Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kortlægning (2016-2019)

Sammenfatning

I perioden 2016-2019 er kortlagt 303 ha med kildevæld fordelt på 1.049 forekomster og 91 habitatområder. Inden for den gamle habitatområdeafgrænsning (før 2018) har kortlægningen ført til en 22 % reduktion af arealet i forhold til den forrige kortlægning (2010-2012) af naturtypen. Denne ændring afspejler ikke nødvendigvis en reel fremgang i arealet i denne størrelsesorden.

Justeringerne af Natura-2000 områdernes grænser har medført en forøgelse af det kortlagte areal med kildevæld på 12 ha og en forøgelse af naturtypens arealandel inden for habitatområderne på 1,4 %, men ingen væsentlige ændringer i den gennemsnitlige naturtilstand.

Naturtilstanden er god eller høj på 45 % af arealet, mens ganske få forekomster har dårlig naturtilstand og 8 % af arealet har ringe naturtilstand. Strukturtilstanden er markant højere end artstilstanden og 60 % af arealet har høj eller god strukturtilstand, mens 41 % af arealet har høj eller god artstilstand. Antallet af arter er på samme niveau som hovedparten af de lysåbne naturtyper, andelen af meget følsomme arter er lav og udbredelsen af invasive plantearter er lav. Det er primært andelen af arealet med græsning, afvanding og dækningen af høje græsser og urter og vedplanter, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen.

Natur- og artstilstanden falder en smule gennem de tre kortlægningsperioder, mens strukturindekset ikke er ændret væsentligt. De gennemsnitlige ændringer kan ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne i perioden. Således er det kortlagte areal og antallet af forekomster med naturtypen ikke ens i de tre kortlægningsperioder, ligesom der er foretaget tilpasninger af kortlægningsmetoderne.