Der findes kun få aktive højmoser eller højmoserester i Danmark. De findes spredt over landet med flest forekomster i Jylland. Eksempler på naturtypen er Toft Mose i Lille Vildmose i Himmerland, Brunmose i Velling Skov i Midtjylland, Kongens Mose i Sønderjylland, Holmegårds Mose i Sydsjælland og Skidendam i Nordsjælland.
Aktiv højmose er, med et samlet areal på 3000 ha, en af de mindre udbredte lysåbne terrestriske naturtyper i Danmark. Naturtypen har sin hovedudbredelse i den kontinentale region og det skønnes at 83 % af arealet ligger inden for habitatområderne. Beregninger af naturtypens udbredelsesområde og arealmæssige dækning er vist i Tabel 7110.1 og naturtypens udbredelsesområde, kendte forekomster og overvågningsstationer (2011-2016) er vist i Figur 7110.1.
Naturtypens udbredelsesområde er defineret ved kendte forekomster af naturtypen samt lokaliteter fra Wind (1994) og Aaby (1989). Selvom de seneste beregninger viser, at udbredelsesområdet med aktiv højmose er større end tidligere beregnet, vurderes det at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.
Der er gennemført en fuldstændig kortlægning af naturtypens forekomster inden for habitatområderne som en del af NOVANA-programmets operationelle overvågning i perioden 2016-2018. I mangel af en kortlægning af naturtypens forekomster uden for habitatområderne er det kortlagte areal inden for opskaleret til det biogeografiske niveau ud fra en række antagelser. Vi har antaget, at det nationale areal blot er lidt større end det kortlagte (med en faktor 1,2), idet det forventes at der er udpeget habitatområder for hovedparten af de aktive højmoser. I den kontinentale region indgår Lille Vildmose ikke i denne opskalering.
Kortlægningen har vist, at arealet med aktiv højmose er lidt mindre end tidligere rapporteret, mens beregningerne af det samlede areal med naturtypen peger på, at arealet er lidt større end i 2013. Disse forskelle kan dog ikke tages som udtryk for en reel ændring i arealet. Naturtypens areal vurderes at være stabilt, men ikke tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner. Arealet vurderes således stærkt ugunstigt i den atlantiske region (hvor referencearealet vurderes at være meget større end det eksisterende areal) og moderat ugunstigt i den kontinentale region (hvor referencearealet er lidt større).
Tabel 7110.1. Udbredelsesområde og areal for aktiv højmose (7110) som afrapporteret til EU i 2007, 2013 og 2019. Den arealmæssige dækning af naturtypen er vist ved den samlede dækning i hele landet (afrundet), det kortlagte areal inden for habitatområderne og andelen af det samlede areal, der ligger inden for habitatområderne. Arealerne er vist for de to biogeografiske regioner og for hele landet.
Figur 7110.1. Kort over areal og udbredelsesområde for aktiv højmose (7110). Udbredelsesområdet (vist med lys grå signatur) bygger på kendte forekomster af naturtypen samt lokaliteter fra Wind (1994) og Aaby (1989). Med mørk grå signatur er vist 10 km kvadrater med en dokumenteret forekomst af naturtypen fra NOVANA programmets kortlægning og overvågning. Med blåt er vist kortlagte forekomster fra den nyeste kortlægning inden for habitatområderne (2016-2018), samt kortlægningen uden for habitatområderne (2012-2015). De orange prikker viser overvågningsstationer, hvor naturtypen er registreret i et eller flere prøvefelter i perioden 2011-2016 og de orange trekanter viser ældre registreringer (2004-2010).
