Strukturindekset er beregnet ud fra feltobservationer af en række indikatorer, der afspejler vegetationens struktur og påvirkningsfaktorer. Det gælder vegetationens højde og sammensætning af laver, mosser, urter, græsser, dværgbuske og vedplanter, forekomsten af invasive plantearter, tegn på græsning/høslæt, modifikationer af hydrologi og kystdynamik samt landbrugsmæssige påvirkninger og udbredelsen af en række naturtypekarakteristiske strukturer. Laver, mosser og tørvemosser indgår ikke i beregningerne af strukturtilstanden. Strukturindikatorernes udbredelse på de kortlagte arealer er registreret i kategorier, der hver især tildeles en score i forhold til den optimale fordeling for naturtypen. Eksempelvis er den optimale tilstand i tørvelavning en høj dækning af bar jord samt lave græsser og urter, en moderat dækning af dværgbuske samt en lav dækning af middelhøje og høje græsser og urter (se Tabel 30-33 i Fredshavn og Ejrnæs 2009). Desuden vægtes indikatorerne indbyrdes i forhold til deres betydning for en gunstig tilstand for naturtypen. I tørvelavning tillægges tegn på afvanding, græsning og eutrofiering, dækningen af bar jord, lave græsser og urter og vedplanter og invasive plantearter samt de naturtypekarakteristiske strukturer en relativt stor betydning for om strukturtilstanden er gunstig (se Tabel 7150.105).
Strukturindikatorernes gennemsnitlige scorer i de tre kortlægningsrunder, og dermed afvigelsen fra en optimal strukturtilstand, er vist i Tabel 7150.105. Det er primært dækningen af bar jord, lave græsser og urter og vedplanter og tilstedeværelsen af negative naturtypekarakteristiske strukturer, der har trukket strukturindekset ned fra en optimal tilstand for naturtypen. Andre indikatorer, som eksempelvis dækningen af middelhøje græsser og urter, er langt fra den optimale tilstand for naturtypen, men tillægges en lille betydning i beregningerne af strukturindekset. For hovedparten af indikatorerne er de gennemsnitlige scorer ikke væsentligt forskellige i de tre kortlægningsperioder, eller også er der ingen entydig trend, hvilket også kommer til udtryk i et fluktuerende strukturindeks (se Figur 7150.101).
Fordelingen af strukturindikatorerne for den seneste kortlægning er vist i Figur 7150.103. Tørvelavning er et pionersamfund på fugtig, blottet tørv eller sand. Der er stor forskel på i hvor høj grad naturlige forstyrrelser, fx i form af græsning og vind- og vanderosion, har formået at skabe og opretholde åbninger i vegetationen. På halvdelen af det kortlagte areal er dækningen af bar jord under 10 %, mens mere end to femtedele af arealet har en dækning af bar jord på over 30 %. Dækning af levende tørvemosser er moderat, mens dækningen af øvrige bladmosser er noget mere begrænset, og laver er næsten fraværende. Vegetationsdækket er lavtvoksende og åbent, med størst forekomst af lave græsser og urter som fx rundbladet og liden soldug og dværgbuske. Middelhøje og høje græsser og urter er noget mere spredt forekommende. Vedplantedækningen er moderat og en femtedel af det kortlagte areal har en vedplantedækning over 10 % og blot en femtedel af de kortlagte forekomster er træløse. Invasive plantearter er spredt forekommende på tørvelavningerne (se også Tabel 7150.104). Der er græsning på en tiendedel af forekomsterne, og ingen af de kortlagte arealer er forvaltet med høslæt eller slåning. Der er ikke registreret tegn på eutrofiering fra direkte gødskning og tilskudsfodring eller randpåvirkninger fra tilstødende marker og afvanding eller kystsikring på en ganske lille andel af arealet. Omfanget af historisk og nutidig næringsstofbelastning og betydningen af begrænsninger i den naturlige hydrologi ved afvanding og vandindvinding er vanskeligt at vurdere og i særdeleshed, når vurderingerne skal gøres i felten og på luftfotos samt på den skala kortlægningen foretages på. Vurderingerne af effekterne på habitattyperne vil derfor være forbundet med stor usikkerhed og vil sandsynligvis være underestimeret. Vurdering af tilgroning er lettere at foretage og dokumentere i felten baseret på ophobet plantemateriale og kolonisering af buske og træer.
Som en del af strukturtilstanden er registreret en række positive og negative naturtypekarakteristiske strukturer, der er specifikke for den enkelte naturtype (link). Stor udbredelse af positive strukturer indikerer, at tørvelavning har lang græsningskontinuitet, frie dynamiske processer (fx i form af oversvømmelser) og er relativt upåvirkede af kulturindgreb i form af eutrofiering, afvanding eller tilgroning. Stor udbredelse af negative strukturer indikerer, at tørvelavningerne er stærkt kulturpåvirkede og at de dynamiske processer er begrænsede, eksempelvis ved fravær af græsning.
Der er registreret en noget større udbredelse af positive end negative naturtypekarakteristiske strukturer i tørvelavning (Figur 7150.104). Åben bund med næbfrø, soldug og/eller liden ulvefod samt tidvis oversvømmede partier er blandt de mest udbredte positive strukturer, mens dækning af blåtop er den klart hyppigst registrerede negative struktur.
