Ophiogomphus cecilia
Habitatdirektivet | Rødliste | Bevaringsstatus (Artikel 17) | Periodens resultat | Udviklingstendens |
---|---|---|---|---|
Bilag II og IV | Moderat ugunstig | Fundet på 77 lokaliteter | Positiv |
I 2020 blev grøn kølleguldsmed registreret på 77 lokaliteter i 46 UTM-kvadrater, hvilket er det hidtil største antal i forbindelse med NOVANA-overvågningen. Bestanden øger dermed fortsat sin udbredelse i Danmark.
Grøn kølleguldsmed er en rentvandsart, der yngler i hurtigtstrømmende og rene, iltrige vandløb. I Danmark forekommer grøn kølleguldsmed kun i Jylland, hvor den er knyttet til en række større vandløbssystemer. Larven lever nedgravet i sand eller grus. De voksne guldsmede opholder sig overvejende tæt på vandløbet. Grøn kølleguldsmed har tidligere været regnet for sjælden og fåtallig og blev i 1970’erne anset for at være i stærk tilbagegang (Rasmussen 2007).
Overvågningen af grøn kølleguldsmed sker ved eftersøgning af afskudte larvehuder (exuvier) og visuel observation af voksne individer i flyvetiden (Søgaard 2017). En del af overvågningen sker i et fast stationsnet. Det er ikke muligt at estimere bestandsstørrelser på baggrund af overvågningsmetoden, så artens samlede bestandsstørrelse i Danmark er ukendt på individniveau. Bestandens udbredelse (antal lokaliteter/UTM-kvadrater) kan indirekte anvendes som en grov indikation af ændringer i bestandsstørrelse.
Grøn kølleguldsmed er i NOVANA-programmet blevet overvåget ekstensivt på landsplan i 2004, 2007, 2011, 2014, 2018 og 2020.
I 2020 blev grøn kølleguldsmed overvåget på 118 lokaliteter fordelt på 63 UTM-kvadrater. Arten blev registreret på 77 lokaliteter i 46 UTM-kvadrater (Fig. 1, Tab. 1).
Ved Danmarks rapportering af bevaringsstatus for naturtyper og arter til EU-kommissionen i 2019 blev bevaringsstatus for grøn kølleguldsmed vurderet som moderat ugunstig i både den atlantiske og kontinentale biogeografiske region (Fredshavn m.fl. 2019).
I 2004, 2007 og 2011 blev grøn kølleguldsmed fundet på i alt 62 lokaliteter fordelt på 27 UTM-kvadrater, mens arten i 2014 og 2018 blev fundet på i alt 46 lokaliteter fordelt på 29 UTM-kvadrater. I 2020 blev grøn kølleguldsmed fundet på 77 lokaliteter fordelt på 46 UTM-kvadrater, hvilket dermed er det hidtil højeste antal lokaliteter og UTM-kvadrater i forbindelse med NOVANA-overvågningen. Det er vigtigt at bemærke, at overvågningsindsatsen i 2020 var forholdsvis stor sammenlignet med tidligere år. Resultaterne indikerer dog, at grøn kølleguldsmed fortsat øger sin udbredelse i Danmark.
Grøn kølleguldsmed tilgodeses givetvis af en forbedret vandløbskvalitet og vurderes at forekomme i levedygtige bestande i alle de fem store vandløbssystemer. Der er næppe tvivl om, at arten fortsat vil øge sin udbredelse i de kommende år, hvilket på sigt kan sikre den gunstig bevaringsstatus.