Bred vandkalv er en bille i vandkalvefamilien Dytiscidae, som tilhører slægten Dytiscus. Bred vandkalv er vores største vandkalv. Den lever i små og store søer. Som regel ligger søerne godt beskyttet i større naturområder, som f.eks. skove, næringsfattige moser og i tørvegrave i udgravede højmoser. Søerne er forholdsvis næringsfattige med klart eller let brunligt vand og i det mindste delvis med bredder, der ikke er træbevoksede. I vandet langs bredden findes solrige, åbne bevoksninger af sumpplanter. For eksempel en bræmme af næbstar Carex rostrata, almindelig sumpstrå Eleocharis palustris og bukkeblad Menyanthes trifoliata (Vahrusevs & Kalnins 2013; Balalaikins et al. 2023). Oftest er betydelige dele af søens vandmasse ikke opfyldt af tæt plantevækst, eller der er åbne områder mellem vandplanterne (Vahrusevs & Kalnins 2013).

Bred vandkalv er med sine 44 mm i længden som voksen den største europæiske art af vandkalv. Voksne individer lever af larver af andre vandinsekter, haletudser og fiskeyngel. Hunnerne er mere stationære end hannerne, hvilket gør, at der ofte vil være flest hanner i fælderne i forbindelse med overvågningen (Balalaikins et al. 2023).  Efter overvintring lægges æggene i løbet af foråret, fra sidst i marts til midt i maj (Holmen 1993). Egnede steder til at lægge æg er på lavt vand: 0,2 m til 1,0 m dybde, med læ og soleksponering. Æggene lægges i stængler af arter som engkabbeleje Caltha palustris, bukkeblad, nikkende star Carex acuta, knippestar Carex pseudocyperus, og næbstar (Vahrusevs & Kalnins 2013; Vahrusevs 2015). Det tager ca. 2 måneder, før æggene klækker og første larvestadie kommer frem. Herefter gennemgår larven af bred vandkalv tre larvestadier før forpupning og forvandling til voksen. Første og andet larvestadie er afhængig af tilstrækkeligt med husbyggende vårfluelarver, mens tredje stadium godt kan leve af andet bytte (Scholten et al. 2018). Den foretrækker dog også i dette stadie vårfluelarver (Johansson & Nilsson 1992). I slutningen af tredje larvestadium kravler larven på land for at forpuppe sig i et overfladisk kammer, den selv graver i jord eller planterester nær vandet. Efter ca. 2 uger er forvandlingen til voksen færdig og den voksne vandkalv kommer ud af puppekammeret (Scholten et al. 2018). 

Bred vandkalv kan gemme sig på en lokalitet i mange år uden at blive opdaget. I Holland blev den genfundet i et vandhul i 2005 efter sidst at være fundet i 1967 (van Dijk 2006). Det er dog også muligt, at den er genindvandret, da arten er i stand til at flyve langt. Uanset årsagen viser det, at der i nogle tilfælde kræves grundig eftersøgning for at konstatere, om arten er til stede på en given lokalitet. Man ved, at bestanden på et specifikt levested kan variere meget mellem år. For en populations-opgørelse anbefales det, at fangst-genfangst metoder anvendes, således at der udsættes fire fælder pr. 100 m søbred, og at der foretages flere optællinger over sæsonen (Balalaikins et al 2023). Forsøg med fangst-genfangst metoder har vist, at den på denne måde estimerede bestand, varierede med 85 % mellem to undersøgelser med seks års mellemrum (Nijssen et al 2022). Måske er sådan variation mellem årene årsagen til, at den ikke blev fundet i NOVANA-overvågningen af Bastemose i 2021, mens der uden for NOVANA programmet var fund i 2021 (Michael Stoltze, pers. komm.) samt flere fund i 2023 (Arter.dk). Det er sandsynligt, at genetiske metoder kan være nyttige til at undersøge, om en art som bred vandkalv findes et givent sted. Det er således blevet vurderet, at eDNA fra vandprøver indsamlet i bestemte områder og bestemte steder i vandsøjlen potentielt kan benyttes som screeningsværktøj for bred vandkalv. Før metoden er klar til brug, skal den udvikles og optimeres, samt verificeres før implementering i overvågningsprogrammet (Andersen og Therkildsen, 2020).

Udbredelseskortet (figur 13.1) viser fordelingen af kvadrater, hvor bred vandkalv blev eftersøgt i 2024, og det fyldte kvadrat (grønt) viser det kvadrat, hvor bred vandkalv blev fundet.