Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kortlægning (2016-2019)

Sammenfatning

I perioden 2016-2019 er kortlagt 1.117 ha med enårig strandengsvegetation fordelt på 136 forekomster og 26 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 106 % forøgelse af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med enårig strandengsvegetation på 2 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 0,1 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 95 % af arealet, mens ingen forekomster har dårlig naturtilstand og 4 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er ikke væsentlig forskellig fra artstilstanden og 92 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 94 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er meget lavt, hvilket hænger sammen med, at dette meget dynamiske levested er naturligt fattigt på plantearter. Til gengæld er andelen af meget følsomme arter relativt høj. Der er ikke registeret invasive plantearter i dokumentationscirklerne med enårig strandengsvegetation. Det er primært er dækningen af bar jord og lave græsser og urter, tegn på eutrofiering samt tilstedeværelsen af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og strukturtilstanden er noget højere end i den forrige kortlægning (2010-2012), mens artstilstanden er nogenlunde uændret. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de to kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne. Kortlægningsdata viser tegn på en stigning i udbredelsen af græsning, som følge af indgåelsen af en række nye plejeaftaler siden 2014 som en del af naturplanindsatsen.