Aarhus Universitets segl

Artssammensætning

Der er relativt mange arter i tørt kalksandsoverdrev ift. de lysåbne terrestriske naturtyper som helhed. Der er således i gennemsnit registreret 28,4 plantearter i 5 m cirklerne på tørt kalksandsoverdrev (Tabel 6120.103), hvilket er lidt flere end i kontrolovervågningens tilfældigt udlagte dokumentationscirkler inden for habitatområderne (link til side med artssammensætning). De hyppigst registrerede arter er hundegræs, rød svingel, lancet-vejbred, bidende stenurt, gul snerre, håret høgeurt, mark-bynke og femhannet hønsetarm, der alle forekommer i mere end to ud af tre dokumentationscirkler (Tabel 6120.103.A).

Der er i gennemsnit registreret 11 arter, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af eutrofiering, omlægning eller tilgroning (enstjernearterne), hvilket er lidt flere end i kontrolovervågningens dokumentationscirkler inden for habitatområderne. De hyppigst registrerede følsomme arter er bidende stenurt, gul snerre, håret høgeurt, femhannet hønsetarm, mark-krageklo, mark-frytle og vellugtende gulaks (Tabel 6120.103.B).

Der er en relativt høj andel af meget følsomme arter i tørt kalksandsoverdrev i forhold til de lysåbne terrestriske naturtyper som helhed. Der er således i gennemsnit registreret 2,16 arter, der er meget følsomme over for kulturpåvirkning i form af eutrofiering, omlægning eller tilgroning (tostjernearterne), hvilket er lidt færre end i kontrolovervågningens dokumentationscirkler inden for habitatområderne. Glat rottehale, eng-havre, knopnellike, liden sneglebælg, merian og due-skabiose er de hyppigst registrerede meget følsomme arter (Tabel 6120.103.C).

Der er registreret 2,16 problemarter i gennemsnit og den mest udbredte problemarter (der ikke er listet som invasive) er draphavre (46 % af 5 m cirklerne) samt mælkebøtte, almindelig rajgræs, blød storkenæb og hejrenæb (Tabel 6120.103.D), der er registreret i mere end 16 % af dokumentationscirklerne.

Det gennemsnitlige antal arter, en- og tostjernearter samt problemarter varierer gennem de tre kortlægninger (Tabel 6120.103). Der er tydelige forskelle på artsantallene i første og anden kortlægning hvilket også kommer til udtryk i et markant fald i artstilstanden i denne periode (Figur 6120.102).

Tørt kalksandsoverdrev er en af de lysåbne terrestriske naturtyper med mindst udbredelse af invasive arter. Der er således registreret en eller flere invasive arter på en fjerdedel (26 %) af de kortlagte forekomster med tørt kalksandsoverdrev inden for habitatområderne (Tabel 6120.103). Og på blot et enkelt areal er dækningen af invasive arter større end 10 %. Rynket rose udgør langt hovedparten af registreringerne (19 %), mens canadisk bakkestjerne, bjerg-fyr og stjerne-bredribbe forekommer mere sporadisk.


Vegetationen på tørt kalksandsoverdrev er relativt rig på bredbladede urter og arter, der er følsomme overfor næringspåvirkning og tilgroning. Gul snerre er en af de hyppigst registrerede bredbladede urter på tørt kalksandsoverdrev. Foto: Peter Wind, AU