Tørvelavninger er ekstremt næringsfattige levesteder, hvor kun få arter er nøjsomme nok til at overleve. Tørvelavningerne er derfor artsfattige, men til gengæld er de arter, som klarer sig her, ganske sjældne eller ualmindelige i andre habitattyper.
Tørvelavninger er en meget næringsfattig habitattype. Vegetationen består hovedsageligt af små nøjsomme og stærkt specialiserede plantearter såsom hvid næbfrø.
Foto: Peter Wind, AU
Artssammensætningen i tørvelavning er i NOVANA programmet dokumenteret ved antal arter samt antal arter, der er følsomme og meget følsomme overfor afvanding, eutrofiering eller tilgroning. Tørvelavningernes tilstand og udvikling er endvidere dokumenteret ved dækningen af mosser, tørvemosser, græsser, halvgræsser, bredbladede urter og dværgbuske. Endelig er den samlede udbredelse af invasive arter inddraget som et udtryk for den plads, der er tilbage til de naturligt hjemmehørende arter - også på længere sigt.
Tilstand
Der er i gennemsnit registreret 11 plantearter i 5 m cirklerne, og i omtrent hvert sjette felt er der mere end 15 arter. De hyppigst registrerede arter er blåtop, klokkelyng, hedelyng og smalbladet kæruld. Der er i 5 m cirklerne i gennemsnit registreret 6 arter, der er følsomme overfor kulturpåvirkning i form af afvanding, eutrofiering eller tilgroning, og omtrent tre ud af ti felter rummer mere end 10 arter. De hyppigst registrerede følsomme arter er klokkelyng, hedelyng, smalbladet kæruld, hirse-star, liden siv, mose-pors, benbræk og krybende pil. Der er i gennemsnit i 5 m cirklerne registreret 2,3 arter, der er meget følsomme overfor afvanding, eutrofiering eller tilgroning, og stort set alle felter rummer mindst én af disse arter. I to ud af fem felter er der registreret 3 eller flere meget følsomme arter, hvor rundbladet soldug, hvid næbfrø, liden soldug, brun næbfrø, tormentil og mangestænglet sumpstrå er de hyppigst registrerede.
I tørvelavning er en tredjedel af jordoverfladen dækket af mosser, og i halvdelen af prøvefelterne er mosser helt fraværende. Den mest udbredte artsgruppe er tørvemosser, der har en samlet dækning på godt 25 %.
Smalbladet kæruld, hvid næbfrø, hirse-star, liden siv, brun næbfrø og de øvrige halvgræsser udgør en væsentlig andel af vegetationsdækket med en samlet dækning på 44 %. Bredbladede urter dækker sammenlagt knap 9 % af jordoverfladen med rundbladet soldug, liden soldug, benbræk og tormentil som hyppige arter. Klokkelyng, hedelyng, revling, tranebær og andre dværgbuske har en samlet dækning på knap en fjerdedel af jordoverfladen. I knap halvdelen af felterne er dværgbuske fraværende. Græsser, med blåtop, rød svingel, tagrør og knæbøjet rævehale som de hyppigste arter, har en samlet dækning på 33 %, og der er registreret græsser i tre ud af fire prøvefelter.
Der er registreret invasive arter på 21 % af arealet med tørvelavning, og de hyppigste invasive arter er bjerg-fyr (10 %), klit-fyr (6 %) og stjerne-bredribbe (6 %).
Udvikling
Der er en signifikant stigning i den gennemsnitlige dækning af græsser på 1,7 % om året i perioden 2004-2015, mens der ikke er signifikante ændringer i de øvrige indikatorer for artssammensætningen i tørvelavning.
Geografiske mønstre
Der er registreret flere arter samt arter, der er følsomme og meget følsomme overfor næringspåvirkning, afvanding og tilgroning, i den nordjyske region og noget færre i den østjyske region. Der er store forskelle i hvilke artsgrupper, der dominerer vegetationen i de tre regioner. I Østjylland og på Fyn er der en høj dækning af dværgbuske, i Nordjylland er halvgræsser, mosser og tørvemosser mere udbredte og i Vestjylland er græsserne relativt udbredte. Til gengæld er der er ikke væsentlige forskelle i forekomsten af invasive arter.
Overvågningsdata viser, at der er signifikant flere arter, der er følsomme eller meget følsomme overfor kulturpåvirkning i form af afvanding, eutrofiering eller tilgroning, inden for habitatområderne end uden for. Der er ikke er signifikant forskel på de øvrige indikatorer for artssammensætningen i tørvelavning.
Vegetationen i tørvelavning er generelt rig på arter, der er følsomme overfor kulturpåvirkning i form af afvanding, eutrofiering eller tilgroning, men invasive arter og græsser er også relativt udbredte i vegetationen. En stigende dækning af græsser er generelt tegn på en ugunstig udvikling, idet græsser typisk er mere konkurrencedygtige end urter ved en øget tilgængelighed af næringsstoffer.
