Bøg på mor med kristtorn er, med et samlet areal på 3.500 ha, en af de lidt større udbredte skovnaturtyper i Danmark. Naturtypen har sin hovedudbredelse i den kontinentale region og det skønnes, at 27 % af arealet ligger inden for habitatområderne. Beregninger af naturtypens udbredelsesområde og arealmæssige dækning er vist i Tabel 9120.1 og naturtypens udbredelsesområde, kendte forekomster og overvågningsstationer (2011-2016) er vist i Figur 9120.1.
Naturtypens udbredelsesområde er defineret ved kendte forekomster af naturtypen samt en ekspertvurdering af potentielle forekomster uden for habitatområderne. Selvom de seneste beregninger viser, at udbredelsesområdet med bøg på mor med kristtorn er større end rapporteringen i 2013, vurderes det at være stabilt, ligesom det vurderes at være tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.
Der er gennemført en fuldstændig kortlægning af naturtypens forekomster inden for habitatområderne som en del af NOVANA-programmets operationelle overvågning i perioden 2016-2018. I mangel af en kortlægning af naturtypens forekomster uden for habitatområderne er det kortlagte areal inden for opskaleret til det biogeografiske niveau ud fra en række antagelser. Danmarks Skovstatistik (NFI) har dokumenteret forekomster af bøg på mor med kristtorn i relativt mange prøveflader og fordelingen af disse er derfor anvendt til at beregne den arealmæssige dækning uden for habitatområderne.naturtypen samt en ekspert vurdering af potentielle forekomster uden for habitatområderne.
Kortlægningen og beregningerne af det samlede areal med naturtypen har vist, at arealet med bøg på mor med kristtorn er lidt større end tidligere rapporteret. Denne ændring kan dog ikke tages som udtryk for en reel fremgang i arealet. Naturtypens areal vurderes at være stabilt og tilstrækkeligt stort til at opretholde naturtypen i hele dens variationsbredde i begge biogeografiske regioner.
Tabel 9120.1. Udbredelsesområde og areal for bøg på mor med kristtorn (9120) som afrapporteret til EU i 2007, 2013 og 2019. Den arealmæssige dækning af naturtypen er vist ved den samlede dækning i hele landet (afrundet), det kortlagte areal inden for habitatområderne og andelen af det samlede areal, der ligger inden for habitatområderne. Arealerne er vist for de to biogeografiske regioner og for hele landet.