En lav og åben vegetation med mulighed for opretholdelse af en artsrig flora forudsætter en begrænset tilgængelighed af næringsstoffer. Næringsbelastning af klitlavninger forekommer typisk via atmosfærisk deposition, dog kan klitterne tillige lokalt være påvirket af friluftsliv, næringsstoffer fra de øvre grundvandsmagasiner, næringsrigt overfladevand og drænvand fra omkringliggende marker. Næringspåvirkning medfører tab af nøjsomhedsplanter til fordel for mere konkurrencestærke arter, og vegetationen bliver typisk mere tæt og høj med et køligere mikroklima. Herved ændres invertebratfaunaen også i retning af generalister fra senere successionsstadier.
Næringsstatus i klitlavning er i NOVANA dokumenteret ved pH og Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof, hvor pH typisk afspejler den naturlige variation i klitternes kalkindhold. Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt. Indikatoren kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering.
Tilstand
Den gennemsnitlige pH målt direkte i jordvandet i klitlavning er på 5,8, og der er en meget stor spredning i målingerne fra pH 4 til 7,5. I perioden 2004-2010 er foretaget målinger af pH på tørret jord opslemmet i en CaCl-opløsning, og pH-værdierne er her væsentlig lavere med et gennemsnit på 4,4. Da de vilkår, der betinger et forsuringsniveau, er forskellige i jord og vand, kan direkte feltmålinger af jordvand og laboratoriemålinger af jord i en CaCl-opløsning ikke umiddelbart sammenlignes.
Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof i klitlavningerne er 3,4, hvilket er kendetegnende for relativt næringsfattige levesteder. Der er en meget stor variation i den gennemsnitlige næringsværdi i de overvågede klitlavninger. De spænder fra relativt næringsfattige klitlavninger med en indikatorværdi mellem 1 og 3, med arter som blåtop, tormentil, vandnavle, klokkelyng, smalbladet kæruld, hirse-star og mose-pors, til moderat næringsrige lokaliteter med en indikatorværdi over 5, hvor kryb-hvene, hvid-kløver, agertidsel, almindelig rapgræs, stor nælde og almindelig kvik er hyppige i de tørre klitlavninger, mens tagrør, sværtevæld, vand-pileurt og bittersød natskygge er hyppige i de våde klitlavninger.
Udvikling
Der er en signifikant stigning i Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof på 0,04 enheder om året i perioden 2004-2015. Da der er skiftet metode i prøvetagningen, har det ikke været muligt at beregne, om der er en signifikant udvikling i jordvandets pH i perioden.
Geografiske mønstre
I Vestjylland er jordbunden mindre kalkrig, og de næringselskende arter udgør en noget mindre andel af vegetationen end i de øvrige tre regioner. I den østjyske region er der er en større andel af næringselskende arter i vegetationen end i de øvrige tre regioner.
Overvågningsdata viser, at der er en signifikant lavere gennemsnitlig Ellenberg indikatorværdi for næringsstof inden for - end uden for habitatområderne, mens der ikke er forskel på jordvandets pH.
Klitlavningerne er følsomme over for eutrofiering og overvågningsdata viser, at vegetationen i perioden er blevet mere præget af næringselskende arter. Dette kan udover næringsbelastning også være et tegn på en langsomt forløbende tilgroningsproces i takt med, at klitlavningerne koloniseres af flerårige plantearter, og der naturligt ophobes kulstof og næringsstoffer i økosystemet.
Klitlavningerne er følsomme over for eutrofiering, og overvågningsdata viser, at vegetationen i perioden 2004-2015 er blevet mere præget af næringselskende arter.
Foto: Peter Wind, AU
