Aarhus Universitets segl

Løvfrø

Hyla arborea

Forekomst og udbredelse

Løvfrø er i NOVANA årligt blevet overvåget ekstensivt på landsplan i 2005-2009 samt i 2010-2016. Konceptet for ekstensiv overvågning af arter er overvågning af ændringer i deres udbredelse. Den overordnede metode er derfor at undersøge, hvor mange UTM-kvadrater/lokaliteter de pågældende arter forsvinder fra eller indvandrer til.

I 2005-2009 blev løvfrø registreret på 83 lokaliteter fordelt på 37 UTM-kvadrater (Fig. 1).

I 2010-2016 blev løvfrø registreret på 89 lokaliteter fordelt på 41 UTM-kvadrater (Fig. 2).

Det har ikke været muligt at identificere de eksakte lokaliteter, hvor de enkelte paddearter blev eftersøgt i forbindelse med NOVANA-overvågningen, men samlet set blev padderne eftersøgt på hhv. 1.844 og 1.879 lokaliteter i 2005-2011 og 2012-2017.

Udbredelsesområdet for løvfrø er beregnet ud fra kvadrater (kun landområder) med forekomst af arten og med et afstandskriterium (gap) på 40 km. Det samlede udbredelsesareal og vurdering af udvikling samt gunstig referenceværdi for udbredelsen i den atlantiske og kontinentale region fremgår af Tabel 1.

Løvfrø Tabel 1

Tabel 1. Udbredelse i den kontinentale biogeografiske region ved overvågningen af løvfrø i Danmark i 2005-2009 og i 2010-2016. Udviklingen i perioden 2005-2016 samt vurdering af gunstig referenceværdi for artens udbredelse (GRU) er angivet.

Løvfrø forekommer naturligt i det sydøstlige Jylland, på Als, på Sydsjælland, på Lolland og Bornholm i den kontinentale region. Der findes udsatte bestande ved Århus og Slagelse og i 2004 blev der registreret en ny-introduceret bestand på Fyn (Elmeros m.fl. 2012). Løvfrøens naturlige udbredelse omfatter Østjylland mod nord til Djursland samt Fyn, Det Sydfynske Øhav, Falster (ca. 1965) og Fyn (ca. 1972). Siden omkring 1990 er der gjort en stor indsats for at stoppe tilbagegangen. Indsatsen har omfattet kortlægning af arten overalt i Danmark samt forbedring af ynglelokaliteterne (Søgaard m.fl. 2005).

Løvfrø Tabel 2

Tabel 2. Antal lokaliteter og UTM-kvadrater med forekomst af løvfrø i Danmark i 2005-2009 og 2010-2016.

Bestand

Den nuværende overvågningsmetode giver ikke mulighed for at estimere bestandsstørrelser, så artens samlede bestandsstørrelse i Danmark er ukendt på individniveau. Bestandens udbredelse (antal lokaliteter/UTM-kvadrater) kan alternativt anvendes til en grov indikation af ændringer i bestandsstørrelse: Jo større udbredelse, jo større bestand og omvendt, hvis ændringerne i bestandene giver anledning til ændret udbredelses- eller forekomstareal (Tabel 3). Den ekstensive overvågning omfatter et begrænset antal lokaliteter/UTM-kvadrater, som ikke direkte kan give et mål for bestandsstørrelser, men som kan måle relative ændringer mellem perioder, hvor arten overvåges efter samme metode.

Løvfrø Tabel 3

Tabel 3. Bestandsstørrelse (antal lokaliteter/individer) i den atlantiske og den kontinentale biogeografiske region ved overvågningen af løvfrø i Danmark i 2005-2009 og 2010-2016. Desuden er udvikling i perioden 2005-2016 og vurdering af gunstig referenceværdi for bestandsstørrelse (GRB) angivet.

Levesteder

Arealet af levesteder er beregnet ud fra kvadrater (kun landområder) med forekomst af løvfrø i 2005-2009 og 2010-2016 (Fig. 1, 2). Da der er tale om en stikprøvevis eftersøgning af arten på et begrænset antal udvalgte lokaliteter, giver denne beregningsmetode ikke det reelle areal for levesteder for arten, men en værdi som kan bruges som et relativt indeks for evt. ændringer i levestedsareal. Der foreligger ikke data til beregning af areal af egnede levesteder, men som udgangspunkt må det antages at være større end arealet af de nuværende levesteder (Tabel 4).

Løvfrø Tabel 4

Tabel 4. Skønnet areal* af levesteder i den kontinentale biogeografiske region ved overvågning af løvfrø i Danmark i 2005-2009 og 2010-2016. Udvikling i perioden 2005-2016 og vurdering af egnede levesteder for arten (*: Landareal af UTM-kvadrater med forekomst af arten) er desuden angivet.

Løvfrø yngler i mange forskellige typer af vandhuller og vådområder, men foretrækker lavvandede temporære vandhuller og oversvømmelser på afgræssede arealer. Uden for yngletiden opholder løvfrø sig især i levende hegn, krat og skovbryn. Løvfrøen har en god spredningsevne og er i stand til at kolonisere nye vandhuller op til flere kilometer væk fra eksisterende bestande. Langt de fleste individer kan leve inden for en afstand på blot 100 m fra ynglestedet, såfremt der er tilstrækkeligt med egnede rasteområder (Christensen 2007).

Konklusion

Løvfrø findes spredt og klumpet fordelt i den kontinentale region i det sydøstlige Danmark. Situationen var tidligere meget ugunstig, men som resultat af en tidligere omfattende plejeindsats gik bestandene derefter frem. I perioden 2005-2016 er fremgangen fortsat på Sjælland, mens antallet lokaliteter er gået tilbage i Jylland. Samlet set synes er der i perioden at være tale om en mindre fremgang i antallet af lokaliteter, mens udbredelsesområdet synes stabilt. Takket være aktive tiltag er der fortsat mange egnede yngle- og -rasteområder. Enkelte små bestande er uddøde eller stærkt truede, og her er der tale om en lokal indskrænkning af udbredelsesområdet.

Referencer

  • Christensen, P.K. 2007. Løvfrø Pelobates fuscus. – I: Søgaard, B. & Asferg, T. (red.): Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV - til brug i administration og pålanlægning. – Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. Faglig rapport fra DMU, nr. 635: 130-135. Fog, K. 2001. Nordens padder og krybdyr. Gads forlag. 365 s.
  • Elmeros, M., Søgaard, B., Wind, P. & Ejrnæs, R. 2012. Kriterier for gunstig bevaringsstatus for udvalgte arter omfattet af EF-habitatdirektivet. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. - Videnskabelig rapport fra DCE -Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 21, 114 s.
  • Søgaard, B., Skov, F., Ejrnæs, R., Nielsen, K. E., Pihl, S., Clausen, P., Laursen, K., Bregnballe, T., Madsen, J., Baatrup-Pedersen, A., Søndergaard, M., Lauridsen, T.L., Møller, P.F., Riis-Nielsen, T., Buttenschøn, R.M., Fredshavn, J., Aude, E. & Nygaard, B. 2005. Kriterier for gunstig bevaringsstatus. Naturtyper og arter omfattet af EF-habitatdirektivet & fugle omfattet af EF-fuglebeskyttelsesdirektivet. - Faglig rapport fra DMU, nr. 457, 3. udg. 462 s.