Græs-indlandsklit forekommer på næringsfattige, sure sandjorde, hvor større forstyrrelser har resulteret i eksponering af det underliggende sand og har dannet flyvesandsklitter. Vegetationen er relativ åben med dominans af græsarter samt mos og laver. Naturtypen ligner typisk hede, men med islæt af arter, der er knyttet til lidt tørrere og varmere forhold. De åbne sandområder kan blive koloniseret af enårige arter samt græsarterne sandskæg og hvene.
Næringsstatus i græs-indlandsklit er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH og Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof. Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering.
Tilstand 2017-2022
Den gennemsnitlige pH i jordbunden er 3,9 og dermed højere end de øvrige indlandsklittyper. Det skal dog bemærkes, at gennemsnittet bygger på blot 11 målinger. Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof er 2,7, hvilket er kendetegnende for ekstremt næringsfattige levesteder.
Geografiske mønstre
Hovedparten af de overvågede stationer findes i Vestjylland, og datagrundlaget vurderes at være for spinkelt til en regional opdeling af data.
Der er en signifikant lavere Ellenbergs næringsstofværdi inden for – end uden for habitatområderne.
Udvikling 2011-2022
Der er ingen signifikant udvikling i indikatorerne for næringsstatus i perioden 2011-2022.
Græs-indlandsklit med dominans af bølget bunke. Rydning af bjergfyr og efterfølgende omsætning af nålene har medført en næringsberigelse i en periode.
Foto: Hans Jørgen Degn