Den tredje kortlægning inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at 68 % af arealet med avneknippemose og 63 % af forekomsterne med naturtypen har høj eller god naturtilstand (se Figur 7210.102). Blot et enkelt areal har ringe naturtilstand og er dermed afhængige af en større indsats for at opnå en gunstig tilstand. Den gennemsnitlige indeksværdi for naturtilstand er på 0,63 for de 41 forekomster med avneknippemose (Tabel 7210.102). Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har ikke medført væsentlige ændringer i den gennemsnitlige tilstand (Figur 7210.102 og Tabel 7210.102). Figur 7210.101 viser andelen af avneknippemoserne i høj eller god naturtilstand i de 15 habitatområder, hvor naturtypen er kortlagt inden for de nye afgrænsninger. Det ses, at der er stor forskel på tilstanden i de forskellige habitatområder, men ingen tydelige geografiske mønstre i fordelingen.
Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypens struktur- og artstilstand. Det er tydeligt at strukturtilstanden i avneknippemoserne har trukket naturtilstanden op, mens artstilstanden er noget lavere. Således har 80 % af arealet høj eller god strukturtilstand, mens 55 % har en artstilstand i en af de to bedste tilstandsklasser. Det ses også af de gennemsnitlige indeksværdier, der ligger på hhv. 0,76 og 0,54 (Tabel 7210.102). Der er ikke nogen entydig udvikling i det gennemsnitlige naturtilstandsindeks (Tabel 7210.102) i perioden, idet det er noget højere i anden kortlægningsrunde end i den første og tredje. Strukturindekset er relativt højt i den anden kortlægning og der er tilsvarende en høj arealandel i den bedste strukturtilstandsklasse (Figur 7210.102) (se også afsnit om strukturindikatorerne). Samtidig ses et fald i det gennemsnitlige artsindeks gennem hele perioden og en faldende andel af arealet med avneknippemose i god artstilstand. Da det kortlagte areal med avneknippemose varierer noget gennem perioden, kan de gennemsnitlige ændringer ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne.
Figur 7210.102. Fordelingen af de kortlagte arealer på de fem tilstandsklasser (høj, god, moderat, ringe og dårlig) for naturtypen avneknippemose (den øverste figur). Til venstre er vist naturtypens naturtilstand, i midten strukturtilstanden og til højre artstilstanden. Tilstandsklasserne er vist for 1) første kortlægningsrunde (2004-2006), 2) anden kortlægningsrunde (2010-2012), samt tredje kortlægningsrunde (2016-2019) med 3a) den gamle afgrænsning og 3b) den nye afgrænsning af habitatområderne. Fordelingen er som udgangspunkt vist som den procentvise andel af arealet (hvor hver forekomst er vægtet ved dets areal), men kan via dropdown-menuen også vises som antal kortlagte forekomster og det kortlagte areal (i ha) i hver tilstandsklasse. Den nederste figur viser fordelingen i tilstandsklasserne for en valgbar naturtype, alle de lysåbne terrestriske naturtyper samlet, eller samme naturtype med en anden opgørelsesmetode (antal, areal i ha eller areal i %).
Se tidligere rapporteringer:
Se indeksværdier: