Aarhus Universitets segl

Næringsstatus

Grårisklit findes typisk i mere stabile, men ikke alt for sure klitter, og en af forudsætningerne for en artsrig flora er en begrænset tilgængelighed af næringsstoffer. Næringsbelastning af grårisklitter forekommer typisk via atmosfærisk deposition, dog kan klitterne lokalt være påvirket af næringsstoffer via afdrift og næringsbelastet dræn- og overfladevand fra omkringliggende landbrug. Næringsbelastning fører til en favorisering af kvælstofelskende plantearter på bekostning af de mere fåtallige og sjældne arter, der er konkurrencedygtige ved en lav tilgængelighed af næringsstoffer.

Indikatorer

Næringsstatus i grårisklit er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH og Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio. Jordbundens surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio (forholdet mellem Ellenbergs indikatorværdier for næringsstof og surhedsgrad) er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatoren kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering. Næringsratio beregnes som supplement til Ellenbergs næringsindikator for habitattyper med stor variation i pH.

Resultater 2011-2022

Tilstand 2017-2022

Den gennemsnitlige pH i grårisklitterne er 4,9, og stort set alle pH-målingerne ligger mellem 3 og 6, hvilket peger på, at grårisklit findes i klitter, som ikke er alt for sure og udvaskede.

Den gennemsnitlige næringsratio er 0,71 og indikatorværdien for næringsstof i grårisklitterne er 3,5, hvilket er kendetegnende for relativt næringsfattige levesteder. Karakterarten gråris har en indikatorværdi på 3. Tre ud af fire prøvefelter har en gennemsnitlig indikatorværdi over 3, hvilket tyder på, at hovedparten af de øvrige arter har præference for mere næringsrige forhold. Der er en relativt stor variation i den gennemsnitlige næringsværdi i de overvågede grårisklitter. De spænder fra meget næringsfattig vegetation med en indikatorværdi på 2, hvilket typisk vil være åbne krat med arter fra næringsfattige grå/grønne klitter, til moderat næringsrig vegetation med en indikatorværdi på godt 5 med rød svingel og fløjlsgræs. De sidste vil typisk forekomme i grønklitter ved højere pH, men grårisklit kan eventuelt også være eutrofieret fra atmosfærisk deposition.

Geografiske mønstre

I Østjylland og Fyn er der registreret færre næringselskende arter i grårisklitterne end i de øvrige regioner, mens jordbundens surhedsgrad er højest i Nordjylland.

Der er ingen signifikant forskel i pH og indikatorværdierne for næringsstof inden for - og uden for habitatområderne.

Udvikling 2011-2022

Overvågningsdata viser en signifikant stigning i pH på 0,04 enheder om året i perioden 2011-2022. Der er ingen signifikant udvikling i den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof.

Der er en relativt stor variation i den gennemsnitlige næringsværdi i de overvågede grårisklitter. Nogle grårisklitter rummer en moderat næringsrig vegetation med fx rød svingel og fløjlsgræs. 
Foto: Peter Wind, AU