Aarhus Universitets segl

Skæv vindelsnegl

Vertigo angustior

Sammenfatning

Habitatdirektivet

Rødliste

Bevaringsstatus
(Artikel 17)

Periodens resultat

Udviklingstendens

Bilag II

Ikke vurderet

Stærkt ugunstig

Fundet på 147 lokaliteter

 Positiv

I 2018-2020 blev skæv vindelsnegl overvåget på 542 lokaliteter. Arten blev registreret på 147 lokaliteter i 102 UTM-kvadrater. Bestandsstørrelsen og udbredelsen udvikler sig tilsyneladende positivt, men overvågningen dokumenterede, at arten fortsat har en fragmenteret forekomst i den kontinentale biogeografiske region i Danmark.

Om arten

Skæv vindelsnegl findes typisk på kalkrige, ofte noget fugtige eller sumpede arealer af rigkær, ugødskede enge, starsumpe, væld, overdrev, strandskrænter, naturligt lysåbne, blandede løvskove (stort set uden bøg), markhegn, stengærder/stensætninger, strandvolde og muligvis også klippeblokke. Desuden findes arten ofte på ekstensivt afgræssede arealer, med starer eller græsser. Skæv vindelsnegl er således bl.a. fundet mellem mere eller mindre fugtige, visne blade af starer og græsser, f.eks. i form af visne bladlag fra foden af planterne, der ofte er små eller større tuedannende arter (Søgaard m.fl. 2018).

Overvågningen har vist et stigende antal lokaliteter med forekomst af skæv vindelsnegl i det kendte udbredelsesområde. Arten er således udbredt i den kontinentale region, men forekomsterne er fragmenterede. I Jylland mangler arten tilsyneladende i den nordligste del.

De største trusler mod skæv vindelsnegl er afvanding, manglende græsning og eutrofiering.

Overvågningsmetoder

Skæv vindelsnegl overvåges ekstensivt i NOVANA-programmet. Overvågningen baserer sig på direkte eftersøgning/observation, men arten kan også findes ved at ryste egnet substrat, fx tuer af græsser og starer samt ældre eller visne blade (Søgaard m.fl. 2018). Desuden registreres den eller de habitatnatur- og levestedstyper, der findes på lokaliteten.

Resultater

Skæv vindelsnegl er blevet overvåget ekstensivt på landsplan i perioderne 2005-2007, 2012-2014 og 2018-2020.

I 2005-2007 blev skæv vindelsnegl overvåget på 652 lokaliteter. Arten blev registreret på 65 lokaliteter fordelt på 39 kvadrater.

I 2012-2014 blev skæv vindelsnegl overvåget på 804 lokaliteter. Arten blev registreret på 109 lokaliteter fordelt på 48 UTM-kvadrater.

I 2018-2020 blev skæv vindelsnegl overvåget på 542 lokaliteter. Arten blev registreret på 147 lokaliteter i 103 UTM-kvadrater (Fig. 1, Tab. 1).

Det er ikke muligt at estimere bestandsstørrelser på baggrund af overvågningsmetoden, så artens samlede bestandsstørrelse i Danmark er ukendt på individniveau.

Skæv vindelsnegl blev primært registreret på lokaliteter med levestedstyperne ”Starsumpe og fugtige enge”, ”Rigkær og ekstremrigkær” og ”Andet” (Fig. 2).

Udvikling i forekomst og udbredelse

Ved Danmarks rapportering af bevaringsstatus for naturtyper og arter til EU-kommissionen i 2019 blev bevaringsstatus for skæv vindelsnegl vurderet som moderat ugunstig i den kontinentale biogeografiske region (Fredshavn m.fl. 2019).

Ved overvågningen i 2018-2020 blev skæv vindelsnegl fundet på et større antal lokaliteter og i flere kvadrater end i tidligere overvågningsperioder på trods af en mindre overvågningsindsats. Overvågningen dokumenterede, at arten fortsat har en fragmenteret forekomst i den kontinentale biogeografiske region i Danmark, mens den mangler i den atlantiske biogeografiske region.

De nye forekomster af skæv vindelsnegl repræsenterer sandsynligvis i en vis udstrækning hidtil oversete forekomster frem for nyetablerede. Et øget kendskab til variationsbredden af levesteder har desuden bidraget til flere fund af skæv vindelsnegl. Bestandsstørrelsen og udbredelsen udvikler sig tilsyneladende positivt, men i mange tilfælde kan der dog være tale om oversete forekomster og ikke nyetablerede bestande.

Skæv vindelsnegl Vertigo angustior
Foto: Jørgen Lissner, MST ©

Referencer

  • Fredshavn, J. R., Nygaard, B., Ejrnæs, R., Damgaard, C., Therkildsen, O. R., Wind, P., Johansson, L. S., Alnøe, A. B., Dahl, K., Nielsen, E., Pedersen, H. B., Sveegaard, S., Galatius, A., & Teilmann, J. 2019. Bevaringsstatus for naturtyper og arter – 2019: Habitatdirektivets Artikel 17-rapportering. Aarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi. Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Nr. 340.
  • Søgaard, B, Holmen, M & Therkildsen, OR. 2018. Overvågning af vindelsnegle: Sumpvindelsnegl Vertigo moulinsiana, skæv vindelsnegl Vertigo angustior og kildevældsvindelsnegl Vertigo geyeri. Teknisk anvisning fra Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur, DCE, nr. A25 version 2, Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi