Gul stenbræk er en flerårig urt. Når den skal blomstre, skyder en lodret, op til 30 cm lang, blomsterbærende stængel frem fra overvintringsknoppen. Samtidig anlægges der en eller flere korte, vandret krybende udløbere, der ender i en ny overvintringsknop, som rodfæstes sidst på vækstsæsonen. Herved anlægges et eller flere datterindivider, der sammen med moderindividet danner en klon. Forbindelsen til moderindividet opløses, når det visner bort efter endt frugtsætning. Gul stenbræk har således både en generativ og vegetativ formeringsstrategi. Undersøgelser af artens formeringsevne viser en ringe kønnet spredningsevne, og at spredning primært foregår vegetativt på voksestedet (Olesen & Warncke 1987).

Gul stenbræk vokser i Danmark i moslaget i lysåbne væld og vældmoser med konstant fremsivende, enstempereret grundvand året igennem (paludellavæld).

Overvågningen omfatter dels en fastlæggelse af artens udbredelse udtrykt ved antallet af UTM-kvadrater og lokaliteter arten optræder i (Tabel 1 og Figur 1) og dels en systematisk bestandsopgørelse. En bestand af gul stenbræk er en sammenhængende samling af individer (kloner) på et voksested. På grund af den vegetative formeringsform er det umuligt i felten at adskille de enkelte individer. Derfor opgøres artens bestandsstørrelse som antallet af skud og da de vegetative skud ofte gemmer sig i mosdækket overvåges artens bestand ved antallet af blomstrende skud.

Overvågningen udføres ved en totaloptælling af blomstrende skud vel vidende, at antallet af blomstrende skud mere er et udtryk for blomstringsintensitet og formeringsevne det pågældende år, og at antallet af blomstrende skud kan variere betydeligt fra år til år (Fig. 3), også selv om bestandens udstrækning varierer mindre. Er der ingen blomstrende skud på tidligere positive lokaliteter, eftersøges vegetative skud for at dokumentere gul stenbræks forsatte forekomst og udbredelse på et voksested jf. den tekniske anvisning (Wind & Nygaard 2017). For store bestande, dvs. bestande med flere end 100 blomstrende skud, fastlægges bestandens udstrækning på levestedet, ved hjælp af GPS. For små og opdelte bestande af gul stenbræk registreres den arealmæssige dækning og antal blomstrende skud for hver enkelt lille bestand.

Gul stenbræk er siden 2004 blevet overvåget intensivt på alle kendte lokaliteter med arten og eftersøgt på et større antal potentielle lokaliteter. I første programperiode blev gul stenbræk overvåget årligt på syv lokaliteter og eftersøgt uden fund på yderligere 13 lokaliteter. I anden programperiode blev gul stenbræk overvåget årligt på ti lokaliteter og eftersøgt uden genfund på ni andre lokaliteter, hvor den tidligere har været fundet, eller som er blevet vurderet som egnede voksesteder. I tredje programperiode er gul stenbræk overvåget hvert andet år på de samme ti lokaliteter som i anden periode. Arten er eftersøgt på yderligere 7 lokaliteter i 2019.

NOVANA-programmets systematiske gennemgang af potentielle levesteder med arten har ført til, at antallet af kendte lokaliteter er øget fra fem til 10 lokaliteter 2004 (Tabel 1 og 2). En del af forøgelsen dækker over, at to lokaliteter (Halkær og Kvorning) er opdelt i to delbestande, så der reelt kun er kommet tre nye lokaliteter til. Eftersøgningen af levesteder i de to første programperioder har ført til genfund ved Bredsgårde i 2007 og nyfund ved Resen Bæk i 2012, Binderup Ådal i 2013 og Rødding i 2015. Gul stenbræk har formodentlig vokset på disse lokaliteter længe, men de vegetative bestande kan være svære at erkende i moslaget.

Gul stenbræk er i 2019 blevet registreret på alle de 10 lokaliteter hvor arten har kendte forekomster. Der er i 2019 sammenlagt registreret 6.195 blomstrende skud, hvilket er det højeste antal siden 2005 og en markant forøgelse af den nationale bestand efter en lang periode med en negativ bestandsudvikling. Det høje antal blomstrende skud skyldes især registreringen af markant flere blomstrende skud i den største bestand ved Rosborg sø, der næsten er femdoblet fra 2017 til 2019 (Tabel 2).

Resultaterne af den intensive overvågning af gul stenbræk i perioden 2004-2019 viser, at antallet af blomstrende skud svinger fra år til år i de enkelte bestande. En statistisk analyse af den overordnede trend viser, at der er en signifikant tilbagegang i den nationale bestand (Figur 2, p< 0,001). Analysen estimerer en relation for hver lokalitet og bedømmer overordnet om der er en trend henover årene. Der er også en signifikant tilbagegang for Rosborg-bestanden gennem perioden (p<0,001). Så det høje antal registrerede skud i 2019 kan ikke alene kompensere for de lave bestandsmål omkring 2014.

I overvågningen anvendes antallet af blomstrende skud af gul stenbræk som et indirekte mål for bestandsstørrelsen. Antallet af blomsterstande afspejler artens blomstringsintensitet og formeringsevne det pågældende år og ikke nødvendigvis er udtryk for bestandens reelle størrelse, der formodes at være mere stabil. Blomstringsintensiteten er følsom over for en række biotiske og abiotiske faktorer, herunder klimatiske forhold som temperatur og nedbørsmængde.

• Hoff M 1943. Crassulaceernes og Saxifragaceernes udbredelse i Danmark. TBU 11. - Bot. Tidsskr. 47: 95-121.
• Olesen JM & Warncke E 1987: Gul Stenbræks naturhistorie. - URT 1987: 3-16.
• Wind P 1988. Fem fund af Gul Stenbræk (Saxifraga hirculus L.). - URT 1988: 68-76.
• Wind P Stoltze M Fog K Guldager D Christiansen LB & Rybacki M 1999. Overvågning af rødlistede arter 1998. Danmark. Naturovervågning. - Danmarks Miljøundersøgelser. Arbejdsrapport fra DMU nr. 110.
• Wind P & Nygaard B 2017. Overvågning af gul stenbræk Saxifraga hirculus. – DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, Teknisk anvisning fra DCE nr. A31, version 2, 19 s.