Tabellen sammenfatter de generelle udviklingstendenser for gul stenbræk. Rødlistestatus er baseret på vurderingerne i Rødlisten 2019. Bevaringsstatus præsenterer den vurdering der blev gennemført i 2019 og medtager således ikke data der er indsamlet til denne rapport. Udviklingstendensen er for denne art vurderet på baggrund af antallet af blomstrende skud.
| Habitatdirektivet | Rødliste | Bevaringsstatus (Artikel 17 - 2019) | Periodens indsamlingsresultat | Udviklingstendens | ||
|---|---|---|---|---|---|---|
| Atlantisk | Kontinental | Atlantisk | Kontinental | |||
| Bilag II og IV | Truet (EN) | Ikke vurderet | Stærkt ugunstig | Registreret på 10 lokaliteter | Positiv | |
Gul stenbræk er i 2021 blevet registreret på alle de 10 lokaliteter, hvor arten har kendte forekomster. Gennem overvågningsperioden er arten blevet opdaget på nye lokaliteter i forbindelse med anden overvågning eller citizen science, og antallet af positive lokaliteter med gul stenbræk er derfor øget fra fem til 10 (hvoraf to dog dækker over en opdeling i delbestande).
I 2021 er der sammenlagt registreret 9.954 blomstrende skud, hvilket er det højeste antal siden overvågningens start og en markant forøgelse af den nationale bestand efter en lang periode med en negativ bestandsudvikling. Det høje antal blomstrende skud skyldes især en markant fremgang i den største bestand ved Rosborg sø, der næsten er mere end syvdoblet fra 2017 til 2021. Med denne fremgang viser overvågningsdata nu en signifikant parabelform hvor udviklingen er vendt fra et signifikant fald i antallet af blomstrende skud i perioden 2004-2017 til en stigning i 2019 og 2021. Tallene kan dog lige så godt være et udtryk for en højere blomstringsfrekvens end en egentlig fremgang.
Saxifraga hirculus
Gul stenbræk er en flerårig urt. Når den skal blomstre, skyder en lodret, op til 30 cm lang, blomsterbærende stængel frem fra overvintringsknoppen. Samtidig anlægges der en eller flere korte, vandret krybende udløbere, der ender i en ny overvintringsknop, som rodfæstes sidst på vækstsæsonen. Herved anlægges et eller flere datterindivider, der sammen med moderindividet danner en klon. Forbindelsen til moderindividet opløses, når det visner bort efter endt frugtsætning. Gul stenbræk har således både en generativ og vegetativ formeringsstrategi. Undersøgelser af artens formeringsevne viser en ringe kønnet spredningsevne, og at spredning primært foregår vegetativt på voksestedet (Olesen & Warncke 1987). Blomstringsintensiteten er følsom over for en række biotiske og abiotiske faktorer, herunder høj og stabil grundvandsstand (Ohlson 1986).
Gul stenbræk vokser i Danmark i moslaget i lysåbne væld og vældmoser med konstant fremsivende, enstempereret grundvand året igennem (paludellavæld).
Overvågningen omfatter dels en fastlæggelse af artens udbredelse udtrykt ved antallet af UTM-kvadrater og lokaliteter arten optræder i (Tabel 32.1 og Figur 32.1) og dels en systematisk bestandsopgørelse. En bestand af gul stenbræk er en sammenhængende samling af individer (kloner) på et voksested. På grund af den vegetative formeringsform er det umuligt i felten at adskille de enkelte individer. Derfor opgøres artens bestandsstørrelse som antallet af skud, og da de vegetative skud ofte gemmer sig i mosdækket, overvåges artens bestand ved optælling af antallet af blomstrende skud.
Overvågningen udføres ved en totaloptælling af blomstrende skud, vel vidende at antallet af blomstrende skud mere er et udtryk for blomstringsintensitet og formeringsevne det pågældende år, og at antallet af blomstrende skud kan variere betydeligt fra år til år (Figur 32.2), også selv om bestandens udstrækning varierer mindre. Er der ingen blomstrende skud på tidligere positive lokaliteter, eftersøges vegetative skud for at dokumentere gul stenbræks forsatte forekomst og udbredelse på et voksested jf. den tekniske anvisning (Wind & Nygaard 2017). For store bestande, dvs. bestande med flere end 100 blomstrende skud, fastlægges bestandens geografiske udstrækning på levestedet, ved hjælp af GPS. For små og opdelte bestande af gul stenbræk registreres den arealmæssige dækning og antal blomstrende skud for hver enkelt lille bestand.
Der registreres desuden en række levestedsdata i form af biotiske og abiotiske faktorer (vegetationsstruktur, pleje og hydrologi), jf. den tekniske anvisning (Wind & Nygaard 2017).
Tabel 1 Oversigt over det samlede antal lokaliteter, hvor arten er eftersøgt og fundet samt antal 10 x 10 km kvadrater med positive lokaliteter i de tre programperioder.
Gul stenbræk er siden 2004 blevet overvåget intensivt på alle kendte lokaliteter med arten og eftersøgt på et større antal potentielle lokaliteter. I første programperiode blev gul stenbræk overvåget årligt på syv lokaliteter og eftersøgt uden fund på yderligere 13 lokaliteter. I anden programperiode blev gul stenbræk overvåget årligt på 10 lokaliteter og eftersøgt uden genfund på ni andre lokaliteter, hvor den tidligere har været fundet, eller som er blevet vurderet som egnede voksesteder. I tredje programperiode er gul stenbræk overvåget hvert andet år på de samme 10 lokaliteter som i anden periode. Arten er eftersøgt på yderligere syv lokaliteter i 2019 og endnu én i 2021. Nye lokaliteter er blevet opdaget i forbindelse med anden overvågning eller via citizen science, og de er løbende blevet inddraget i overvågningen - således er antallet af kendte lokaliteter øget fra fem til 10 lokaliteter siden 2004 (Tabel 32.1 og 32.2). En del af forøgelsen dækker over, at én af lokaliteterne (Halkær) er opdelt i to delbestande, så der reelt kun er kommet fire nye lokaliteter til. Eftersøgningen af levesteder i de to første programperioder har ført til genfund ved Bredsgårde i 2008 og nyfund ved Resen Bæk i 2012, Binderup Ådal i 2013 og Klarisgård i 2015. Gul stenbræk har formodentlig vokset på disse lokaliteter længe, men de vegetative bestande kan være svære at erkende i moslaget.
Gul stenbræk er i 2021 blevet registreret på alle de 10 lokaliteter, hvor arten har kendte forekomster. Der er i 2021 sammenlagt registreret 9.954 blomstrende skud, hvilket er det højeste antal i hele overvågningsperioden, og en markant forøgelse af den nationale bestand efter en lang periode med en negativ bestandsudvikling. Det høje antal blomstrende skud skyldes især registreringen af markant flere blomstrende skud i den største bestand ved Rosborg sø, der er mere end syvdoblet fra 2017 til 2021 (Tabel 32.2). Arten er især fundet på steder med intakt fugtigbundsvegetation med en stor andel af bladmosser og kun få vedplanter.
Tabel 2: Oversigt over de 10 overvågede lokaliteter/bestande med gul stenbræk i perioden 2004-2021. For hvert år er angivet antallet af blomstrende skud. Grå celler indikerer at arten ikke er overvåget i det pågældende år. Lokaliteten Halkær blev i forbindelse med iværksættelsen af den anden programperiode delt i to delbestande. 1) Løsfund i 2013 gjort af Naturstyrelsen Himmerland.
Resultaterne af den intensive overvågning af gul stenbræk i perioden 2004-2021 viser, at antallet af blomstrende skud svinger fra år til år i de enkelte bestande. En statistisk analyse af den overordnede trend viser, at udviklingen nu er vendt fra en signifikant tilbagegang i den nationale bestand til en signifikant fremgang (Figur 32.2, p< 0,001). Analysen estimerer en relation for hver lokalitet og bedømmer overordnet om der er en trend hen over årene. Rosborg-bestanden viser samme trend som totalpopulationen (p<0,001) mens trenden for resten af lokaliteterne overvejende er en signifikant stigning (kun Krogens Møllebæk viser en signifikant faldende trend).
I overvågningen anvendes antallet af blomstrende skud af gul stenbræk som et indirekte mål for bestandsstørrelsen. Antallet af blomsterstande afspejler artens blomstringsintensitet og formeringsevne det pågældende år, og er ikke nødvendigvis udtryk for bestandens reelle størrelse, der formodes at være mere stabil.
Gul stenbræk. Foto: Peter Wind, AU.
Figur 1. Forekomst og udbredelse af gul stenbræk i UTM-kvadrater ved den nationale overvågning i 2021. Grønne kvadrater viser kvadrater med fund af arten og kvadrater i grå viser undersøgte kvadrater uden fund. Grænsen mellem den atlantiske og den kontinentale biogeografiske region er vist med en sort streg.
Figur 2. Bestandsudviklingen for gul stenbræk i perioden 2004-2021 for de 10 lokaliteter/bestande hvor arten er overvåget (*bemærk at Halkær er opdelt i to bestande siden 2011). Data viser en signifikant parabelform (p<0,001) hvor den samlede bestand af gul stenbræk igen er i fremgang efter en lang periode med tilbagegang (2004-2017).
Udviklingstendensen er analyseret med en random coefficient generalized mixed model med poisson fordeling af responsvariablen. Modellen tager hensyn til, at lokaliteterne kan have forskellig trends. Analysen er lavet med PROC GLIMMIX i SAS 9.4 (Littell m.fl. 2006).
