En åben og lavtvoksende vegetation med mulighed for en rig mos- og lavflora i de udvaskede og sure klitter og en artsrig urteflora, hvor sandet er kalkholdigt, forudsætter en meget begrænset tilgængelighed af næringsstoffer. Næringsbelastning af klitter forekommer typisk via atmosfærisk deposition, dog kan klitterne lokalt være påvirket af direkte gødskning eller afdrift fra dyrkede marker.
Næringsstatus i de grå/grønne klitter er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH i jordbunden, kvælstofindholdet i løvet samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio. Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. Kvælstofindholdet i laver, mosser, græsser, halvgræsser og skudspidser af dværgbuske afspejler den aktuelle kvælstofdeposition. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt.
Tilstand
De grå/grøn klitters pH ligger i gennemsnit på 4,5, men varierer fra 3 til 7. En tredjedel af pH-målingerne ligger mellem 3 og 4 og repræsenterer de sureste og mest udvaskede grå klitter, mens mindre end 10 % af værdierne ligger mellem 6 og 7 og repræsenterer de mest kalkrige grønsværsklitter.
Der er målt et gennemsnitligt kvælstofindhold i skudspidserne af dværgbuske (primært revling) på 1,4 %, hvilket vurderes at være grænsen mellem påvirkede og upåvirkede lokaliteter i Danmark. Lidt mere end halvdelen af målingerne ligger over 1,4 %, hvilket tyder på en vis påvirkning af kvælstof fra luften. Niveauet er lidt højere for kvælstofindholdet i græsser og halvgræsser (sand-star), hvor der er målt et gennemsnit på godt 1,7 %. Der mangler viden om, hvorvidt de målte værdier i græsser og halvgræsser falder inden for den naturlige variationsbredde for naturtypen.
Den gennemsnitlige næringsratio, beregnet ud fra arternes dækningsgrader i pinpoint-rammerne, er 0,74, og den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof er 3,3, hvilket er kendetegnende for relativt næringsfattige levesteder. Da naturtypen rummer en stor variation i pH, er der en betragtelig variation i de to indikatorværdier. Naturtypen spænder fra meget næringsfattig vegetation med en indikatorværdi under 3 med arter såsom sand-star, sand-hjælme, almindelig kongepen, bølget bunke, gul snerre, almindelig engelsød, hedelyng, revling, håret høgeurt og blåmunke, til relativt næringsrig vegetation med en indikatorværdi over 5 med fx marehalm, hvid-kløver, almindelig kvik, almindelig rajgræs, almindelig torskemund, draphavre, kruset skræppe og strandarve.
Udvikling
Der er registreret en signifikant stigning i kvælstofindholdet i skudspidser af dværgbuske på 0,025 % om året i perioden 2004-2015, mens der ikke er signifikante ændringer i de øvrige undersøgte indikatorer for næringsstatus.
Geografiske mønstre
Den gennemsnitlige Ellenberg indikatorværdi for næringsstof er lidt højere i den sjællandske region end i de øvrige fire, og pH er højere i grå/grønne klitter i de to østlige regioner.
Der er et signifikant lavere kvælstofindhold i skudspidserne af dværgbuske inden for habitatområderne end uden for.
En tredjedel af pH-målingerne ligger mellem 3 og 4 og repræsenterer de sureste og mest udvaskede grå klitter, mens mindre end 10 % af værdierne ligger mellem 6 og 7 og repræsenterer de mest kalkrige grønsværsklitter. Planternes kvælstofindhold (primært i revling) tyder på en vis påvirkning af kvælstof fra luften på mere end halvdelen af arealet.
Grå klit på Anholt med høj dækning af laver.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST
