Bevaringsstatus for avneknippemose vurderes at være stærkt ugunstig i den kontinentale biogeografiske region, hvor naturtypen findes (Tabel 7210.201).
Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes at være stabile og tilstrækkeligt store til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde. Naturtypens struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forværring, også inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for avneknippemose har vi udvalgt dækningen af høje vedplanter, vegetationshøjden og Ellenberg’s næringsratio som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 212 permanente prøvefelter, der alle findes i kontinental region, og 64% ligger inden for habitatområderne (Tabel 7210.202).
I kontinental region består 11% af arealet med avneknippemose de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 7210.202). Tilsvarende består 71% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 29% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Dækningen af høje vedplanter (over en meter) og vegetationshøjden er udvalgt som indikatorer for omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning og naturlig hydrologi (høj vandstand, oversvømmelser og grundvandspåvirkning). Tilsvarende kan fravær af store planteædere, ødelagt hydrologi og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. I avneknippemoser med uforstyrret hydrologi vil der være dominans af arter med præference for meget våde forhold, og dækningen af vedplanter vil være meget begrænset. Det vurderes, at arealer med en vedplantedækning under 15% er potentielle levesteder for en lang række arter knyttet til kalkrige moser med et åbent plantedække, og at arealer med større islæt af træer og buske (over 25% dækning) har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i tilgroningsgraden med træer og buske kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens gennemsnit er tilstrækkelig lavt. Avneknippemoser med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 100 cm er potentielle levesteder for en lang række arter, mens moser med dominans af planter over 150 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjden kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lav. På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at en væsentlig andel af arealet har en lavere vedplantedækning end det skærpede kriterium, men også, at vegetationen er højere end kriterierne på mere end to femtedele af arealet. Det tyder på, at forstyrrelser i kombination med de våde forhold undertrykker fremvæksten af træer og buske, mens der mangler store planteædere til at sikre områder med lavere og mere åben vegetation.
Ellenberg’s næringsratio er valgt som indikator for avneknippemosernes næringsstatus. Næringsratioen viser, om der findes flere næringselskende arter, end man ville forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013) og er et udtryk for, hvor meget næring der har været tilgængelig på levestedet over en længere periode. Prøvefelter med en næringsratio under 0,75 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning, afvanding og tilgroning. Værdier over 0,85 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i avneknippemosernes vegetation, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at avneknippemoserne er tydeligt påvirkede af næringsstoffer. Således er to trejdedele af arealet med avneknippemose tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og en tiendedel er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier).
Selvom udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af avneknippemosernes tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regime på overvågningsstationerne, og at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for naturlig hydrologi, idet naturtypen har en relativt stor naturlig variation i fugtighed.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 7210.203). Overvågningsdata for den kontinentale region, hvor naturtypen forekommer, viser et signifikant fald i antal arter, der er følsomme over for afvanding, næringspåvirkning og tilgroning, og tydelige tegn på tilgroning. Således er vegetationen blevet højere og dækningen af lave og høje vedplanter er steget i perioden, mens udbredelsen af græsning er stabil. Der er små tegn på en øget udbredelse af forvaltning i form af rydning og slåning, men det er på en meget lille arealandel og der ses derfor ingen tydelig effekt på tilgroningen. Stigningen i tilgroningsgraden peger på, at der mangler græssende dyr eller andre naturlige forstyrrelser til at holde vegetationsdækket åbent. Der er tegn på en mindsket påvirkning af næringsstoffer, i form af et signifikant fald i Ellenberg´s næringsratio, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringsfølsomme arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning skyldes formodentlig en mindsket tilgængelighed af næringsstoffer, idet der samtidig er tegn på, at konkurrencen om lys er forøget som følge af ophobningen af plantebiomasse, og der er et fald i det vanddækkede areal. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces, tilgængelighed af næringsstoffer og hydrologi) viser således, at tilstanden i avneknippemose overvejende er i forværring i den kontinentale region, hvor naturtypen forekommer.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne, der rummer en relativt stor andel af prøvefelterne med avneknippemose, er en smule ringere end udenfor. Således er næringsstatus stabil inden for habitatområderne, mens der er tegn på en mindsket påvirkning af næringsstoffer i form af et signifikant fald i Ellenberg´s indikatorer for næringsstoffer i avneknippemoserne uden for. Her ses også tegn på en mere stabil hydrologi. Det vurderes derfor, at tilstanden i avneknippemose inden for habitatområderne også overvejende er i tilbagegang.
Tabel 7210.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen avneknippemose i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 226 været registreret som naturtypen avneknippemose i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.