Aarhus Universitets segl

Sortplettet blåfugl

Maculinea arion

Sammenfatning

Habitatdirektivet

Rødliste

Bevaringsstatus
(Artikel 17)

Periodens resultat

Udviklingstendens

Bilag IV

Kritisk truet (CR)

Stærkt ugunstig

Fundet på 3 lokaliteter

 Stabil

I både 2017 og 2020 blev sortplettet blåfugl registreret på tre lokaliteter i ét UTM-kvadrat. Selvom bestanden tilsyneladende har stabiliseret sig, må arten fortsat betegnes som sårbar med henvisning til den ringe bestandsstørrelse og den begrænsede udbredelse.

Om arten

Sortplettet blåfugl lever på tørre, varme lokaliteter såsom overdrev og klitheder med forekomst af værtsplanterne timian (Thymus spp.) og/eller merian (Origanum vulgare) samt værtsmyren Myrmica sabuleti.

Sortplettet blåfugl har været kendt fra omkring 50 lokaliteter beliggende på Bornholm, Møn, Sydsjælland, Nordøst- og Nordvestsjælland, Samsø, Djursland, ved Horsens og i Hammer Bakker samt ved Jammerbugten. Siden midten af 1990´erne kendes arten kun fra Høje Møn, idet de seneste registreringer i Jylland var på henholdsvis Bulbjerg i 1991 og Grønne Strand i 1997 (Søgaard m.fl. 2011). Danmarks eneste bestand findes i dag i og omkring Høvblege Bakker på Møn. Lokaliteten har været regelmæssigt overvåget siden 1991. Sortplettet blåfugl er registreret hvert år, men i ganske varierende antal.

De største trusler mod sortplettet blåfugl er dels tilgroning som et resultat af manglende græsning og dels overgræsning. Den lille, isolerede bestand er desuden sårbar over for eksempelvis tørke, der kan påvirke larvernes overlevelse negativt, og våde somre, der nedsætter hunnernes ægproduktion (Thomas m.fl. 2009).

Overvågningsmetoder

Sortplettet blåfugl overvåges ekstensivt i NOVANA-programmet. Overvågningen baserer sig på en visuel eftersøgning af individer af sortplettet blåfugl i flyvetiden samt æglæggende hunner og larver (Søgaard & Helsing 2017). Desuden foretages en vurdering af forekomsten af værtsplanterne timian Thymus spp. og/eller merian Origanum vulgare i juni-juli efter DAFOR-skalaen.

Resultater

Sortplettet blåfugl er i NOVANA-programmet blevet overvåget ekstensivt på landsplan i 2005, 2011, 2014, 2017 og 2020.

I både 2017 og 2020 blev sortplettet blåfugl overvåget på otte lokaliteter. Arten blev begge år registreret på tre lokaliteter i ét UTM-kvadrat (Fig. 1, Tab. 1).

Det er vanskeligt at estimere bestandsstørrelser på baggrund af overvågningsmetoden, så artens samlede bestandsstørrelse i Danmark er ukendt på individniveau. Bestandsstørrelsen blev dog i 2003 anslået til 200-400 individer (Wind & Pihl, 2004). Ved overvågningen i 2014, 2017 og 2020 blev der optalt henholdsvis 47, 30 og 106 individer.

Udvikling i forekomst og udbredelse

Ved Danmarks rapportering af bevaringsstatus for naturtyper og arter til EU-kommissionen i 2019 blev bevaringsstatus for sortplettet blåfugl vurderet som stærkt ugunstig i den kontinentale biogeografiske region (Fredshavn m.fl. 2019).

Resultaterne af overvågningen af sortplettet blåfugl i 2017 og 2020 dokumenterede, at arten fortsat har en meget begrænset udbredelse i Danmark.

Der gennemføres i disse år målrettede tiltag med henblik på at sikre og udvide artens levesteder på Møn. Det er således målet, at sortplettet blåfugl på sigt vil spredes til nærliggende områder og dermed øge bestandens størrelse og udbredelse. Indtil da må bestanden af sortplettet blåfugl fortsat betegnes som sårbar alene på baggrund af den ringe bestandsstørrelse og artens begrænsede udbredelse.

Phengaris arion - Nature Conservation-001-073-g019
Sortplettet blåfugl Maculinea arion
Foto: Chris Van Swaay, Wikimedia Commons

Referencer

  • Fredshavn, J. R., Nygaard, B., Ejrnæs, R., Damgaard, C., Therkildsen, O. R., Wind, P., Johansson, L. S., Alnøe, A. B., Dahl, K., Nielsen, E., Pedersen, H. B., Sveegaard, S., Galatius, A., & Teilmann, J. 2019. Bevaringsstatus for naturtyper og arter – 2019: Habitatdirektivets Artikel 17-rapportering. Aarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi. Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Nr. 340
  • Søgaard, B., Nielsen, P.S. & Holm, T.E. 2011. Overvågning af sortplettet blåfugl Maculinea arion. Teknisk anvisning til ekstensiv overvågning fra DCE's Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk natur; Nr. A10 Ver. 1. Aarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi.
  • Søgaard, B. & Helsing, F. 2017. Overvågning af sortplettet blåfugl Maculinea arion. Aarhus Universitet, DCE Nationalt Center for Miljø og Energi.
  • Thomas, J.A., Simcox, D.J. & Clarke, R.T. 2009. Successful conservation of a threatened Maculinea butterfly. Science 325(5936):80-3.
  • Wind, P. & Pihl. S. (red.). 2004. Den danske rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet (opdateret april 2010).