Aarhus Universitets segl

Naturtilstand

Den tredje kortlægning inden for den nye afgrænsning af habitatområderne (2016-2019) viser, at 45 % af arealet med kildevæld og 36 % af forekomsterne med naturtypen har høj eller god naturtilstand (se Figur 7220.102). Et enkelt areal har dårlig naturtilstand, mens 8 % af arealet og 12 % af forekomsterne har ringe naturtilstand og er dermed afhængige af en større indsats for at opnå en gunstig tilstand. Den gennemsnitlige indeksværdi for naturtilstand er på 0,55 for de 1.049 forekomster med kildevæld (Tabel 7220.102). Justeringerne af Natura 2000-områdernes grænser har ikke medført væsentlige ændringer i den gennemsnitlige tilstand (Figur 7220.102 og Tabel 7220.102). Figur 7220.101 viser andelen af kildevældene i høj eller god naturtilstand i de 94 habitatområder, hvor naturtypen er kortlagt inden for de nye afgrænsninger. Det ses, at der er stor forskel på tilstanden i de forskellige habitatområder, men ingen tydelige geografiske mønstre i fordelingen.

Naturtilstanden er en sammenvejning af naturtypens struktur- og artstilstand. Det er tydeligt at strukturtilstanden i kildevældene har trukket naturtilstanden op, mens artstilstanden er noget lavere. Således har 60 % af arealet høj eller god strukturtilstand, mens 41 % har en artstilstand i en af de to bedste tilstandsklasser. Det ses også af de gennemsnitlige indeksværdier, der ligger på hhv. 0,66 og 0,49 (Tabel 7220.102). Det gennemsnitlige naturtilstandsindeks (Tabel 7220.102) er faldet en smule fra første til anden kortlægning og der et lille fald i andelen af arealet i høj eller god naturtilstandsklasse (Figur 7220.102). Disse ændringer dækker over en nogenlunde uændret strukturtilstand og et mindre fald i det gennemsnitlige artsindeks og arealandelen i høj og god artstilstand fra anden til tredje periode. Da det kortlagte areal med kildevæld varierer gennem de tre kortlægninger, kan de gennemsnitlige ændringer ikke direkte tages som udtryk for omfanget af de forandringer i tilstanden, der er sket inden for habitatområderne.

Figur 7220.102. Fordelingen af de kortlagte arealer på de fem tilstandsklasser (høj, god, moderat, ringe og dårlig) for naturtypen kildevæld (den øverste figur). Til venstre er vist naturtypens naturtilstand, i midten strukturtilstanden og til højre artstilstanden. Tilstandsklasserne er vist for 1) første kortlægningsrunde (2004-2006), 2) anden kortlægningsrunde (2010-2012), samt tredje kortlægningsrunde (2016-2019) med 3a) den gamle afgrænsning og 3b) den nye afgrænsning af habitatområderne. Fordelingen er som udgangspunkt vist som den procentvise andel af arealet (hvor hver forekomst er vægtet ved dets areal), men kan via dropdown-menuen også vises som antal kortlagte forekomster og det kortlagte areal (i ha) i hver tilstandsklasse. Den nederste figur viser fordelingen i tilstandsklasserne for en valgbar naturtype, alle de lysåbne terrestriske naturtyper samlet, eller samme naturtype med en anden opgørelsesmetode (antal, areal i ha eller areal i %).

Se tidligere rapporteringer:

Se indeksværdier:

  • Naturtilstand