Tør hede findes på tør, sandet og udvasket, næringsfattig og sur bund og har en vegetation præget af dværgbuske. Tør hede er et semi-naturligt økosystem, som i fravær af naturlige forstyrrelser langsomt vil undergå en naturlig tilgroning.
Dynamik og tilgroningsgraden på tør hede er i NOVANA programmet dokumenteret ved dækningen af lave og høje vedplanter, vegetationens højde og dækningen af blottet mineraljord, der afspejler vegetationens struktur og mængden af biomasse, samt udbredelsen af forvaltningsindsatser i form af græsning og rydning. Endelig er dækning af angreb af lyngens bladbille registreret.
Tilstand 2017-2022
Vedplantedækningen er generelt lav i de overvågede tørre heder med en gennemsnitlig dækning på 2,2 og 12 % for hhv. lave og høje vedplanter. De hyppigst registrerede vedplanter er almindelig eg, almindelig røn, dun-birk, glansbladet hæg og skov-fyr.
Den gennemsnitlige vegetationshøjde på tør hede er 22 cm og kun under 1 % af prøvefelterne er vegetationsløse og med blottet mineraljord, hvor der er mulighed for regeneration af nye individer og arter.
Der er tegn på skader efter angreb af bladbiller på gennemsnitligt 1,1 % af arealet med tør hede og der er ingen tegn på angreb i 95 % af 5 m cirklerne. Der har ikke været større synkrone angreb over store afstande i perioden 2011-2022.
Der er registreret tydelige tegn på græsning i 29 % af prøvefelterne mens slåning og rydning forekommer i 8 % af prøvefelterne.
Geografiske mønstre
Der er forskel på den gennemsnitlige dækning af vedplanter mellem de fire regioner. Den laveste dækning af lave vedplanter er i Vestjylland, og den højeste er på Sjælland og øerne, mens den højeste dækning af høje vedplanter er i Nordjylland. Vegetationens gennemsnitlige højde er størst på Sjælland og nogenlunde ens i resten af landet.
Overvågningsdata viser endvidere, at der er en signifikant lavere dækning af høje vedplanter inden for - end uden for habitatområderne, mens der ikke er signifikant forskel for resten af indikatorerne for dynamik og tilgroning.
Udvikling 2004-2022
Der er en signifikant stigning i dækningen af høje vedplanter på 0,4 % om året i perioden 2004-2022 samt en signifikant stigning i den gennemsnitlige vegetationshøjde på 0,15 cm om året. Det tyder på en tiltagende tilgroning på trods af en signifikant stigning i forekomsten af græsning på 0,0007 % om året i perioden. Der er ingen signifikant udvikling i dækningen af bar mineraljord, lave vedplanter og udbredelsen af rydning og angreb af lyngens bladbille i perioden.
Tør hede er domineret af dværgbuske, og vedplantedækningen er generelt lav. Tør hede i Gjern Bakker.
Foto: Lasse Werling, MST