Den ældste af de internationale tællinger er midvintertællingen af vandfugle, som er blevet gennemført i stort set alle europæiske lande siden 1967, og udgør rygraden i vandfugleovervågningen i Europa. Resultaterne af optællingerne afrapporteres årligt til Wetlands International, og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelserne for de fleste arter af vandfugle (Wetlands International 2018). Se mere herom i afsnittet om Internationale tællinger.   

Midvintertællingerne af vandfugle er årlige og skiftevis landsdækkende eller reducerede optællinger, således at landsdækkende optællinger i princippet gennemføres hvert tredje år og reducerede tællinger gennemføres de mellemliggende år. Indekslokaliteterne, der dækkes på en reduceret midvintertælling, er et subsample af en landsdækkende midvintertælling, hvorfor der også i år med landsdækkende midvintertællinger kan beregnes indeks for en række vandfuglearter. Der blev senest gennemført en landsdækkende optælling af vandfugle ved midvinter i 2020.

Landsdækkende optællinger dækker alle danske vandområder af betydning for alle arter af vandfugle, herunder samtlige fuglebeskyttelsesområder, hvor vandfugle indgår i områdernes udpegningsgrundlag. De internationale vandfugletællinger omfatter derudover totaltællinger af samtlige gåsearter samt sangsvane og pibesvane i midten af januar samtidig med midvintertællingen. Gåsetællingerne er udført næsten årligt siden 1981 og svanetællingerne siden 1992. For både gæs og gulnæbbede svaner benyttes fuglebeskyttelsesområderne i stigende grad kun som overnatningspladser, mens hovedparten af fourageringen finder sted spredt på landbrugsjorde ofte ret langt fra kysten.

Den landsdækkende midvintertælling sikrer, at der i NOVANA registreres maksimumforekomster af lommer, knopsvane, sangsvane, sædgås, gråand, troldand, taffeland, hvinand, skalleslugere, ederfugl, sortand, fløjlsland, havlit, blishøne og alkefugle.

I år, hvor der i henhold til NOVANA-programmet ikke skal gennemføres en landsdækkende optælling, gennemføres en reduceret midvintertælling af overvintrende vandfugle i Danmark, hvor alle vandfugle optælles i et større antal indeksområder.

De omtalte 112 indeksområder optælles bl.a. med henblik på at kunne udregne indeksværdier (Underhill & Prŷs-Jones 1994) for udviklingen i bestanden af en lang række af overvintrende vandfugle, især arter der er jævnt fordelt i landet og findes både i søer og kystnært ved lavvandende fjorde, i nor, bugte og vige (Pihl 2000).

Bestandsudviklingen er modelleret ved hjælp af en hierarkisk Generaliseret Additiv Model (GAM), der er en type af log-lineær regressionsmodel der inkorporerer en udjævningsfunktion (smooth) (Fewster m.fl. 2000). I denne model modelleres bestandsstørrelsen som et produkt af effekten af år og indeksområde. Denne har erstattet den tidligere Underhill model (Underhill & Prŷs-Jones 1994), der har været brugt til at producere de årlige populationsindekser for overvintrende vandfugle indtil 2022. Valget af GAM skyldes modellens fleksibilitet til at håndtere ikke-lineære trends og variationer i bestandsudviklingen. Lignende modeller er desuden standard i andre store, nationale overvågningsprogrammer, som f.eks. common bird census udført af BTO (British Trust for Ornithology) der er den britiske pendant til NOVANA programmet (Massimino m.fl. 2023).

Midvintertællingerne af overvintrende vandfugle er årlige og skiftevis landsdækkende eller reducerede, hvorfor der ikke er komplette optællinger af alle vandfuglearter i alle områder hvert år. GAM modellen er derfor brugt til at interpolere antallet af fugle i de indeksområder, hvor der mangler data for bestemte år (Wood m.fl. 2017, Bowler m.fl. 2024). Fordelen ved denne metode er, at udglatningsfunktionen fjerner kortvarige fluktuationer, fx forårsaget af optællingsusikkerheder, og derved afdække den underliggende udviklingen i bestanden.

For udvalgte vandfuglearter præsenteres udviklingen som et indeks med angivelse af usikkerhed. Indeks er sat til 100 i 1994, som var det år, Habitatdirektivet trådte i kraft. Indeksværdier er plottet som en blå linje på disse grafer. Det lyseblå omrids omkring indeksværdierne angiver 95% konfidensintervaller på den estimerede indeksværdi og inkluderer usikkerheden i interpolationen af manglende optællinger.

I de dele af de danske farvande, som optælles vha. linjetransekttællinger efter Distance Sampling-metoden, kan tætheder og totale antal af udvalgte arter estimeres. Det område, der optælles efter denne metode, dækker et areal på 37.000 km² af de indre danske farvande. Det omfatter primært de åbne, marine områder, hvor det er praktisk umuligt at opsøge og tælle alle forekommende fugle. Af samme grund anvendes denne linjetransektmetode, som ud fra udsnit i form af forudbestemte transektlinjer, beregner totale antal for relevante arter.

Metoden tager udgangspunkt i, at observatører ikke kan registrere og identificere alle forekommende fugle, og at der er en aftagende sandsynlighed for, at en fugl bliver registreret, med stigende afstand fra flyets rute. Observatøren registrerer alle observationer i én af fire forud definerede afstandskategorier ud fra flyets optællingsrute. Det forudsættes, at observatøren har sit fokus på det transektbånd, der er tættest på flyet, og registrerer alle forekomster af fugle i dette. Efter endt optælling kan en såkaldt detektionsfunktion bestemmes. Den beskriver den faldende sandsynlighed for at se en given fugl med stigende afstand fra flyets optællingsrute, og ved hjælp af den funktion, kan arters eller artsgruppers totale antal og tætheder estimeres.

Optællinger foretaget efter denne metode gennemføres langs forud definerede transektlinjer. De er udlagt i det meste af de danske farvande som parallelle linjer. Waypoints langs linjerne kan overføres til GPSer, og flyets pilot kan navigere efter dem. Transekterne er som udgangspunkt udlagt med 5 km interval i de indre danske farvande. Metoden anvendes her til beregning af totale antal rødstrubet lom/sortstrubet lom, havlit, ederfugl, sortand, fløjlsand, toppet skallesluger og alk/lomvie, men vil også kunne anvendes til en række andre arter. 

Metoden og beregningerne beskrives i detaljer af Buckland m.fl. (2015), og beregningerne er foretaget i R (R Core Team 2022) vha. metoden/scripts beskrevet af Miller m.fl. (2019). 

En kortfattet beskrivelse:

For hver art laves der en opgørelse over, hvor mange observationer den enkelte observatør har. Observatører der har under 2% af observationerne for den givne art filtreres fra. Dette gøres for at undgå for store forskelle i observerbias samt for at mindste de statistiske frihedsgrader for den beregnede detektionsfunktion. Efterfølgende beregnes en række forskellige detektionsfunktioner, hvori der kan indgå følgende kovariable: observatør, flokstørrelse, seastate (bølgehøjde) og/eller fuglenes adfærd. De forskellige modeller/funktioner vægtes op mod hinanden ved at beregne Akaike Information Critiria (AIC), hvor den laveste AIC værdi typisk repræsenterer funktionen med den mindste usikkerhed og dermed også den funktion, der vælges til at beregne det samlede antalsestimat.

Til sidst plottes detektionsfunktionerne med tilhørende beregnede estimater for arten. Desuden angives et konfidensinterval med en nedre grænse (benævnt LCL) og en øvre grænse (UCL), der beskriver den statistiske usikkerhed, der er på det beregnede estimat.

Alle de undersøgte forskellige detektionsfunktioner og inkluderede kovariable er samlet i et elektronisk appendiks til afrapporteringen. Se link i referencerne nedenfor.