Grøn buxbaumia er en lille bladmos, som let overses i felten. Hos grøn buxbaumia er selve planten (gametofytten) uanseelig mens sporehuset på sporehusstilken (sporofytten) kan blive op til 1,5 cm lang. De aflangt ægformede sporehuse kommer frem hen på efteråret og er grønne indtil lige før modning i foråret, hvor de bliver lysebrune. Artens livscyklus er beskrevet af Wiklund (2004).

Grøn buxbaumia er i Danmark fortrinsvis, men ikke udelukkende, fundet i skove med lang kontinuitet. Arten vokser ofte i skovbunden eller på uforstyrrede skovvejskrænter eller diger på steder karakteristeret af fugtigt mikroklima og moderat soleksponering. Vækstsubstratet er oftest stærkt nedbrudt ved eller humus fx stubbe af rødgran, ædelgran eller sjældnere bøg (Bertelsen & Leth, 2019).

På grund af det ringe kendskab til forekomsten af grøn buxbaumia, har eftersøgningen af arten tidligt i overvågningsperioden formodentlig været for snæver når det kommer til voksested. I takt med at antallet af fund er steget, har man nu en bedre forståelse for artens habitatpræferencer (Bertelsen & Leth, 2019).

Overvågningen omfatter dels en fastlæggelse af artens udbredelse udtrykt ved antallet af UTM-kvadrater og lokaliteter arten optræder i (Tabel 1 og Figur 1) og dels en systematisk bestandsopgørelse. En bestand er en sammenhængende samling af sporehuse af grøn buxbaumia på et voksested.

Det eneste observerbare stadium af grøn buxbaumias livscyklus er de grønne sporehuse med tilhørende sporehusstilke (setae). Det er ikke muligt i felten at afgøre, om et sporehus repræsenterer ét individ (protonema), eller om et protonema sætter flere sporehuse. Overvågningen udføres ved en optælling af sporehuse (eller sporehusstilke, hvis sporehuset mangler) og antallet af sporehuse bruges som et indirekte mål for bestandsstørrelsen.

Da grøn buxbaumia oftest vokser i skov og tit inden for meget små levestedsarealer, er det ikke muligt at stedfæste bestandens aktuelle udbredelsesareal tilstrækkeligt præcist med GPS. I stedet vurderes voksestedets størrelse ud fra en syv punkts-skala (0-0,5m², 0,5-1m², 1-2m², 2-5m², 5-10m², 10-100m², >100m²). Der registreres endvidere en række levestedsdata i form af biotiske og abiotiske faktorer, jf. den tekniske anvisning (Wind & Nygaard, 2017). Metoden er stort set uændret gennem de tre programperioder.

Grøn buxbaumia er siden 2004 blevet overvåget intensivt i et stadigt stigende antal bestande og eftersøgt på et større antal potentielle lokaliteter. I første programperiode (2004-2009) og i starten af anden programperiode (2010-2015) blev grøn buxbaumia overvåget i 2004, 2007 og 2011 på den eneste kendte lokalitet i Gribskov på Sjælland. Arten blev i samme periode eftersøgt uden fund i yderligere 25 UTM-kvadrater. I 2014 blev arten fundet på 18 nye lokaliteter. I tredje programperiode (2016-2021) blev arten overvåget i 2017 og 2020. En gennemsøgning af især Grib Skov og Tisvilde Hegn i 2017 førte til yderligere 38 nye lokaliteter dér, samt 6 andre lokaliteter andre steder i landet, hovedsageligt i Nordsjælland; men også i det nordøstlige Jylland. Arten blev ikke genfundet på den oprindelige lokalitet i Gribskov i tredje programperiode, ligesom den heller ikke blev fundet på 53 lokaliteter med potentielle levesteder i 2017.

Ud fra den nye viden om forekomsten af grøn buxbaumia fra den ekstraordinære eftersøgning i 2017 blev lokaliteterne i 2020 udvalgt, således at arten blev eftersøgt i alle UTM-kvadrater med kendte fund fra 2010-2020. I 2020 blev arten fundet på 27 lokaliteter – altså færre end i 2017, dog med tilsvarende færre eftersøgte lokaliteter i 2020 sammenlignet med den ekstraordinære indsats i 2017. De 27 lokaliteter var til gengæld spredt på 20 UTM-kvadrater mod de 14 i 2017.

Grøn buxbaumia er i de tre programperioder 2004-2009, 2010-2015 og 2016-2021 blevet registreret på henholdsvis én lokalitet i ét UTM-kvadrat, 19 lokaliteter i 12 UTM-kvadrater og 73 unikke lokaliteter i 20 UTM-kvadranter (Tabel 2). Det maksimale antal sporehuse på den oprindelige lokalitet var 79 (i 2007), og af de resterende lokaliteter husede Horserød Hegn det maksimale antal i både 2014 (1020), 2017 (303) og 2020 (447).

Den målrettede eftersøgning har medført en betragtelig stigning i antallet af sporehuse i 2014, 2017 og 2020 i forhold til de tre første optællingsår (Tabel 2). Antallet af optalte sporehuse (inkl. henfaldne sporehuse og setae) af grøn buxbaumia er faldet fra 2027 i 2014, over 1596 i 2017 til 1105 i 2020. Faldet i perioden 2014 til 2017 skyldes hovedsageligt en væsentlig reduktion i antallet af sporehuse i nogle af de store bestande. Selv registreringen af 43 nye lokaliteter i 2017 har ikke kunne opveje faldet i antallet af sporehuse. Faldet fra 2017 til 2020 kan ikke tolkes som en nedgang i bestandsstørrelser, da arten blev eftersøgt på flere lokaliteter i 2017 end 2020, og da en stor del af de besøgte lokaliteter i 2020 ikke overlapper med lokaliteterne i 2017. Det er derfor vanskeligt at udtale sig om bestandsudviklingen. Arealerne af bestandene er oftest små (Tabel 2), men ligesom for antallet af sporehuse er det svært at konkludere noget om udviklingen i bestandsarealer pga. de skiftende lokaliteter. I 2020 var henfaldende nåletræ det primære levested for grøn buxbaumia, og fundene blev især gjort på stammer eller stubbe af nåletræ under nedbrydning.

Grøn buxbaumia synes umiddelbart i fremgang, men fremgangen skyldes et bedre kendskab til grøn buxbaumias morfologi, biologi, fænologi og økologi samt en målrettet eftersøgning på egnede voksesteder. På trods af de mange nyopdagede levesteder for grøn buxbaumia er den stadig én af de arter, vi ved for lidt om til at kunne vurdere dens aktuelle status (Goldberg 2019). På nuværende tidspunkt er der ikke umiddelbart tegn på, at arten er i tilbagegang, men konvertering af nåletræsplantager til løvskove kan på sigt påvirke bestanden negativt (Moeslund 2019).