlagte areal inden for habitatområderne og andelen af det samlede areal, der ligger inden for habitatområderne. Arealerne er vist for de to biogeografiske regioner og for hele landet.

Reference

  • Vestergaard, P. & Hansen, K. eds., 1989. Distribution of vascular plants in Denmark. Opera Botanica 96: 1- 163.