Der er i gennemsnit registreret 13 plantearter i 5 m cirklerne i bøg på muld (Tabel 9130.102), hvilket er lidt flere end i kontrolovervågningen. Ud over bøg, der findes i alle dokumentationscirkler, er de hyppigst registrerede vedplantearter ahorn, ask, stilk-eg (almindelig eg), hassel, almindelig gedeblad, almindelig røn og skov-elm, der alle forekommer i mere end en ottendedel af dokumentationscirklerne (Tabel 9130.102.A). Og de hyppigst registrerede græsser og urter er enblomstret flitteraks, miliegræs, skovmærke, mose-bunke, skovsyre, skov-star, stor fladstjerne og hvid anemone.
Der er i gennemsnit registreret 7,3 arter, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af skovdrift, eutrofiering og afvanding (enstjernearterne). De hyppigst registrerede følsomme arter er ask, miliegræs, skovmærke, skovsyre, skov-star, stilk-eg (almindelig eg), stor fladstjerne og hvid anemone (Tabel 9130.102.B).
Der er i gennemsnit registreret 0,09 arter, der er meget følsomme over for kulturpåvirkning i form af skovdrift, eutrofiering og afvanding (tostjernearterne). Skov-svingel er den hyppigst registrerede meget følsomme art (5 % af 5 m cirklerne), mens arter som småbladet lind, tyndakset star, festgræs, skov-vikke og tætblomstret hullæbe forekommer langt mere sporadisk (Tabel 9130.102.C).
Der er i gennemsnit registreret 0,3 problemarter i bøg på muld. Stor nælde er, som den eneste problemart ud over de invasive arter (Tabel 9130.103), registreret i 16 % af dokumentationscirklerne.
Der er registeret en eller flere invasive arter på en tredjedel af de kortlagte forekomster med bøg på muld inden for habitatområderne (Tabel 9130.103). På 2 % af bøg på mulds arealer er dækningen af invasive arter større end 25 %. Arter af lærk (europæisk, japansk og hybrid-lærk) udgør langt hovedparten af registreringerne og findes på 15 % af arealerne med bøg på muld. Derudover er fundet almindelig ædelgran, sitka-gran og douglasgran med en lav dækning på omtrent 10 % af forekomsterne, mens glansbladet hæg, japan-pileurt, arter af ædelgran, kæmpegran og almindelig snebær findes på ganske få lokaliteter.
Bøg findes i alle 5 m cirklerne i bøg på muld.
Foto: Peter Wind, AU
Miliegræs er en af de mest udbredte urter og græsagtige planter i urtelaget i bøg på muld.
Foto: Peter Wind, AU