Bevaringsstatus for kildevæld vurderes at være stærkt ugunstig i de to danske biogeografiske regioner (Tabel 7220.201).
Naturtypens udbredelsesområde og areal vurderes at være stabile og tilstrækkeligt store til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge regioner. Struktur og funktion vurderes at være stærkt ugunstig, da mere end 25% af naturtypens areal med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. Tilstanden er i forværring i atlantisk region, også inden for habitatområderne. Der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i kontinental region, heller ikke inden for habitatområderne.
Gunstig bevaringsstatus forudsætter tilstedeværelsen af en række særlige strukturer og funktioner, der skaber levesteder for de arter, der er typiske for naturtypen og sikrer dens opretholdelse på længere sigt. Til vurdering af struktur og funktion for kildevæld har vi udvalgt vegetationshøjden, Ellenberg’s næringsratio og kvælstofindholdet i mosser som indikatorer for naturtypens tilstand, og andelen af arealet i en gunstig tilstand er beregnet ud fra multikriteriemetoden. I multikriterieberegningerne indgår 865 permanente prøvefelter, hvoraf 92% findes i kontinental region, og 26% ligger inden for habitatområderne (Tabel 7220.202).
I atlantisk region er der ingen arealer med kildevæld, der består de skærpede kriterier og dermed med stor sandsynlighed er i en gunstig tilstand (se Tabel 7220.202). Tilsvarende består 4% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 96% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand. I kontinental region består 2% af arealet med kildevæld de skærpede kriterier og er med stor sandsynlighed i en gunstig tilstand (se Tabel 7220.202). Tilsvarende består 18% af arealet de lempede kriterier, hvilket peger på, at 82% af arealet med stor sandsynlighed er i en ugunstig tilstand.
Da naturtypen omfatter kildevæld i såvel lysåbne landskaber som krat og skov, har vi ikke benyttet dækningen af høje vedplanter som indikator for naturtypens struktur og funktion. Vegetationshøjden er derfor udvalgt som indikator for omfanget af naturlige processer, særlig i form af græsning og naturlig hydrologi (erosion og grundvandspåvirkning), der holder vegetationsdækket lavt og åbent. Tilsvarende kan fravær af store planteædere, ødelagt hydrologi og næringsbelastning øge biomasseproduktionen og føre til en højere og tættere vegetation. Kildevæld med udpræget forekomst af områder med en vegetationshøjde under 15 cm er potentielle levesteder for en lang række arter, mens kildevæld med dominans af planter over 30 cm har en ringere værdi for en væsentlig del af naturtypens dyr og planter. For at tage hensyn til den naturlige variation i vegetationshøjden kan et prøvefelt bestå kan et prøvefelt bestå bevaringskriteriet hvis det enten består i kraft af sin egen måling eller hvis stationens medianværdi er tilstrækkelig lavt. På denne måde vil ”langhårede” prøvefelter på langhårede stationer dumpe kriterierne, mens et plot med høj vegetation vil bestå hvis hovedparten af de øvrige prøvefelter på stationen er lavtvoksende. Analyserne viser, at en femtedel af arealet i atlantisk region har en vegetationshøjde under det skærpede kriterium, mens andelen er noget højere i kontinental. Det tyder på, at der mangler hydrologisk dynamik og store planteædere, hvis græsningspræg kan skabe variation i vegetationshøjden hos græsser og urter i de lavere vækstlag.
Ellenberg’s næringsratio er valgt som indikator for kildevældenes næringsstatus. Næringsratioen viser, om der findes flere næringselskende arter, end man ville forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013) og er et udtryk for, hvor meget næring der har været tilgængelig på levestedet over en længere periode. Prøvefelter med en næringsratio under 0,75 vurderes at have en gunstig tilstand med relativt mange arter, der er følsomme eller meget følsomme over for kulturpåvirkning, særligt i form af næringspåvirkning, afvanding og tilgroning. Værdier over 0,85 indikerer, at relativt næringselskende arter er fremherskende i kildevældsvegetationen, og at de følsomme arter er mere spredt forekommende. Analyserne peger på, at kildevældene er meget tydeligt påvirkede af næringsstoffer, særligt i kontinental region. Her er næsten hele arealet med kildevæld tydeligt præget af relativt konkurrencestærke og næringselskende arter (består ikke de skærpede kriterier) og to tredjedele er domineret af de mere næringselskende arter (består heller ikke de lempede kriterier).
Kvælstofindholdet i spidserne på udvalgte kærmosser er valgt som indikator for næringsstatus i kildevæld. Kvælstofindholdet i spidserne af mosser (især fra spids spydmos, væld-kortkapsel og almindelig kortkapsel) afspejler levestedets næringsstatus, og her typisk vandets næringsindhold, men også næringsstatus i kildernes mere tørre nærområder, som ligger lige omkring det rindende vand. Det vurderes, at prøvefelter med mindre end 1,5% N i spidser af kærmosser ikke har modtaget væsentlige mængder kvælstof fra luften og vandet, mens arealer med kvælstofværdier over 2% N med rimelig sikkerhed modtager så store mængder kvælstof, at dominans af nøjsomme arter ikke vil kunne opretholdes på længere sigt. Kvælstofindholdet i spidser af kærmosser ligger over det skærpede kriterium for hovedparten af arealet i atlantisk og to tredjedele i kontinental region, hvilket tyder på en påvirkning af kvælstof fra kildevandet. Der kan dog også være tale om næringsbelastning af kildens mere tørre nærområder, som ligger lige omkring selv det rindende vand.
Selvom udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af kildevældenes tilstand, er der ikke udvalgt indikatorer for hydrologi. Det hænger sammen med, at der mangler data om det hydrologiske regime på overvågningsstationerne, og at Ellenberg’s fugtighedsværdi ikke direkte kan anvendes som indikator for naturlig hydrologi i kildevældene, idet dokumentationscirklerne typisk afspejler den tørrere vegetation rundt om de smalle linjeformede kildevæld.
Vi har undersøgt udviklingen i perioden 2011-2022 for en lang række indikatorer relateret til naturtypens struktur og funktion (se Tabel 7220.203). Overvågningsdata viser en tydelig forskel i udviklingstendenserne for de to biogeografiske regioner. Fælles er dog, at der er tegn på tilgroning i form af en øget vegetationshøjde og dækning af høje ved-planter, samt en tilbagegang i antal arter. I den kontinentale region, der rummer hovedparten af prøvefelterne med kildevæld, er et signifikant fald i udbredelsen af græsning, ligesom der er en øget dækning af både lave og høje ved-planter. Der er små tegn på en øget udbredelse af forvaltning i form af slåning, men det er på en meget lille arealandel og der ses derfor ingen tydelig effekt på tilgroningen. Stigningen i tilgroningsgraden peger på, at der mangler frem-vældende grundvand, græssende dyr eller andre naturlige forstyrrelser til at holde vegetationsdækket åbent. De to regioner adskiller sig især ved, at der er tegn på en øget påvirkning af næringsstoffer og et signifikant fald i antal arter, der er følsomme over for afvanding, næringspåvirkning og tilgroning i atlantisk, mens der er tegn på en mindsket næringspåvirkning i kontinental region. I atlantisk region er således en signifikant stigning i Ellenberg´s næringsratio, hvilket tyder på en fremgang for de mere næringselskende arter. Ændringen i vegetationens artssammensætning kan skyldes en øget tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for en øget konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse. Den signifikante stigning i løvets indhold af kvælstof peger dog på, at der er en stigende mængde næringsstoffer tilgængeligt for planternes vækst. På trods af den øgede konkurrence om lys som følge af ophobningen af plantebiomasse ses et signifikant fald i Ellenberg´s indikatorer for næringsstoffer i kontinental region. Denne fremgang for de mere næringsfølsomme arter i vegetationen kan skyldes en mindsket tilgængelighed af næringsstoffer, men kan også være udtryk for den øgede vandtilførsel, der kommer til udtryk i den signifikante stigning i Ellenberg´s fugtighedsindikator. Udviklingen i indikatorerne for de væsentligste strukturer og funktioner for naturtypen (artssammensætning, græsningsproces, tilgængelighed af næringsstoffer og hydrologi) viser således, at tilstanden i kildevæld overvejende er i forværring i den atlantiske region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den kontinentale.
Udviklingen inden for habitatområderne
Udviklingen i tilstanden inden for habitatområderne er en smule bedre end udenfor. Således er der flere stabile indikatorer for tilgroning og tydeligere tegn på en fremgang for de næringsfølsomme arter inden for end uden for habitatområderne. Det vurderes dog, at tilstanden i kildevæld inden for habitatområderne også overvejende er i forvær-ring i den atlantiske region, mens der ikke er en entydig udvikling i tilstanden i den kontinentale.
Tabel 7220.203. Oversigt over udviklingstendenserne for udvalgte indikatorer for artssammensætning, vegetationsstruktur, næringsstatus og hydrologi for naturtypen kildevæld i perioden 2011-2022. Udviklingstendenserne er vist for hhv. atlantisk og kontinental region, inden for og uden for habitatområderne, samt for hele landet. ”Stabil” (vist med blåt) indikerer, at der ikke er en signifikant trend i data, ”Tilbagegang” (rødt), at der er en signifikant negativ ændring og ”Fremgang” (grønt), at der er en signifikant positiv ændring gennem perioden. Tomme celler afspejler, at datagrundlaget er for spinkelt til en statistisk analyse af tendensen for denne naturtype. Trendanalyserne bygger på 22.306 prøvefelter fra lysåbne overvågningsstationer med mindst to gentagelser. Heraf har 947 været registreret som naturtypen kildevæld i mere end 20 % af registreringerne i den samlede overvågningsperiode (2004-2022). Læs mere om analysemetoderne her.
Tabel 7220.201. Oversigt over statusvurderingerne i 2025 for kildevæld. For hver af de to biogeografiske regioner er vist den samlede bevaringsstatus, samt status for udbredelsesområdet, arealet og struktur og funktion. Statusvurderingerne kan være gunstig (FV, grøn), moderat ugunstig (U1, gul), stærkt ugunstig (U2, rød) eller ukendt (XX, grå). Udviklingen i struktur og funktion er angivet for både hele regionen (R) og habitatområderne (H) som fremgang (I), stabil (S), tilbagegang (D), usikker (U) eller ukendt (x). I de sidste kolonner for hver region vises, om udbredelsesområdet (FRR, Favourable Reference Range) og arealet (FRA, Favourable Reference Area) vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen på lang sigt. Symbolet ”≈” betyder, at arealet er tilstrækkeligt stort, mens procenterne angiver, om arealet er 2-10% eller 11-25% mindre end nødvendigt. For struktur og funktion er andelen af arealet i god tilstand (”good condition”) angivet som et interval (se mere her).
Tabel 7220.202. Oversigt over multikriterievurderingen af struktur og funktion for kildevæld. For de tre udvalgte indikatorer er vist, hvilket niveau beregningerne er foretaget på og de skærpede (S) og lempede (L) kriterier for en gunstig tilstand. For de to biogeografiske regioner er vist antal plots (n) samt andelen heraf, der opfylder hhv. det skærpede og lempede kriterium. Multikriterieberegningerne er vist i de nederste rækker, som andelen af prøvefelter hhv. inden for og uden for habitatområderne, der opfylder kriterieværdierne for alle indikatorerne. I rækken ”hele regionen” er vist andelen af naturtypens areal, der består kriterierne for alle indikatorerne. Her er fordelingen af prøvefelter inden for og uden for habitatområderne vægtet med naturtypens areal. Statusvurderingen af naturtypens struktur og funktion er vist med grønt for gunstig, gult for moderat ugunstig og rødt for stærkt ugunstig tilstand.
