Der er i gennemsnit registreret 20,5 plantearter i 5 m cirklerne på kildevæld (Tabel 7220.103), hvilket er lidt lavere end i kontrolovervågningens tilfældigt udlagte dokumentationscirkler inden for habitatområderne. De hyppigst registrerede arter er almindelig rapgræs, stor nælde, kær-tidsel, lav ranunkel, vandkarse, almindelig mjødurt og lyse-siv, der alle forekommer i mere end en ud af tre dokumentationscirkler (Tabel 7220.103.A).
Der er i gennemsnit registreret 9,1 arter, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af eutrofiering, afvanding eller tilgroning (enstjernearterne), hvilket er lidt lavere end i kontrolovervågningens dokumentationscirkler inden for habitatområderne. De hyppigst registrerede følsomme arter er kær-tidsel, vandkarse, kær-padderok, kær-dueurt, sump-kællingetand og kær-snerre (Tabel 7220.103.B).
Der er en relativt lav andel af meget følsomme arter i kildevæld i forhold til de lysåbne naturtyper som helhed. Der er således i gennemsnit registreret 0,31 arter, der er meget følsomme over for kulturpåvirkning i form af eutrofiering, afvanding eller tilgroning (tostjernearterne), hvilket er lidt lavere end i kontrolovervågningens dokumentationscirkler inden for habitatområderne. De meget følsomme arter forekommer alle sporadisk (under 6 % af dokumentationscirklerne), med tormentil, hjertegræs, kilde-syre, krognæb-star og djævelsbid, som de hyppigste (Tabel 7220.103.C).
Der er registreret 2,2 problemarter i gennemsnit, hvilket er en relativt stor andel af det samlede antal arter. De mest udbredte problemarter (der ikke er listet som invasive) er almindelig rapgræs og stor nælde (Tabel 7220.103.D) og de er registreret i halvdelen af dokumentationscirklerne.
Det gennemsnitlige antal arter, enstjerne- og tostjernearter falder gennem de tre kortlægninger, mens antallet af problemarter stiger (Tabel 7220.103). Disse forskelle kommer til udtryk i et fald i artstilstanden, særligt fra første til anden kortlægning (Figur 7220.102).
Kildevæld er en af de lysåbne terrestriske naturtyper med mindst udbredelse af invasive plantearter. Der er således registreret en eller flere invasive plantearter på mindre end en tiendedel (8 %) af de kortlagte forekomster med kildevæld inden for habitatområderne (Tabel 7220.103). Og på blot fem arealer med kildevæld (<1 %) er dækningen af invasive plantearter større end 10 %. Sitka-gran og glansbladet hæg udgør hovedparten af registreringerne og findes på 2 % af forekomsterne.
Kildevæld i optimal tilstand er levested for en lang række sjældne arter. Gul stenbræk i Halkær Ådal.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST