Den tredje kortlægning inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at 65 % af arealet med græs-indlandsklit og 55 % af forekomsterne med naturtypen har høj eller god naturtilstand (se Figur 2330.102). Ingen arealer har dårlig naturtilstand, mens 4 % af arealet og 7 % af forekomsterne har ringe naturtilstand og er dermed afhængige af en større indsats for at opnå en gunstig tilstand. Den gennemsnitlige indeksværdi for naturtilstand er på 0,60 for de blot 29 forekomster med græs-indlandsklit (Tabel 2330.102). Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har medført et mindre fald i den gennemsnitlige tilstand (Figur 2330.102 og Tabel 2330.102). Figur 2330.103 viser andelen af græs-indlandsklitterne i høj eller god naturtilstand i de 13 habitatområder, hvor naturtypen er kortlagt inden for de nye afgrænsninger. Det ses, at der er stor forskel på tilstanden i de forskellige habitatområder, men ingen tydelige geografiske mønstre i fordelingen.

Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypens struktur- og artstilstand. Der er ikke væsentlige forskelle på struktur- og artstilstanden i græs-indlandsklit og de gennemsnitlige indeksværdier er på hhv. 0,62 og 0,60 (Tabel 2330.102). Der er ingen forskel på arealandelen i høj og god arts- og strukturtilstand (udgør hhv. 72 og 73 % af arealet). Mens de gennemsnitlige indeksværdier (Tabel 2330.102) er uændret fra anden til tredje kortlægning, ses en markant forøgelse af arealandelen i høj og god tilstand i alle tre indices. Da det kortlagte areal med græs-indlandsklit falder markant fra anden til tredje kortlægning, kan de gennemsnitlige ændringer ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne. Fra første til anden kortlægning kan en del af ændringerne i strukturindekset, og dermed også naturtilstandsindekset, tilskrives, at der ikke var udpeget eksempler på naturtypekarakteristiske strukturer for indlandsklitterne i den første kortlægning (Fredshavn 2004).