Aarhus Universitets segl

Naturtilstand

Den tredje kortlægning inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at 95 % af arealet med enårig strandengsvegetation og 94 % af forekomsterne med naturtypen har høj eller god naturtilstand (se Figur 1310.102). Ganske få arealer har dårlig og ingen har ringe naturtilstand. Den gennemsnitlige indeksværdi for naturtilstand er på 0,81 for de 136 forekomster med enårig strandengsvegetation (Tabel 1310.102).

Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har ikke medført ændringer i den gennemsnitlige tilstand (Figur 1310.102 og Tabel 1310.102). Figur 1310.101 viser andelen af enårig strandengsvegetation i høj eller god naturtilstand i de 26 habitatområder, hvor naturtypen er kortlagt inden for de nye afgrænsninger. Det ses, at der er stor forskel på tilstanden i de forskellige habitatområder, men ingen tydelige geografiske mønstre i fordelingen.

Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypens struktur- og artstilstand og der er ikke væsentlig forskel på de to indices. Således har 92 % af arealet høj eller god strukturtilstand, mens 94 % af arealet har en artstilstand i en af de to bedste tilstandsklasser. Det ses også af de gennemsnitlige indeksværdier, der ligger på hhv. 0,81 og 0,84 (Tabel 1310.102). Det gennemsnitlige naturtilstandsindeks (Tabel 1310.102) er steget markant fra anden til tredje kortlægning (enårig strandengsvegetation blev ikke kortlagt i første runde), og der er tilsvarende en stigning i andelen af arealet i høj naturtilstandsklasse (Figur 1310.102). Disse ændringer dækker over en markant stigning i strukturindekset og andelen af arealet i den bedste strukturtilstandsklasse, mens artsindekset og andelen i høj artstilstand er steget en smule (se også afsnit om strukturindikatorerne). Da det kortlagte areal med enårig strandengsvegetation stiger markant gennem perioden, kan de gennemsnitlige ændringer ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne. En del af forskellen i den strukturelle tilstand mellem anden og tredje kortlægning kan således forklares ved en meget høj naturtilstand på Saltholm, der ikke var kortlagt som enårig strandengsvegetation i anden kortlægningsrunde.

Figur 1310.102. Fordelingen af de kortlagte arealer på de fem tilstandsklasser (høj, god, moderat, ringe og dårlig) for naturtypen enårig strandengsvegetation (den øverste figur). Til venstre er vist naturtypens naturtilstand, i midten strukturtilstanden og til højre artstilstanden. Tilstandsklasserne er vist for 1) første kortlægningsrunde (enårig strandengsvegetation blev ikke kortlagt i den første kortlægningsrunde (2004-2006)), 2) anden kortlægningsrunde (2010-2012), samt tredje kortlægningsrunde (2016-2019) med 3a) den gamle afgrænsning og 3b) den nye afgrænsning af habitatområderne. Fordelingen er som udgangspunkt vist som den procentvise andel af arealet (hvor hver forekomst er vægtet ved dets areal), men kan via dropdown-menuen også vises som antal kortlagte forekomster og det kortlagte areal (i ha) i hver tilstandsklasse. Den nederste figur viser fordelingen i tilstandsklasserne for en valgbar naturtype, alle de lysåbne terrestriske naturtyper samlet, eller samme naturtype med en anden opgørelsesmetode (antal, areal i ha eller areal i %).

Se tidligere rapporteringer:

Se indeksværdier:

  • Naturtilstand