I NOVANA-programmet er der planlagt en landsdækkende optælling af svingfjersfældende vandfugle i i juli-august hvert sjette år. Den seneste blev gennemført i 2025 og resultaterne præsenteres i denne rapport. Mange vandfugle, herunder svaner, gæs og ænder, fælder alle svingfjer samtidigt og er derfor ude af stand til at flyve i fire-syv uger. Store dele af de indre danske farvande er lavvandede og derfor ideelle for svingfjersfældende vandfugle. Danmark huser da også meget store koncentrationer af svingfjersfældende vandfugle i sensommeren, hvor knopsvane og marine dykænder er de talrigeste arter (Andersen-Harild 1971, Joensen 1973, Laursen m.fl. 1997), og en række fuglebeskyttelsesområder er udpeget netop med henblik på svingfjersfældende arter af vandfugle. Fuglene koncentreres i ret fredelige og ofte isolerede områder, og tællingen foregår fra både flyvemaskine og fra landjorden.
De landsdækkende tællinger kombinerer tællinger foretaget fra land og fly mhp. at dække hele landet. Der ikke tradition for at offshore-delene af Skagerrak og Vesterhavet dækkes på disse tællinger, men sydlige Nordsø dækkes ofte specielt grundet forekomsten af fældende sortænder i området.
Undersøgelsesområde
I 2025 blev der gennemført en landsdækkende optælling i perioden 21. juli - 28. august med landtællinger begrænset til perioden 2. august - 20. august. Der blev i alt gennemført 15 optællinger fra fly (Tabel 1) og der blev optalt >XX lokaliteter fra landjorden.
Hovedparten af de indre danske farvande og sydlige Nordsø blev dækket på tællingen. Farvandet omkring Bornholm og nord for Sjælland blev ikke dækket (Figur 1). Dækningen er sammenlignelig med de seneste gennemførte landsdækkende optællinger i 2012 og 2018. I 2018 og 2025 dog med en betydeligt bedre dækning af kystnære lokaliteter og søer, primært optalt fra land.
På tællingen i 2018 blev der gennemført 13 optællinger fra fly i perioden 16. juli til 4. september og herudover blev der optalt >300 lokaliteter fra landjorden.