Regeneration af enebær forudsætter en åben, sandet bund med begrænset tilgængelighed af næringsstoffer. Næringsbelastning af enebærklitter forekommer typisk via atmosfærisk deposition, dog kan klitterne lokalt være påvirket af næringsstoffer fra direkte gødskning, afdrift fra dyrkede marker eller via drænvand fra omkringliggende landbrug. Næringsbelastning fører til en favorisering af kvælstofelskende plantearter på bekostning af de mere fåtallige og sjældne arter, der er konkurrencedygtige ved en lav tilgængelighed af næringsstoffer. Eutrofiering vil også ændre det særlige samfund af jordboende svampe, som findes i enebærkrat.
Næringsstatus i enebærklit er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH, C/N forholdet i jorden, kvælstofindholdet i løvet, samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof. Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. Jordbundens C/N forhold er et udtryk for, om morlagets kvælstofpulje er tilgængelig for planternes vækst og kvælstofindholdet i skudspidser af dværgbuske afspejler den aktuelle kvælstofdeposition. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren er beregnet ud fra pinpoint-data, og abundante arter tillægges derved relativt større vægt. Indikatoren kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering.
Tilstand
Jordbundens surhedsgrad ligger i gennemsnit på 3,6 og er dermed sammenlignelig med klithederne (2140). En femtedel af prøvefelterne har en pH-værdi over 4, hvilket peger på, at kun en mindre del af de danske enebærklitter findes i klitter med et højt kalkindhold i de øvre jordlag.
Der er målt et gennemsnitligt kvælstofindhold i skudspidserne af dværgbuske (revling og hedelyng) på 1,6 %, hvilket vurderes at ligge umiddelbart over niveauet for upåvirkede lokaliteter i Danmark. Omkring en ottendedel af målingerne ligger over 2 %, hvilket tyder på en vis påvirkning af kvælstof fra luften og/eller mineralisering af kvælstof i morlaget. Kvælstofindholdet i løvet er højere end på klithederne, sandsynligvis som følge af en højere deposition grundet en større ruhed og overflade i vegetationen.
Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof i enebærklitterne er 3,4, hvilket er kendetegnende for næringsfattige levesteder. Revling har en indikatorværdi på 1, hedelyng har værdien 2 og enebær værdien 3. Der er således en række arter i vegetationen med præference for en højere tilgængelighed af næringsstoffer. I forhold til klithede er der i enebærklitterne en lavere andel af arter med præference for ekstremt næringsfattige forhold.
Sammenlagt viser overvågningsdata, at der er en lav tilgængelighed af næringsstoffer i enebærklit, og at jordbunden er relativt sur. Det er tilsyneladende mest de sure og udvaskede klitter, der er groet til med enebær i Danmark.
Udvikling
Der er en signifikant stigning i den gennemsnitlige næringsindikator på 0,04 om året, mens jordbundens surhedsgrad er uændret i perioden 2004-2015. Det har ikke været muligt at beregne, om der er en signifikant udvikling i jordbundens C/N forhold og kvælstofindholdet i løvet, da der kun er foretaget målinger siden 2011.
Geografiske mønstre
I de få overvågningsstationer i Vestjylland udgør de næringselskende arter en noget mindre andel af vegetationen end i de øvrige tre regioner.
Der er ingen signifikante forskelle i jordbundens pH og C/N forhold, kvælstofindholdet i skudspidser af dværgbuske samt Ellenbergs næringsindikator inden for - og uden for habitatområderne
Næringsstatus i enebærklit er lav, men stigningen i næringsstatus er tegn på en langsom eutrofiering og dermed en forværring af tilstanden.
Kvælstofindholdet i skudspidserne af dværgbuske er højere end på klithederne, sandsynligvis som følge af en højere deposition grundet en større ruhed og overflade i vegetationen.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST
