I optimal tilstand varierer vegetationen i enebærklit fra en åben og lavtvoksende vegetation med spredt opvækst af enebærbuske til mere tætte enebærkrat. Naturtypen vil med tiden gro til med skov, hvis ikke der sker tilbagevendende forstyrrelser i form af græsning, afblæsning, pålejring af sand eller brand. Modsat vil sanddæmpning, næringsbelastning og fravær af græssende dyr øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation med træer og buske, og dækningen af enebær vil da falde med tiden.
Den naturlige dynamik og tilgroningsgraden i enebærklit er i NOVANA programmet dokumenteret ved dækningen af vedplanter og enebær, bar mineraljord, vegetationens højde, der afspejler vegetationens struktur og mængden af biomasse, samt udbredelsen af forvaltningsindsatser i form af græsning og rydning.
Tilstand 2017-2022
Vedplantedækningen er generelt relativ høj i de overvågede enebærklitter med en gennemsnitlig dækning på 21 og 37 % for hhv. lave og høje vedplanter. De hyppigst registrerede vedplanter er almindelig ene, almindelig gedeblad, stilk-eg, gråris, klit-rose og almindelig røn. Enebær har en meget variabel vækstform og forekommer både som flade, brede og smalle søjleformede buske og indgår derfor både i dækningen af lave og høje vedplanter. Enebær udgør en væsentlig del af vedplantedækket med en gennemsnitlig dækning på 41 %. Der er registreret enebær i 65 % af prøvefelterne, men enebærbuskene står spredt (dækker mindre end 20 % af jordoverfladen) i knap en fjerdedel af prøvefelterne (se under artssammensætning). Den gennemsnitlige vegetationshøjde er 48 cm, og der er en relativt lav og åben vegetation i knap halvdelen af prøvefelterne (vegetationshøjde under 20 cm), hvoraf en del af arealet formodes at være overskygget af høje vedplanter. I gennemsnit er 0,01 % af jordoverfladen i enebærklit blottet og vegetationsløs hvor nye arter og individer kan spire frem fra frøbanken og etablere sig. Der er registreret tydelige tegn på græsning i 33 % af prøvefelterne mens rydning kun forekommer undtagelsesvis i enebærklit.
Geografiske mønstre
I Nordjylland er der registreret den laveste dækning af enebær, og vedplanterne er overvejende lave (under 1 meter). Udbredelsen af græsning og dækningen af bar mineraljord er højere på Sjælland og øerne, men det er samtidig her, der er den højeste gennemsnitlige vegetationshøjde. Der er for få prøvefelter i Vestjylland til at lave gennemsnit for denne region.
Overvågningsdata viser, at der signifikant højere udbredelse af rydning samt lavere dækning af høje vedplanter og i den samlede dækning af vedplanter inden for end uden for habitatområderne. For de resterende indikatorer er der ingen signifikant forskel på fordeling inden for - og uden for habitatområderne.
Udvikling 2004-2022
Der er en signifikant stigning i dækningen af lave vedplanter på 0,65 % om året, men også i udbredelsen af græsning og rydning på hhv. 0,62 og 0,87 % om året i perioden 2004-2022, mens der ikke er signifikante ændringer i de øvrige indikatorer for naturtypens dynamik og tilgroningsgrad.
Tilgroning med høje vedplanter kan både være tegn på naturlig succession og på manglende dynamik og forstyrrelser og er ikke nødvendigvis negativt.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST
