Det er i høj grad vandets kemiske sammensætning, som bestemmer, hvilke dyr og planter, der trives i rigkær. Hvor det mineralrige grundvand vælder frem, udvikles rigkær og kalkrige kildevæld, som kan være meget artsrige og er vigtige levesteder for sjældne mosser og karplanter, fx mange orkidéer. Vandets indhold af kalk og jern binder fosfor, så det bliver utilgængeligt for planterne, og så længe grundvandet ikke er forurenet af udvasket nitrat, er det fattigt på kvælstof. Plantevæksten er derfor naturligt meget lille, hvilket fremmer de mange lave og nøjsomme planter og mosser, der ikke kan klare sig i konkurrencen med høje og hurtigtvoksende planter.
Næringsbelastning i rigkær kan både ske ved ekstern tilførsel af næring med luft eller vand fra højere liggende marker, eller det kan ske ved intern omsætning af tørven og frigivelse af næringsstoffer – typisk efter dræning, men der kan også ske en intern frigivelse af fosfor efter tilførsel af kvælstof med drænvand. Det er ikke tilladt at gødske eller omlægge rigkær, men det kan være sket historisk for at forbedre græsningen, og da vil der som oftest have fundet afvanding sted samtidigt.
Næringsstatus i rigkær er i NOVANA programmet dokumenteret ved pH i vandet, mængden af plantetilgængeligt fosfat i jordbunden (fosfortallet), kvælstofindholdet, fosforindholdet og N/P ratio i spidserne af kærmosser, samt Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio. Jordvandets surhedsgrad spiller en afgørende rolle for plantevæksten, den mikrobielle aktivitet samt en række kemiske og fysiske jordbundsegenskaber. En høj koncentration af plantetilgængeligt fosfor indikerer en tidligere eller nuværende gødningspåvirkning, som vil kunne påvirke rigkærsvegetationens sammensætning af arter. Kvælstofindholdet i løvet af kærmosser afspejler den aktuelle kvælstofstatus i økosystemet, herunder om rigkæret primært modtager vand fra næringsfattigt grundvand eller om der sker opblanding med næringsbelastet overfladevand. Forholdet mellem kvælstof og fosfor i planterne bruges som indikator for typen af næringsstofbegrænsning. og afspejler. Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof og næringsratio (forholdet mellem Ellenbergs indikatorværdier for næringsstof og surhedsgrad) er et udtryk for planternes næringspræferencer og dermed næringstilgængeligheden på levestedet integreret over en længere periode. Indikatorerne kan bruges som tegn på tidligere eller igangværende eutrofiering.
Tilstand 2017-2022
Den gennemsnitlige pH målt direkte i jordvandet er på 6,9, og hovedparten af målingerne ligger omkring 7, hvilket peger på, at jordbunden i rigkær generelt er relativt kalkholdig. Der er kun ganske få prøvefelter med pH over 8 eller under 6. Til sammenligning i pH lidt højere i kildevæld (7,3). I perioden 2004-2010 er foretaget laboratorieanalyser af pH ved opslæmning af tørret jord i en CaCl-opløsning. Den gennemsnitlige pH-værdi er her væsentlig lavere med et gennemsnit på 6,2. Da de vilkår, der betinger et forsuringsniveau, er forskellige i jord og vand, kan direkte prøvefeltmålinger af jordvand og laboratoriemålinger af jord i en CaCl-opløsning ikke umiddelbart sammenlignes.
Sammenlignet med overdrevene er der i rigkær registreret relativt høje mængder af plantetilgængeligt fosfor i jordbunden med 3,1 mg P pr. 100 g jord i gennemsnit. Det hænger sammen med, at organiske jorder har et naturligt højt indhold af plantetilgængeligt fosfor. Der er en meget stor spredning i de målte mængder af plantetilgængeligt fosfor i rigkærene, og knap halvdelen af målingerne ligger over 4 mg P pr. 100 g jord, mens mindre end 10 % har mindre end 1 mg P. Det er svært at vurdere, i hvilket omfang variationen skyldes opdyrkning og gødskning.
Der er målt et gennemsnitligt kvælstofindhold i skudspidserne på udvalgte kærmosser på 1,7 %, hvilket tyder på en vis eutrofiering. Godt en femtedel af planteprøverne har et kvælstofindhold over 2 %, hvilket indikerer at vegetation er eutrofieret. Løvprøverne er primært udtaget fra kærmosserne spids spydmos (Calliergonella cuspidata), men også fra almindelig kortkapsel (Brachythecium rutabulum), plænekransemos (Rhytidiadelphus squarrosus) og væld-kortkapsel (Brachythecium rivulare).
Det gennemsnitlige fosforindhold i skudspidserne af kærmosser ligger på 0,2 %, og ratioen mellem kvælstof og fosfor ligger på 9,4 med en spredning af målingerne fra 4 til 23. Det tyder således på, at tilgængeligheden af fosfor er høj sammenlignet med kvælstof, og at rigkærene generelt er kvælstofbegrænsede. Blot 6 % af målingerne ligger over 16, hvilket tyder på, at ganske få rigkærslokaliteter er fosforbegrænsede. Langt hovedparten af målingerne har en N/P ratio under 14, hvilket indikerer, at kvælstof er begrænsende for planternes vækst. Her adskiller rigkær (og kildevæld) sig fra de sure mosetyper, hvor hovedparten af arealerne er fosforbegrænsede.
Den gennemsnitlige indikatorværdi for næringsstof, er 4,7, hvilket er kendetegnende for moderat næringsrige levesteder. Der er en meget stor variation i den gennemsnitlige næringsværdi. De spænder fra relativt næringsfattige rigkær med en indikatorværdi på 3 og under, med arter som kær-dueurt, kær-padderok, glanskapslet siv, næb-star, kragefod og hirse-star, til næringsrige rigkær med en indikatorværdi på 7. Det er typisk gødskede og afvandede arealer, hvor lav ranunkel, stor nælde, burre-snerre, stortoppet hvene, eng-rævehale og almindelig kvik er hyppige, samt næringsrige og våde arealer med lådden dueurt, sideskærm, hjortetrøst, rørgræs, bredbladet dunhammer, høj sødgræs, nøgle-skræppe og bittersød natskygge. Næringsratio beregnes som supplement til Ellenbergs næringsindikator for habitattyper med stor variation i pH og er et udtryk for, om der er en overhyppighed af næringselskende arter i forhold til, hvad man skulle forvente ud fra områdets surhedsgrad (Andersen m.fl. 2013). Den gennemsnitlige næringsratio er 0,81, og godt halvdelen af prøvefelterne har en næringsratio over 0,8, hvilket indikerer, at næringselskende arter er fremherskende i vegetationen. Rigkær i optimal tilstand har en næringsratio under 0,7, hvilket er tilfældet for blot 6 % af målingerne.
Geografiske mønstre
Overvågningsdata viser, at der ikke er væsentlige regionale forskelle i næringsstatus for rigkær, dog er der en højere ratio mellem kvælstof og fosfor i de nordjyske rigkær, hvilket i tyder på, at rigkærslokaliteterne her i højere grad er fosforbegrænsede end i resten af landet.
Overvågningsdata viser, at der er en signifikant højere pH i vandet, samt en lavere gennemsnitlig næringsratio og Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof inden for - end uden for habitatområderne. Der er også et lavere indhold af kvælstof og fosfor i kærmosserne inden for habitatområderne, mens ratioen mellem kvælstof og fosfor er højere. Det peger samlet på, at rigkær inden for habitatområderne har en lavere tilgængelighed af næringsstoffer end inden for. Der er dog også en signifikant større mængde plantetilgængeligt fosfor i jordbunden i rigkær inden for.
Udvikling 2004-2022
Der er en signifikant stigning i Ellenbergs indikatorværdi for næringsstof på 0,004 enheder og i næringsratio på 0,0006 enheder om året i perioden 2004-2022. Der er endvidere et signifikant fald i fosforindholdet i spidserne af kærmosser på 0,016 % om året, men også en stigning i ratioen mellem kvælstof og fosfor. Endelig er der en signifikant stigning i jordvandets pH på 0,008 enheder om året i perioden 2011-2022. Det har ikke været muligt at beregne, om der er en signifikant udvikling i fosfortallet i perioden, da indikatoren kun måles en gang. Der er ingen signifikante ændringer i kvælstofindholdet i løvet i perioden.
Rigkær rummer en stor variation i pH og næringsstofstatus, og generelt er en væsentlig del af forekomsterne noget præget af intern eller ekstern eutrofiering.
Foto: Henriette Bjerregaard, MST
